Anmeldelse af Halestorm + support: Bloodywood, d. 28.10.25 i Den Grå Hal

En af verdens bedste rockbands er tilbage og jeg var naturligvis mødt op.

Foto: Lykke Nielsen

På trods af lidt miskommunikation tog jeg af sted fra Hedehusene mod Christiania. På grund af dette blev jeg desværre lettere forsinket til den komplet udsolgte koncert. Har ikke besøgt dette spillested siden Opeth spillede her med Voivod i 2022.

Der er altid en vis klaustrofobisk følelse forbundet med at være herinde. Den aflange sal kommer tit til at føles for trang, men jeg kommer alligevel semitæt på i højre side 22 minutter forsinket til opvarmningsbandet.

Bloodywood

Dannet i New Delhi i Indien, har denne gruppe skabt sig et navn på verdensplan, hvor det har været noget nær umuligt at undgå bandets navn. Karan Katiyar (guitar, fløjte), Jaymant Bhadula (vokal) og Raoul Kerr (vokal) har udgivet 3 albums. Det første var et cover album Anti-Pop Vol. 1 (2017) og efterfølgende kom 2 udgivelser med originale sange, Rakshak (2022) og Nu Dehli (2025). Jeg må indrømme at jeg altid har set lidt skævt til Bloodywood. Jeg synes deres navn er kikset og at det virkede lidt for meget som en gimmick.

Men som jeg finder mig til rette, må jeg se mine fordomme gjort til skamme. Den gale/geniale kombination af nu metal, folk metal, rap metal og metalcore fungerer helt vildt godt. Det rammer en særdeles levende nerve, hvor det både er uforudsigeligt og samtidig har en klar tematisk rød tråd, der er bandets helt egen. Med på scenen som tour musikerne er Sarthak (dhol) og Roshan Roy (bas), Vishesh Singh (trommer).

Som Bhadula growler på engelsk + indisk og Kerr rapper løs er der gode muligheder for at slippe tøjlerne løs. Jeg ærgrer mig over at jeg ikke er tættere på pitten, for bagved sker der ikke meget. Måske er Bloodywood lige lidt for specielle for de fleste? På mig smitter deres live energi af og man kan ej heller beskylde de herrer for ikke at gå til opgaven med liv og sjæl.

“Nu Delhi”, “Halla Bol” og den afsluttende “Machidi Bhasad (Expect A Riot)” spiller på så mange tangenter. Folkdelen giver en kraftfuld ritualistisk lyd imens at guitarer og metallen leger med løsslupne riffs og melodier, der er som skabt til headbanging og dans. Det er faktisk ret opfindsomt samt catchy, selvom det måske ikke er helt værdsat af alle i aften.

Bandet introduceres med godt humør og de virker alle til at være nogle skønne charmetrolde. Som vi sætter os på knæ og hopper op rammer vi sammen den sjove stemning, der næsten er uundgåelig til Indernes tossede miks af genrer.

Jeg lover mig selv at jeg skal se det her igen næste gang de besøger Sjælland. Et sted, hvor deres materiale sætter gang i de rigtige mennesker. Som bandet takker af med kæmpe smil, er jeg blevet fan. For det var virkelig en både sjov og interessant øjenåbner at feste med Bloodywood.

Halestorm

Det er ikke så længe siden at Lzzy Hale (vokal, rytmeguitar), Arejay Hale (trommer), Joe Hottinger (lead guitar) og Josh Smith (bas) varmede op for Iron Maiden i Royal Arena. Der var jeg særdeles begejstret for et gensyn med amerikanerne. Så da de annoncerede at deres The nEVEREST Tour kom tilbage til Danmark hoppede jeg af glæde. For jeg er stor fan af deres hard rock, heavy metal, alternative rock albums og særligt de første 3 skiver har jeg et meget tæt forhold til.

Med det nye album Everest (2025) i bagagen bliver det spændende at se dem headline. Det har jeg ikke oplevet siden de spillede i Pumpehuset i 2013.

Jeg har på dette tidspunkt fundet mere frem foran, semi i midten. Rødt lys blinker på scenen og hornene hæves, da bandet kommer på scenen. Med sin sædvanlige uforlignelige karisma er Lzzy en entertainer af rang og med en af de stærkeste stemmer på den internationale metal- og rockscene åbner Halestorm stærkt med den storladne “Fallen Star” fra Everest (2025) og den vilde “Mz. Hyde” fra The Strange Case of… (2012). Der er jubel, men det er også lidt hr. og fru Danmark der er ude så der bliver ikke den store sing along eller hoppe pit hvor jeg står. Halestorm er også et folkeligt band, det må man jo ikke glemme.

En kortere version af “Familiar Taste Poison” fra Halestorm (2009) lyder cool i sin mere simple version, men jeg ville dog ønske at der ville komme mere fra debutalbummet. “Freak Like Me” er en af de fedeste, rebelske og fængende sange der er skrevet i moderne rock og “Like A Woman” er en pianoballade, der ej heller mangler guitar + store stærke følelser om lyst, frihed og selverkendelse. Lzzy er en mester i at kommunikere med sine fans og kommer godt rundt og vinker. Hun gør at alle føler sig set til et Halestorm-show og der er også tid til at skrive et “loveletter” til en fan på dennes medbragte hjemmelavede papskilt + sige tak for den longsleeve der bliver smidt op til sangerinden af en anden.

Det er en nærværende oplevelse og “Darkness Always Wins” er en af mine favoritter fra den nye plade, hvor Halestorm spiller med de episke muskler og telefonerne lyser i Den Grå Hal. Hottingers soloer er en fryd og Arejay er simpelthen en af de mest underholdende trommeslagere der findes, imens Smiths bas tilføjer stabilitet til kompositioner som den rå “I Like It Heavy” og den monumentale “Everest”.

Arejay er en af de eneste, der i min mening, må lave en trommesolo og legebarn som han er kommer hans 2 kæmpe stikker også frem imens han tæsker sine tønder.

“Takes My Life” er ikke et særligt interessant nummer, men “Back From the Dead” fra Back From the Dead (2022) hiver niveauet op igen, hvor Lzzy også får demonstreret sine imponerende skrig. Der er en stemning af stort sammenhold og som der snakkes om at elske dem vi vil + holde af og tro på os selv så står Halestorm for en inkluderende agenda hvis budskaber både rammer den unge generation. De unge voksne som mig selv og de ældre der nok mest er her for blærede riffs. Det hele er der rigeligt af.

“I Miss the Misery” ender ud i en cool jamsession og tempoet holdes oppe til “Love Bites (So Do I)”. Mine lunger er på overarbejde og selv om jeg er den mest energiske, hvor jeg står, så nyder jeg showet i fulde drag alene. Der er en god balance i setlisten hele vejen igennem hvor der er momenter til fræs og råben, samt de mere tænksomme øjeblikke og det gør for mig ikke noget at det nye album er repræsenteret med 7 numre i aften. De 4 artister går af scenen efter den vrede “I Gave You Everything” der er en guitartornado, men vi skal jo heldigvis have ekstra numre.

“How Will You Remember Me” tager os ned på jorden igen, inden der skal synges højt til “Here’s To Us”, der dedikeres til os alle. Til den afsluttende “I Am the Fire” får jeg skrålet med alt hvad jeg kan, og netop det nummer er som et kald til kamp og en velvalgt sidste anarkistisk salme at gå hjem på.

Live kan få slå Halestorm og deres ærke-amerikanske heavy og efter 2 shows med bandet på 1 år, så tager jeg gerne 5 mere! På vejen hjem i toget fra hovedbanegården, da jeg undersøger mit nye plektar, som jeg fiskede op fra gulvet, hvisker en dame i stillekupeen om jeg var til koncerten. En sød krølle på endnu en musikrejse.

Se galleriet af Lykke Nielsen herunder