Anmeldelse af: Electric Six. Loppen, Kbh. 13. juni 2022.
Det blev til en fest omend en kort en af slagsen, da Electric Six langt om længe vente tilbage til Danmark.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Endelig er ventetiden ovre. Endelig får vi danskere mulighed for at opleve det excentriske, lalleglade og ikke mindst rockede band Electric Six; en gruppe, der i starten af 00erne formåede at blive et relativt stort navn med hits som “Gay Bar” og “Danger! High Voltage”.
Det kan godt mærkes, at det er mange år siden, at bandet sidst har været i landet. Spændingen er nærmest elektrisk på Loppen, hvor der er godt fyldt op til aftenens koncert. Et kvarter efter annonceret tid går gruppen på til enorm jubel blandt publikum.
Bandet lægger ud med “Synthesizer” fra hovedværket, Fire, og så skal der ellers gang i den, eller det skulle man tro. For bandet og publikum skal tydeligvis lige føle hinanden an, før tøjlerne kan slippes og festen rigtigt kan løbe frit. Det lykkes da også efter en håndfuld numre, som bandets forsanger, Dick Valentine, påstår, er aftenens værste numre. Publikum kvitterer med latter, og så starter festen også.
Den har været ventet, men den opstår også så absolut på det lille spillested ude på staden. Bandet bliver, i takt med at publikum fester igennem, umiddelbart mere og mere tændte og bliver i forlængelse heraf også bedre og bedre til at komme lidt ud over scenekanten, om end netop dette godt kunne have lidt mere fokus. Scenen er bestemt ikke super stor, men udover Valentine (der heller ikke selv bevæger sig synderligt rundt) lader hver enkelt musiker til at være låst til sit kryds og gør generelt ikke meget væsen af sig. Det sætter lidt en dæmpe på aftenens fest, når bandet ikke nødvendigvis hengiver sig totalt.
Jublen er dog enorm, og festen når kogepunktet, idet bandet midt i sættet fyrer smashhittet “Gay Bar” af. Her opstår den vilde hoppefest i en sådan grad, at man til tider frygter, at gulvet på Loppen kunne finde på bryde sammen under vægten af det hoppende publikum. Der bliver sunget med til den helt store guldmedalje, og bandet virker måske en kende forbløffede over, at festen bliver så stor, som den gør. Festen fortsætter nærmest hele showet igennem, hvor enkelte numre dog lige får publikum til at give den ekstra gas, som f.eks. føromtalte “Danger! High Voltage” eller “I Buy The Drugs”, “Improper Dancing”, “Dance Epidemic” og ikke mindst aftenens lukker, “Dance Commander”.
Lyden er ikke den bedste, man har oplevet inde på Loppen, men den er bestemt godkendt. På intet tidspunkt føler man, at instrumenterne drukner, hvor størstedelen af detaljerne går rent igennem. Desværre drukner vokalen dog ind imellem bag henholdsvis synthesizer og guitarer. Det er enormt synd, når det sker, for Electric Six er langt henad vejen båret af vokalen. Det er den samt den gode mængde humor, der virkelig skiller Electric Six ud fra så mange andre bands.
Electric Six har givet Loppen en skalle og startet en fremragende mandagsfest med masser af godt humør, velspillet rock og et umiddelbart meget tilfreds publikum. Det tog sin tid om at tage fat, men da det så lykkedes, var det som om, der ingen forbehold eksisterede imellem band og publikum.
Desværre blev det dog med en koncert, der ikke engang formåede at snige sig op på 75 minutter, hvilket også var en kort fornøjelse for det fremmødte publikum. Electric Six kunne godt have spillet i hvert fald 20-30 minutter mere, især når der ikke har været opvarmning på, men sådan skulle det ikke være i dag.
Electric Six leverede en glimrende koncert, hvis største svaghed var den korte varighed, og hvis det er det største problem ved en koncert, så har den også være god.
