Den tunge, den hurtige og den hardcore

Katla

Aftenen starter ud med sit langsomme indslag. Katla er ikke et helt ubeskrevet blad fra den danske doomscene for mit vedkommende. Det er de tydeligvis heller ikke for andre, da vi har et mildest talt solidt fremmøde allerede til aftenens første koncert. Folk er klar og er med på løjerne oppe på de forreste rækker selv på en onsdag aften. Der bliver headbanget godt igennem til Katlas tunge, vrede og sludgede doom.

Katla spiller glimrende og uden for meget slinger i valsen her til aften. Bandet har et godt og aggressivt show, hvor bandet får udnyttet den sparsomme plads, der er på aftenens scene. Gruppen kommer godt ud over scenekanten med masser af energi.

Brugen af de to vokaler fra henholdsvis trommeslager, Rasmus Bang, og bassist, Theis Stenberg Thorgersen, spiller godt, også selvom begge er i den aggressive ende, og der derved ikke er helt så meget variation. Sådan er Katla bare. Pisse vredt og indædt tung doom med rigeligt af brøl- og råbevokal. Her til aften spiller det i den grad, og publikum lader til at være med københavnerne fra start til slut.

Katla leverer en god og tung opvarmning med stærk publikumsfremmøde og interaktion imellem band og publikum. En solid start på aftenens brede program.

Swartzheim

Tempoet sættes op. Meget op. Fra den tunge københavnske doom skal vi nu over i den jyske thrashmuld. Sidst, jeg så Swartzheim, var til et super energisk show til Mono Goes Metal-festivalen. Dengang blæste de unge knejter mig omkuld med et voldsomt fedt thrashshow som åbning af festivalen, og at dømme fra den attitude, man ser fra scenen, er dette helt bestemt noget, de stadig sigter efter.

Der er godt med fart over feltet på de thrashede riffs, der balancerer fedt med den til tider lidt mere hardcoreinspirerede vokal fra Jeppe Halse Fuglebjerg. Gruppen står ikke stille et øjeblik på scenen, hvor der i stedet er masser af bevægelse både rundt på scenen og i form af headbanging.

Publikum er af en eller anden grund ikke helt så tæt samlet på de forreste rækker som under Katla, og dette er ikke engang fordi, der er nogen synderlig voldsom mosh pits eller noget. Publikum virker bare lidt mere tilbageholdende i forhold til den hurtige thrash sammenlignet med Katlas tunge doom. Bevares, der er stadig gang i den på de forreste rækker, men publikum står slet ikke så tæt som tidligere.

Bandet spiller dejligt hurtigt og stramt, dette endda med førnævnte gode overskud. De hurtige riffs leveres stilsikkert, og selvom musikken ofte føles måske lige genkendelig nok for en, der har hørt og selv spillet meget thrash, så vinder Swartzheim på fremførelsen og attituden mere, end de gør på originalitet.

De unge gutter viser, at de i sandhed har spist havrefræs til morgenmad med et show med rigeligt af tempo og eksplosiv energi, bundet ind i en festlig og velspillet party-thrashpakke.

Cult Leader

Aftenens sidste navn bevæger sig lidt rundt i genrer som sludge, post hardcore, punk og naturligvis den genre, hovedsættet ligger i: hardcore.

Bandet står ikke stille på scenen et øjeblik. Der er konstant bevægelse på scenen, hvor gruppen er indhyllet i et konstant blå lys. Til trods for gruppens gode energi og tændte optræden er bandet ikke som sådan sindssygt ekstroverte. Der bliver i hvert fald ikke på noget tidspunkt henvendt sig til publikum her til aften.

Sammenspillet virker dog fornuftigt, hvor særligt de hurtigere og smadrede stykker slår fedt igennem her til aften. Gruppens mere post-inspirerede dele har dog desværre en tendens til at falde lidt til jorden til trods for egentlig at være veludført. Det rammer bare ikke rigtigt her til aften.

Desværre er post-elementerne også mest fordelt ud på enkelte numre, som således er meget post-inspirerede, og musikken derved ikke rigtigt til at virke til at have en rød tråd igennem gruppens koncert. De mange afdæmpede opbrud i musikkens fremførelse lader desværre til at tage lidt af pusten ud af publikum. Den opbygning, der ligger i sangenes sammensætning i forhold til sætlisten, er ikke altid helt varieret nok til at skabe denne røde tråd.

Fremmødet er meget lig det under Swartzheims koncert, hvor de forreste rækker får rystet håret godt igennem, hvorefter der opstår lidt mere plads på dansegulvet. Desværre er størstedelen af aftenens publikum lidt tilbageholdende her til aften, også selvom langt størstedelen af Cult Leaders musik passer som fod i hose til pits. Bandet brager særligt godt igennem, når deres hardcore bliver kaotisk og præget af dissonans; en ting, som bandet til denne anmelders held formår at gør ret konsekvent igennem aftenens musikalske eskapader.

Cult Leader formår aldrig helt at få Radar op på kogepunktet til trods for, at kriterierne burde være opfyldt. Publikumsfremmødet er ganske vist tyndet ud i løbet af aftenen, men de, der bliver tilbage, og især de på de forreste rækker, som leger med på aggressionerne, kommer til at gå hjem med en unik fornøjelse ud i det hardcore.

Et energisk og ikke mindst velspillet sammensurium af hardcore, post og sludge leveret med rigeligt af nerve, omend med knap så meget publikumskontakt.

Herunder finder du et galleri fra aftenen, taget af henholdsvist Akemy Aoyama og Bastian Reinholdt Madsen: