Anmeldelse af Wednesday 13 + support: Sister, d. 26.10.25 i Pumpehuset
På en lettere kold og våd søndag var der besøg fra et sandt rockfreakshow.
Foto: Leyla Tunalı
Det passer egentlig fint, at jeg dagen før har været til gyselig udklædningsfest med min svigerfamilie og nu tager ind i Pumpehuset. For her optræder to bands der på hver sin måde selv leger med horrormaddiker tilsat rigeligt af distortion.
Sister
Jamie Anderson (vokal), Cari Crow (trommer), Phil Armfelt (guitar) og Freddan Hiitomaa (bas) spiller en sjov version af sleaze, punk, glam og rock. Jeg er troppet op i min Lordi t-shirt og jeg finder helt foran hvor en bunke metalpodier er sat sammen så de dækker det meste af scenekanten. Ud af højtalerne lyder gammel soldatermarchmusik med trommer og fløjter og frem kommer Sister.
Gruppen er klædt i masser af læder, nitter, armbånd, laset sort tøj og hvid makeup. Der er i hvert fald noget at kigge på. Anderson har en hæs stemme der flere gange går over i deciderede black metal skrig og som giver musikken et mere råt og grimt udtryk i sange som “Psycho Thrilling” og “Die With A Smile” fra Vengeance Ignited (2021) og “The Unlucky Monority” fra Hated (2011).
Armfelt og Hiitimaa laver begge backingvokal og spiller energisk og man må give Sister, at deres materiale er ret catchy. “Destination Dust” fra Stand Up, Forward March! (2016) er bygget til at høvle øl og smide sig rundt på dansegulvet. Det kunne have fungeret perfekt til en nat på hedengangne High Voltage.
“Blood Sacrifice” og særligt “Primal Rage” river og flår i vores øregange, men gæsterne er lidt trætte efter en lang uge. Dette påvirker ikke bandet, der bevæger sig godt rundt på den lille scene i Pumpehuset og ofte opildner til flere “HEY” råb og mere larm. Denne insisteren på at skabe en god stemning får flere med og da “Bullshit & Backstabbing” spilles, virker det til at de forreste rækker er overbevist.
Jeg er personligt vild med det overdrevne vilde glam fra Skid Row og Mötley Crüe, der kombineret med deres gennemførte æstetik giver dem en vibe som et kadaver-orkester, der kunne komme fra en Gru-tegneserie. Andersen er utrættelig og ofte nede på knæ og se os i øjnene. “Rock Out” af Möterhead er en passende hyldest til den grumsede larm Sister selv spiller og jeg får lov til at growle i mikrofonen.
Spiller svenskerne en anden gang, så tropper jeg 100% op for denne her slags festligheder, må man ikke gå glip af. Fængende og frækt som det var.
Wednesday 13
Joseph Michael Poole er en mand med noget af et CV. Han har spillet i både Murderdolls, Maniac Spider Trash, Frankenstein Drag Queens From Planet 13, Bourbon Crow og Gunfire 76 og så har han også sin solokarriere som Wednesday 13. Han rammer nu København med sin Mid Death Crisis Europe/UK Tour 2025 og der er ved at være fint fyldt i midten selvom der ikke er udsolgt.
Stortrommen er dekoreret med et lysende rødt 13-tal og som som en gothkaptajn kommer hovedpersonen ud og hans kumpaner er lige så vildt klædt på med kæder, pigge, farvet hår og passende mørkt, slidt garderobe som Rob Zombie-ghouls.
De ser lige præcis tilpas hysteriske ud som de skal og flere i publikum har sminket sig på lignende vis.
Bandet er på og vrider sig med cool attitude imens frontmanden vræler af os som en tør banshee. Desværre drukner hans stemme næsten totalt foran. Man kan ane ham på “Look What the Bats Dragged In” fra Transylvania 90210: Songs of Death, Dying and the Dead (2005) og “Too Fast For Blood” fra The Dixie Dead (2013), men hans grimasser og vrikken kommer mere ud over scenekanten end hans stemme og jeg undrer mig over hvad lydmanden laver. Til gengæld svinger mikset af horror-punk, heavy metal, gothic metal og glam metal. Det groover som en rastløs varulv og man er nødt til at headbange + et lille kortvarigt pit bryder da også ud.
Selv med fraværet af sang i lydbilledet så kan publikum numrene og der synges med på “Rotting Away”, “The Ghost of Vincent Price”, “When the Devil Commands” og særligt på “Summertime Love” (Murderdolls cover) der er et højdepunkt.
Med titler som disse forbliver vi på kirkegården hvor gespenster, zombier, djævle og andre uhyrer ligger på lur, og i netop denne årstid så tages hver fortælling imod med ekstra åbne kløer af fansene. Der snakkes ikke så meget til gæsterne, men vi får en række lækre rockhyl, der kunne spilles på en stripklub eller når du er på vej i byen med dine metalsøstre og -brødre for at lede efter det næste adrenalinfix.
Wednesday 13 holder en lysende græskarlanterne op og drysser plastikinsekter ud over os. Fint skal det være, imens røgen omkranser musikerne.
Jeg bliver træt af ikke at kunne høre noget og beslutter at prøve lykken lidt længere væk. Voila, her kan man pludselig være med og det hele går langt klarere igennem. Ude til venstre har jeg meget større fornøjelse af “In Misery” fra Mid Death Crisis (2025), “Good Day To Be A Bad Guy” fra Horrifier (2022) og “From Here To the Hearse” fra Skeletons (2008).
En lidt kedelig trommesolo ledsages af noget monolog fra Ash Williams fra Army of Darkness (1992) og det er alligevel et plus i min bog. Jeg rykker ned bagved hvor jeg har bedst udsyn og det er tydeligt at klumpen af monsterdisciple har en fest. Jeg selv er også ved at være i godt humør og jeg fortryder helt at jeg ikke har dyrket det her meget mere.
Soloerne sidder lige i mumie-sarkofagen og der er massere af hænder i vejret. Hen imod slutningen takkers der fra Wednesday 13 af for at vi er mødt op og vi får den svingende “I Walked With a Zombie” inden de to ekstranumre “Bad Things” og “I Love To Say Fuck” (Frankenstein Drag Queens From Planet 13-cover), der kommer til at slås med Limp Bizkits “Hot Dog” om brugen af f-ordet. Med en paraply med mellem fingeren på toppen får vi råbt i kor og gruppen efterlader en varm sal, der fik rigeligt med gespenster og underjordiske ånder for pengene.
FUCK, jeg er fan!
Fotos er taget af Leyla Tunalı
