Anmeldelser/reportage fra Epic Fest 2025, dag 1 – fredag d. 04. april 2025 i Roskilde Kongres- og Idrætscenter + Gimle

En dag med bands hvis kvalitet var lidt som at rulle med en D20-terning.

Foto: Tommy Skøtt

De sidste to år, har jeg elsket at deltage i Roskildes helt store metalfestival, Epic Fest. En powermetalfestival, der elsker at fremvise alt det nørdede og at give et frirum til alt det fantastiske. En festival hvor der er højt til loftet og publikumsoplevelsen er i højsædet.

Hvordan dette kommer til udtryk på festivallen, må desværre gemmes til del 2 af denne reportage. For selvom selve festivalsstemningen var i top, var kunstnerne desværre ikke helt.

Fabio Lione

For undertegnede, startede festivalens musikprogram med Fabio Liones Dawn of Victory, som ville spille et helt særligt set med sange fra Liones tid i bandet Rhapsody. Tilmed, skulle Roskilde Domkirkes Pigekor endda synge med på nogle af sangene. Da koncerten var festivalens første koncert i den nye og større koncertsal, var pigekoret også en stor del af en form for åbningsceremoni, lige før Hr. Lione ville komme på scenen. Flot komponeret og sunget var akkompagnementet til en fortællerstemme der bød festivalgæsterne velkommen. Alt kom smukt og tydeligt igennem.

Dette ville dog desværre ændre sig da selve koncerten gik i gang. I forhold til lyden, så virkede det nærmest som om bandet havde haft lydprøve uden koret, for pigekoret var stort set ikke til at høre. Jovist, man kunne se de stod på scenen og at deres munde bevægede sig, men tydeligt kom deres sang på ingen måde igennem. Til gengæld, kunne man høre koret fra bandes backingtracks så tydeligt at det faktisk næsten, til tider, var lidt overdøvende i forhold til bandet.

Til trods for ærgrelsen over at oplevelsen af at noget af Roskildes kulturliv kunne blive blandet med en af de helt store helte indenfor Powermetallen ikke blev til det helt store, så måtte jeg forsøge at fokusere på bandet (pigekoret var trods alt heller ikke til stede på scenen under hele koncerten). Helt opvejende for skuffelsen blev koncerten aldrig helt, men der blev givet et ganske hæderligt forsøg. Fabio Lione virkede ganske veloplagt og viste lidt af sin italienske charme frem, samtidigt med at bandet holdt sig lidt anonymt i baggrunden, men spillede henrivende.

Én ting kan man ikke tage fra Lione, og dét er hans vokale talent. Gennem koncerten får vi en showcase af Liones meget brede vokalspænd. Intet mindre end imponerende!

Dog, føler jeg aldrig helt at koncerten kom op og støde hvor det gælder for mig på en festival. Festen. Til trods for en god musikalsk oplevelse, leverede Fabio Lione aldrig helt med publikumskontakten. Jovist der blev snakket til publikum mellem sangene og indlevelsen på scenen var ganske fin, men publikummet føltes til tider glemt. Det var ikke helt så det føltes som om det blot var en øver for bandet, men feststemningen kom aldrig helt op på den høje klinge.

Iotunn

Til trods for at bandet Theocracy skulle spille koncert i Roskilde Domkirke med et akustisk set, havde undertegnet valgt at blive i Roskilde kongrescenter, for at se festivalens eneste danske band. Nemlig, Iotunn.

Meget godt havde jeg hørt om Iotunn som liveband og jeg har bestemt været imponeret over deres udgivelser, så det var næsten en skam at jeg endnu ikke havde oplevet dem live endnu. Nu skulle det være nu.

Hvor var jeg dog glad for at valgte at se Iotunn. Selvom jeg ikke tvivler på at Theocracy koncerten i Roskilde Domkirke også havde været fed (se fotoreportagen her), så var Iotunn lige nøjagtigt det jeg havde brug for. Tung, episk og melankolsk metal, med plads til både storladne melodier og dybe growls. Fra start til slut kunne jeg ikke være andet end bevæget af Iotunns smukke og triste musik. Med hvert nummer kunne jeg mærke, hvordan jeg blev taget med på en ny rejse og at forsanger Jón Aldará nok skulle guide sikkert frem og hjem igen.

Til trods for at den store fest ikke rigtig var til stede under Iotunns koncert, kunne jeg mærke at mit behøv for dette blev erstattet med tavshed og fordybelse. Dette blev kun forstærket af lyset, der var sparsomt, især så lygten i Aldará’s mikrofonstativ kunne have sin fulde effekt. Generelt var lysshowet ganske minimalt, men smukt med små LED-stave, der kunne lyse på forskellige måder.

Til trods for at festen ikke var så meget i højsædet, så var publikumskontakten fra bandet det til gengæld. Selvom forsangeren konstant havde en kutte foran øjnene, var hans kropssprog så gennemført at stemningerne kom tydeligt ud til publikum. Derudover, havde resten af musikerne også virkelig god øjenkontakt ud til folket, så man stadig kunne connecte med bandet.

Iotunns koncert på Epic Fest var for mig en masterclass i stemningsopbyggelse.

Stratovarius

Direkte fra den melankolske rejse med Iotunn var det på tide at komme lidt op i gear igen. Denne gang med finske Stratovarius. Endnu en af legenderne indenfor powermetal.

Til trods for deres legendestatus, må jeg erkende at jeg aldrig helt blev fan af dette bands optræden. Selvom jeg ikke var i tvivl om at publikum generelt var glade og begejstrede, følte jeg hurtigt at der lidt manglede noget. Men hvad kunne det være?

Virtuositet var det bestemt ikke, for alle musikere spillede til UG med kryds og slange. Lysshow og scene opsætning var også ganske flot, især med deres logo hængende over scenen med LED-lamper sat på, så det kunne lyse op. Lyden var faktisk også ret god. Hvad kunne det dog så være?

Efter en lille rum tid, måtte jeg erkende at det var to ting:

Den første var at jeg syntes Stratovarius’ sange på settet hurtigt blev meget henad det samme. Jeg er klar over at shredding, hurtig dobbelpedal og en lys mandestemme er meget det der kendetegner Powermetal som genre, men når det ofte er oppe i det tempo, kommer jeg desværre til at kede mig lidt. Jovist, der var plads til stillere passager i løbet af settet, men når det føles som om bandet kun har to gear at køre i (langsomt og hurtigt), så bliver det bare desværre lidt kedeligt og forudsigeligt. Tilmed, vil jeg gerne tilføje at selvom shredding kan være fedt, så kan det også blive for meget og så bliver det hurtigt alt for meget i min bog. Dette blev det desværre under Stratovarius’ set. Stort set samtlige soli var lynhurtig shredding med manglende melodi og hjerte.

Og nu hvor vi snakker om hjertet, så var mit andet problem med koncerten at det virkede lidt som om musikerne ikke helt var til stede. Det kan godt være at de havde blikket mod publikum, men de kiggede aldrig helt ind i øjnene på dem. Helt øvelokaleagtigt blev det heldigvis aldrig, men det symbiotiske forhold mellem musikere og publikum, som kan være noget af det fedeste ved en koncert, blev aldrig helt opnået.

Majestica

Næste band for aftenen var svenske Majestica, som er tidligere Sabaton guitarist Thomas Johanssons soloprojekt. Her kunne man måske forvente lidt mere midttempo-sange? Men deres nye album hedder Power Train? Så måske ville det blive lidt hurtigt?

Jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente og jeg havde ingen anelse om det ville være godt. Dog må jeg sige at fra den eksplosive start med pyroteknik og musik der havde melodierne i fokus, var jeg klar på en koncert der kunne gå hen og blive virkelig imponerende.

Der skal herske ingen tvivl, Majestica er et meget anderledes band fra Sabaton. Dette band er langt mere symfonisk og mere lys og drømmende powermetal.

Majestica’s koncert leverede virkelig meget af det jeg havde manglet med Stratovarius. Et band, der helt og holdent havde publikum i deres tanker og sørgede for at alle medlemmer havde kontakt med publikum. Dette kunne så evt. betyde at det musikalske måske kunne komme til at halte lidt, men det gjorde det så sandelig ikke. Derudover var de stærke melodier, både vokalt og musikalsk så sandelig i højsædet. For satan, hvor var det svensk. Til tider liiige til den lidt for lalleglade side, men lige til denne koncert kunne jeg mærke at det var alt hvad jeg havde brug for.

Publikum virkede også virkelig velmodtagende for alt hvad Majestica kastede imod dem. Nu var festen virkelig ved at komme i gang. Nu kunne jeg mærke at jeg var på festival.

Dog kunne det stadig godt være ønsket lidt at der kunne være lidt mere variation i stemning og kadence.

Ross the Boss

Nu kunne det næsten ikke blive bedre. Et af heavy metallens store guitarguder, Ross the Boss fra Manowar, skulle til at spille med sit band som sidste band på hovedscenen på Epic Fests første dag. NU skulle mandehørmen og småbøvetheden få lov til at sejre i den næste halvanden times tid. Kom så! Kom med en af metallens såkaldte konger!

Tja… Måske har Ross the Boss været en del af det testosteronfyldte, heltekvadssyngende, bomstærke, ”Warriors of the World”-Manowar. Men ret hurtigt blev det desværre tydeligt at denne tid er nu en saga blot. Lad mig starte med at sige at ”the man of the hour” Ross Friedman, stadigvæk kan spille på både guitar og klaver/keys så det synger. Hans bassist, Dirk Schlächter, var tilmed en gave at få lov til at lytte på. Resten af hans band, gav så sandelig en pose blandede bolsjer.

Lad mig starte med Marc Lopes, hvis stemme har kendt bedre dage. Generelt, var hans vokal ganske tålelig og kom godt igennem i lydbilledet, men for søren hvor kunne man blive ærgerlig og skuffet når han skulle helt op i det lyse leje. Det var både lidt for skingert og ved siden af de rigtige toner og hans stemme blev kun mere og mere træt, jo længere vi kom i settet (forståeligt nok).

På trommerne var Kenny ”Rhino” Edwards heller ikke helt det store at råbe hurra for. Her blev der lidt for ofte hoppet ud af groovet og spillet lidt for utight.

Derudover, så var selve Bossen, Ross the Boss, nærmest ikke åndeligt til stede. Kun små glimt af smil kunne man få, ellers var hans blik stift nede på hans gribebræt. Man kunne næsten have troet at man var til shoegaze koncert. Desværre blev denne koncert lidt et samsurium af alt det der er en fare ved at booke ældre legender. Lidt for trætte på scenen, en sanger hvis stemme ikke helt er hvad den har været og en tilstedeværelse der ikke helt er der.

Jeg vil dog lige skynde mig at sige, at resten af bandets tilstedeværelse ikke var til at tage fejl af. Men når det er ”Ross the Boss” man er kommet for at se, så er det ham man vil have en forbindelse med og det fik man desværre ikke.

Effekten af de negative punkter over denne koncert og det faktum at det efterhånden var begyndt at blive sent, kunne man også se at flere folk stille og roligt begyndte at vende snuden enten hjemad, ud for at snakke eller ind i en anden sal for at gøre klar til næste band, hvilket også gjorde at stemningen i lokalet til Ross the Boss var lidt flad. Øv.

Insania

Aftenens sidste band var svenske Insania. Et band der, så vidt jeg kunne forstå, har været væk i lang tid og nu er klar på at indtage scenerne igen. Men var de nu helt klar? Mit svar må være et forsigtigt stort set.

Der skal herske ingen tvivl om at alle medlemmer så ud til at være glade for at være tilbage og tydeligvis blev taget pænt imod, trods et lidt beskedent fremmøde. Men når man starter koncerten med at sige ”We’re gonna play some fast ones for you”, inden man spiller noget som helst og med to bandmedlemmer, der er iført Fleshgod Apocalypse t-shirts, så har man altså virkelig lagt i kakkelovnen til NU skal det være vildt… og så spiller man et midttempo nummer… det virker altså desværre lidt kikset. Når man så også gentager samme ”trick” til andet nummer, så føles det pludselig underligt ukoordineret.

Insania kommer dog okay tilbage fra det i løbet af koncerten. Både kommer de til at spille hurtigere, så spiller de også virkelig tight og sørger for at give det fremmødte publikum alt hvad de nu engang har. Man kan heller ikke lade være med at få sympati for bandet, når de tydeligvis bliver rørte både af deres egen musik og af publikums reaktion på netop dette.

Endnu flere sympatipoint for de da også da de lige inden aftenens sidste nummer hiver to af Epic Fests arrangører op på scenen, for at de kan få en applaus og få ros for hvordan de har behandlet bandet.

Dog, må jeg lige rette opmærksomheden hen på én ting som ikke helt groede på mig, nemlig forsangerens vokal. Misforstå mig ikke, rent teknisk var jeg ganske imponeret af hans formåen og at han konsistent kunne holde sig oppe i det lyse leje med en ganske okay mængde kraft bag det. Dog var klangen liiige skinger nok til at jeg syntes det var helt fedt.

Insania fik givet en, på den musikalske side, ret okay dag en ret okay afslutning. Det blev aldrig helt dårligt, men heller aldrig helt vildt godt.

Se gallerierne af Tommy Skøtt herunder