Anmeldelse af Dropkick Murphys på Helviti, Copenhell. D. 21/06-24.

Dropkick Murphys var tilbage på Copenhell, hvor de forsøgte at spille den vilde dansefest i gang på Helviti.

Foto: Anders Groos Mikkelsen.

Vi skal en små otte år tilbage i tiden, før Dropkick Murphys sidst var på Copenhell. Dengang leverede gruppen en fremragende fest, hvor der især var godt gang i den på de forreste rækker. I dag skal de så gøre kunsten efter igen, men helt op i samme gear når vi desværre aldrig.

Jovist, der er igen gang i den oppe på de forreste rækker. Der bliver danset og moshet en del til den folk-inspirerede punk-rock, som gruppen fremfører. Det er dog bare som om at koncerten aldrig rigtigt tager fat.

Dette til trods forsøger bandet da med store armbevægelser og smil at vinde hele publikums gunst, men det lykkedes bare ikke helt godt nok. Musikken er simpelthen for formel-agtig og ensformig. Har man først hørt et nummer med Dropkick Murphys, ja, så har man vel lidt hørt dem alle. Ensporet musik med sjove instrumenter er dog noget gode dele af Copenhells publikum også bryder sig godt om.

Lyden fungerer fint for bandet, til trods for at mandolinen kun sjældent egentlig kan høres. Der er god knald på vokalen, riffsne står skarpt og både harmonika og sækkepiber formår at skærer fint igennem lydbilledet.

Stor kunst er Dropkick Murphys ikke på Helviti i dag, heller ikke selvom publikum har fået hvad de kom efter i form af dans og moshing til letfordøjelig irsk inspireret punk-rock. Det bliver simpelthen bare for meget af det samme i længden. Desværre.

Billeder er taget af Anders Groos Mikkelsen.