Det københavnske orkester Siamese, der har eksisteret siden 2007, først som Siamese Fighting Fish og SiFiFi indtil 2015, er klar med deres syvende album, efterfølgeren til Home (fra 2021), men Elements føles mere som en efterfølger til Super Human (2019). De går med mere elementær metalcore-pop/rapvokal og flere elektroniske breakdowns. Er det dårligt? Nej. Er det bedre end på Home? Nej. Er det bedre end på Super Human? Ja!
“The Shape Of Water” åbner pladen på fremragende vis med gjaldende vuvuzela-lydende horn, tunge beats og med franske Ten56 som featuring. Men gæsteartisten er lidt overflødig og ligegyldig for sangens udtryk i forhold til Siameses andre sange. Det er ærgerligt, fordi det er ellers en rigtig god sang.
Den bliver så efterfulgt af “Vertigo” og det catchy hook: “Let me know / Vertigo / How did you find me?” og technomonsteret “Predator”, der er en lille favorit hos undertegnede. Jeg vil generelt have mere growl og vrede, som der var på Breath:See:Move (fra 2012). “Utopia”, “Chemistry”, “On Fire”, “Through My Head” og “Hurricane” er okay fine, men ikke som når Siamese er bedst, og det føles aldrig som noget ekstraordinært bare mest ordinære Siamese.
“God Is A Woman” har et catchy omkvæd og god melodi, men ikke meget mere end det. Jeg er i tvivl, om det er et feministisk eller bare et “woke”-statement: “I believe God is a Woman” – eller også er Gud non-binær/intetkønnet? Og så minder den for meget om “Woman” fra 2015 i budskabet – endnu en kærlighedserklæring.
Da jeg læste titlen på “This Is Not A Song”, troede jeg hverken- at det var en punksag som Public Image Limiteds “This Is Not A Love Song” fra 1983 eller Sixto Rodriguez’ folkede “This Is Not A Song, It’s An Outburst: Or The Etablishment Blues” fra 1970.
Jeg blev derfor ikke skuffet over – at det er en “techno banger” med en classy speakerstemme indover: “This is not a song / It’s a motherfucking mosh pit”, men det er mere et humoristisk indslag, end en musikalsk genistreg som “Sloboda” (fra Home) og “Cities” (fra Shameless, 2017). Men den skal dog nok blive et hit live – det virkede i hvert fald rigtig godt på Copenhell ‘24.




