Anmeldelse af Yungblud + support, d. 24. oktober 2025 i KB Hallen, København

En aften med ungdom, attitude og en rockstjerne, der er vokset op

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Weathers

KB Hallen føltes halvtom, men det gjorde ikke så meget. De, der var mødt op tidligt, fik i hvert fald et lille flashback til en tid med Vans-sko, eyeliner og Tumblr-citater. Amerikanske Weathers trådte på scenen med store smil, mørke lys og en energi, der nok ramte lige i hjertet hos de yngste piger i salen.

Det hele føltes som en stereotyp af et 2014 Tumblr-band, og desværre ikke på den gode måde. Havde jeg stadig været 15 år gammel, havde det nok fungeret for mig. Men jeg er sgu blevet for gammel til den slags (tror jeg).

Et cover af Chappell Roans “Pink Pony Club” blev forsøgt brugt som et crowd-pleaser-moment, men det faldt lidt fladt. Billigt trick uden glimmeret. Alligevel lykkedes det Weathers at få 80% af gulvet til at vifte med hænderne og skråle med. Jeg må give dem det, publikum virkede varmet op, og det var nok hele pointen.

Men jeg glædede mig mest til, at det hele var overstået.

Palaye Royale

Jeg har kendt til Palaye Royale siden 2017, da deres sang “Mr. Doctor Man” blev brugt i soundtracket i filmen “American Satan” og jeg fik fornøjelsen af at opleve dem på Copenhell, da de blev booket på en aflysning i 2024. Jeg var spændt på at opleve dem igen i KB Hallen.

Publikum klappede allerede, inden Palaye Royale gik på. Man kunne tydeligt mærke, at mange var kommet for netop dem. Brødrene i Palaye Royale er efterhånden kendt for deres teatralske shows, deres skramlede, men charmerende lyd og ikke mindst Remington Leiths evne til at være shirtless hurtigere end man kan sige “Mr. Doctor Man”. Det tog ham præcis to numre. Klassisk Remington.

Bandet kom ud med en energi, der sagtens kunne have fyldt et større sted. Da Remington bad om en circle pit, endte det med fem forvirrede sjæle, der puffede forsigtigt til hinanden. Crowdet var ikke helt klar endnu… De fleste var teenagepiger, ikke Copenhell veteraner.

Remington hoppede senere ned til forreste række, hvor pigerne skreg i vilden sky, og oppe fra balkonen kunne man høre det hele – hans hæse stemme, de ivrige råb og den alt for store kærlighed, Palaye Royale får fra deres fans. Han dukkede endda lige pludselig op på den højre balkon, til stor begejstring for dem, der sad deroppe.

Midt under “Mr. Doctor Man” mistede han pusten og lod publikum synge halvdelen af sangen. Måske stemmen var ved at være brugt, måske var det bare et showtrick, men crowdet elskede det. Da nogen i pitten blev forlovet midt i sættet, stoppede bandet og spurgte, om alle var okay, da de troede der var brug for hjælp nede i pitten. Det viser, at Palaye Royale stadig har hjertet med, selv midt i kaosset.

Palaye Royale var alt, hvad man forventede: rodede, karismatiske og umulige ikke at holde af.

Yungblud

Der går War Pigs med Black Sabbath over højtalerne, og KB Hallen eksploderer. Yungblud er klar. Han træder ud i head-to-toe læder, solbriller og en attitude, der skriger rockstjerne. Det er langt fra den Lille Vega-koncert jeg så i 2019. Nu står vi med en artist, der har vokset sig ud af teenage-emo-fasen og ind i en arena-størrelse persona.

Konfettien ryger allerede i første nummer, og det føles som et statement: Vi er i gang.
Hans stemme er stadig hæs og genkendelig, og de tre violinister på scenen giver det hele et næsten symfonisk præg. Han hopper, råber og smiler, præcis som dengang, bare mere kontrolleret, mere voksen og moden.

Publikum skråler med på “The Funeral”, og stemningen er så samlende, at selv de ældre i salen står op og danser. Der er færre telefoner oppe end forventet, og det føles faktisk befriende. Yungblud har fået et publikum, der lytter og deltager, ikke bare filmer.

Da han introducerer sit cover af “Changes” til ære for Ozzy Osbourne, falder alt på plads. “Ozzy is about love – Yungblud is about love,” siger han, mens hele hallen lyser op af telefoner og lightere. Han virker oprigtigt rørt, og sangen udføres med en respekt og kraft, der sender kuldegysninger helt op på balkonen, hvor jeg sidder.

Han bad om moshpits flere gange og jeg tror han nåede at råbe “wider” mindst 20 gange. Det var lidt som om, at dem der stod nede i pitten ikke helt var det gængse moshpit-publikum. Mit syn oppe fra balkonen bekræftede det også, da det mest bare blev til et lille “hoppe” og hyggeligt moshpit, hvor alle kunne være med.
Under “Fleabag” inviterede han en fan, Mikkel, op på scenen for at spille guitar. Mikkel spiller tilfældigvis helt perfekt og virker meget selvsikker. Jeg fandt så ud af efterfølgende, at han spiller i det danske glam rockband Animalyze. En gimmick, der er gået igen på alle tourstops? Ja, men en god én. De tænder en smøg sammen, og det kunne ikke blive mere “rockstar”-agtigt.

Finalen bliver en rejse fra nostalgi til nutid: “Loner”, “Tin Pan Boy” og “Zombie” runder aftenen af med pink konfetti, præcis som den startede. Det føles næsten poetisk.

Yungblud anno 2025 er ikke længere bare en Tumblr-boy for teenagepiger. Han er en rockstjerne med hjerte, attitude og format, der er modnet på bedste vis. KB Hallen var fyldt med kærlighed, energi og en følelse af fællesskab.

Jeg tror oprigtigt på, at det her nærmest kun er begyndelsen for ham. Han skal nok blive meget større end han er nu.

Se galleriet af Joachim Vilstrup herunder