Danskens sejr!

Anmeldelse af: Kellermensch. Headbanger Stage, Wacken. 03. august 2018

Kellermensch viste, hvordan et dansk band kan rykke Wacken rundt, når bare man har sangene, showet og ikke mindst talentet på plads. Dette blev statueret af et enormt voksende fremmøde tidligt på dagen

Arkivfoto: Guillaume Blanjean

Esbjergensiske Kellermensch er altid garanter for et godt show. Spørgsmålet er så, hvilken type show, bandet vælger at gå efter, ud fra hvilken sætliste, de har, de vælger at spille.
På dette års Wacken har de fået den trælse position at spille ganske tidligt på dagen, og derfor kan man godt frygte, at der ikke kommer mange til deres koncert. Der er da heller ikke mange mennesker, da forsanger og guitarist, Sebastian Wolff, går på scenen og spiller introen alene med sin guitar. De mennesker, der er tilstede er (ikke overraskende) overvejende danske, men dette ændrer sig i løbet af koncerten, hvor bandet får hevet en meget større mængde mennesker ind til deres koncert, end man umiddelbart havde kunne have turdet håbe på.

Dette lykkes igennem et show, som fokuserer på de mere smadrede og tunge Kellermensch-numre, samt et show, der mildest talt koger over af energi særligt fra den kære frontmand, der allerede under andet nummer formår at ødelægge kablet til sin mikrofon.
Kaos er nøgleordet, når man er til en Kellermensch-koncert, og bandet ønsker bestemt ikke at lave om på dette, særligt ikke på en metalfestival. Bandet kommer ekstremt godt udover scenen, og Wolff selv gør det i sin vanlige stil også bogstaveligt talt. Han formår adskillige gange at hoppe ned på plateauet af højtalere, der står foran scenen, og kommer sågar ud og står på hegnet foran publikum. Energiniveauet er højt og i den grad intenst. Dette er helt klart noget af det, som er med til at lokke mere og mere publikum til i løbet af koncerten.

Bandet spiller ligeså godt, som man, som fast gænger til deres koncerter, er vant til. Guitarerne sidder i skabet, bassen buldrer, keyboard og orgel sætter sammen en god stemning, og strygerne er stramme og kan høres – en ting, der godt kan være svært på Wacken.
Vokalen er stærk i dag, og Wolff krænger atter engang sin desperate sjæl ud, således, at samtlige publikummer bør kunne føle mandens frustrationer. Jeg har hevet en veninde med op, som kun lige har hørt to numre, som jeg havde introduceret hende for nede i lejren umiddelbart inden koncerten. Selv denne nye potentielle fan kan ikke lade være med at headbange til den lyttervenlige smadrede rock/metal, som Kellermensch nu engang præsterer at servere på bedste vis.

Lyden er ganske glimrende, og det eneste problem, der egentlig er, må være det ret døde mikrofonkabel, der dog bliver fikset i løbet af koncerten. Desværre betyder dette, at der er nogle få udfald i vokalen specielt i starten af koncerten. Wolff behandler ikke sit udstyr pænt, men dette er netop en del af charmen. Den enorme aggressivitet er nærmest et varemærke for esbjergenserne.

Kellermensch får i sandhed vist, hvorfor de er iblandt de stærkeste bands på den danske scene p.t. Tyskerne skal måske endda være bekymrede for, om dansken snart tager det nordlige Tyskland tilbage.

Slesvig, Kellermensch? Det tror jeg nok vi hør!