Anmeldelse af Hanabie + support d. 03.07.24 i Pumpehuset, Kbh.

Koncertabstinenserne skal passes. Men for hvilken pris?

Foto: Gabriel Rasmussen.

Er det nysgerrighed, der har drevet mig ind i Pumpehuset denne onsdag? Eller er det at jeg har svært ved at gå få dage uden livemusik? Jeg havde absolut ikke selv betalt for at se aftenens aparte indslag, men med anmelderakkreditering har man jo råd til at kaste sig ud i nogle lidt særlige oplevelser. Plus, hvis dette skal vise sig ikke at blive en god koncert, så har jeg i hvert fald en forventning om at det kun kan blive underholdende.

Først møder der mig et semi-vildt syn. Lidt i 19:00 før dørene åbner strækker køen sig ud fra Pumpehuset, over gaden, forbi barer og restauranter ned imod pladsen foran Palads-biografen. Aftenens headliner er vist et fænomen, der er gået min næse forbi. 

Sun Brutal Pop

Salen er fuldstændig proppet, da opvarmningsbandet indtager scenen. Front kvinden synger med fin ren vokal og med en vindmaskine til håret så er det da lidt ekstravagant. Musikken er en slags core, blandet med mere rockede elementer. Der er en del backing track på sangerindens stemme, men navnet ligger jo næsten også op til dette.

I sine bedste stunder kan musikken minde mig lidt om Kittie, men desværre sætter kedsomheden ind relativt hurtigt. Vokalen er flad og kedelig når den er clean, der er ikke de store fængende pop-omkvæd og ganske vist leveres der nogle fine skrig. Men det hele bevæger sig i et sådant trivielt midt tempo, at det er svært at finde noget i musikken at hænge sig fast i.

Der kommer et meget sjovt cover af “Survivor” med Destiny’s Child samt et cover af Lykke Li med “I Follow Rivers”. At dette dog er de to mest underholdende øjeblikke i koncerten, siger desværre en del.

Publikum har heller ikke den store reaktion på hvad der foregår på scenen. Der bliver klappet lidt nu og da, men det er vist mest af pligt end af egentlig interesse for musikken. Alt i alt lever Sun Brutal Pop for meget op til det sidste ord i hendes navn på den ærlige måde. Tomme kalorier, der alt for hurtigt er glemt.

HANABIE

I 2015 i Tokyo blev dette band dannet. Deres musik døbte de selv Harajaku-core. Herunder mikses elementer af metalcore, hiphop, elektronisk, nu metal og hardcore punk. Hva’ giver du mig?

Siden mini-albummet Cherry Blooms Are Blooming (2018) har gruppen udgivet de to fuldlængde studieudgivelser Girl’s Reform Manifest (2021) og Reborn Superstar! (2023). Jeg kan læse mig til at HANABIE er blevet lidt af et fænomen, aftenens udsolgte koncert er da også vidne om dette. Yukina (vokal), Matsuri (guitar, vokal), Hettsu (bas, vokal) og Chika (trommer) står nu for første gang i Danmark. Er vi klar? Er jeg klar?

En kort voice-over i højtalerne takker os for at komme. Der er adskillige glowsticks i forskellige farver oppe i luften og lige så mange telefoner for at fange bandets entre. Ind træder HANABIE viftende med det danske flag. Billige point, men altid et sødt trick.

Men sikke da et virvar vi nu skal ud i. Masser af breakdowns, samt ren vokal, dybe growls og skrig samt 90’er inspireret elektronisk musik og rap vokal. Totalt overgearet og alt alt for meget, på den totalt vidunderlige måde. 

For når Yukina growler har kun godt styr på sin stemme og når der går pop omkvæd i den fra hende og Matsuri, så har de faktisk skrevet nogle ret habile og catchy melodier. De elektroniske lyde passer også super godt ind i musikken. Det tilføjer en helt særligt fest stemning, man er nødt til at overgive sig til. 

Det skal jeg love for at publikum også gør. Hænder bliver viftet fra side til side, allerede under anden sang er der vild moshpit. Vi skal allerede ud i det gamle Slipknot-stunt med sid ned og hop under fjerde sang. Bandet spilder ikke tiden. HANABIE er meget taknemmelige og måske også lidt overraskede over den massive support. 

Uanset hvad skinner det igennem i deres optræden, alle musikerne virker tændte og med kæmpe smil leverer de en koncert med stor indlevelse. Vi forstår ikke hvad de synger på japansk, men musikken taler for sig selv. Jeg er for længst hoppet ind i pitten på dette tidspunkt. 

Hvad der også er værd at bemærke er at det ikke kun er Weep-fans herinde og anime-entusiaster. Det er faktisk en meget blandet flok på alle aldre. Jeg forventede halvt at rummet ville være fuldt af teenagere og ikke meget mere. I det hele taget har jeg taget fejl i mange af mine antagelser om hele den her oplevelse. 

Det her burde slet ikke fungere så godt som det gør. Men vi har med nogle fokuserede sangskrivere at gøre, og selvom jeg ikke kender én eneste sang, så er jeg gennemblødt af sved.

Bevares, japanerne stjæler med arme og ben fra tidligere genrer, bands og trends. Man må dog erkende at i deres smeltedigel af Harajaku-core har de virkelig fat i noget. Dette er godt hjulpet på vej af den glæde og oprigtighed bastard musikken bliver leveret med. Yukina er da også helt ude ved hegnet og mærke den energi gruppen har pisket op. 

Wall of death, hoppen og synth breakdowns, vi kommer igennem meget før gruppen går af scenen. Publikum råber insisterende, før HANABIE kommer igen og giver ét kort ekstranummer. Nøj, hvor var gæsterne sultne på mere. Jeg selv ligeså.

Det betaler sig at udfordre sig selv, denne tendens vil jeg fortsætte med i fremtiden når det kommer til mit hverv som anmelder.