Katla
Aftenen starter ud med sit langsomme indslag. Katla er ikke et helt ubeskrevet blad fra den danske doomscene for mit vedkommende. Det er de tydeligvis heller ikke for andre, da vi har et mildest talt solidt fremmøde allerede til aftenens første koncert. Folk er klar og er med på løjerne oppe på de forreste rækker selv på en onsdag aften. Der bliver headbanget godt igennem til Katlas tunge, vrede og sludgede doom.
Katla spiller glimrende og uden for meget slinger i valsen her til aften. Bandet har et godt og aggressivt show, hvor bandet får udnyttet den sparsomme plads, der er på aftenens scene. Gruppen kommer godt ud over scenekanten med masser af energi.
Brugen af de to vokaler fra henholdsvis trommeslager, Rasmus Bang, og bassist, Theis Stenberg Thorgersen, spiller godt, også selvom begge er i den aggressive ende, og der derved ikke er helt så meget variation. Sådan er Katla bare. Pisse vredt og indædt tung doom med rigeligt af brøl- og råbevokal. Her til aften spiller det i den grad, og publikum lader til at være med københavnerne fra start til slut.
Katla leverer en god og tung opvarmning med stærk publikumsfremmøde og interaktion imellem band og publikum. En solid start på aftenens brede program.
Swartzheim
Tempoet sættes op. Meget op. Fra den tunge københavnske doom skal vi nu over i den jyske thrashmuld. Sidst, jeg så Swartzheim, var til et super energisk show til Mono Goes Metal-festivalen. Dengang blæste de unge knejter mig omkuld med et voldsomt fedt thrashshow som åbning af festivalen, og at dømme fra den attitude, man ser fra scenen, er dette helt bestemt noget, de stadig sigter efter.
Der er godt med fart over feltet på de thrashede riffs, der balancerer fedt med den til tider lidt mere hardcoreinspirerede vokal fra Jeppe Halse Fuglebjerg. Gruppen står ikke stille et øjeblik på scenen, hvor der i stedet er masser af bevægelse både rundt på scenen og i form af headbanging.
Publikum er af en eller anden grund ikke helt så tæt samlet på de forreste rækker som under Katla, og dette er ikke engang fordi, der er nogen synderlig voldsom mosh pits eller noget. Publikum virker bare lidt mere tilbageholdende i forhold til den hurtige thrash sammenlignet med Katlas tunge doom. Bevares, der er stadig gang i den på de forreste rækker, men publikum står slet ikke så tæt som tidligere.
Bandet spiller dejligt hurtigt og stramt, dette endda med førnævnte gode overskud. De hurtige riffs leveres stilsikkert, og selvom musikken ofte føles måske lige genkendelig nok for en, der har hørt og selv spillet meget thrash, så vinder Swartzheim på fremførelsen og attituden mere, end de gør på originalitet.




