Anmeldelse af Suffocation + support: Angelmaker + Fuming Mouth m.fl., d. 28.03.25 i Pumpehuset

Vi må have gjort det godt i København, for Suffocation er tilbage kun lidt over et år efter sidste besøg

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Vi befinder os også i Pumpehusets store sal, men denne gang en fredag. Med tanke på sidste års mandagsfest, hvor publikum virkelig imponerede med en energiudladning, man ikke er vant til på ugens første dag, forventer jeg da også denne fredag, at der er lagt op til en svedig omgang.

Med som opvarmning har de hele fire bands: Angelmaker, Fuming Mouth, Carcosa og Mélancolia. Ret ambitiøst — selvom det selvfølgelig er fedt at få noget for pengene, så er min erfaring også, at man risikerer at køre træt med sådan et langt program, hvis de forskellige bands’ lyd ligger forholdsvis tæt på hinanden.

Carcosa

Pga. tidlig koncertstart går jeg glip af Mélancolia, men jeg kommer lige i tide til at smide jakken i garderoben, gribe en øl og så komme op i salen til lyden af canadiske Carcosa, der går på. Bandet har siden de blev dannet i 2020 udgivet et fuldlængdealbum samt en lang række singler, og de spiller deathcore med symfoniske elementer i stil med Lorna Shore og Shadow of Intent. Det slipper de ganske godt fra denne aften i Pumpehuset.

Jeg har det personligt lidt so-so med deres afart af deathcore, hvor melodier og sangstruktur nogle gange godt kan blive glemt til fordel for at være så brutal som muligt. Carcosa formår faktisk at ramme en okay balance, hvor man fanger nogle elementer i deres sange, man kan holde fast i. De er dog helt klart også et produkt af deres scene, hvor der bare skal smæk på og knækkes nogle nakker til mere og mere langsomme breakdowns med elektroniske samples og førnævnte symfoniske elementer.

Generelt formår Carcosa at få ganske godt gang i publikum med en solid optræden. Bandet er velspillende, vokalisten kan sit kram med både dybe brøl og flængende skrig, og selvom deres lyd ikke helt gør det for mig, så er det absolut godkendt. Vi får seks numre fra dem, og jeg er sikker på, at de går fra scenen med et par nye fans blandt publikum.

Fuming Mouth

Her er noget, jeg har glædet mig til. Fuming Mouth er lidt afstikkeren i aften med en lyd, der trækker tråde til bands som Trap Them og Nails — tung hardcore tilsat en kombination af punket og klassisk dødsmetalvokal (der er f.eks. en grund til, at forsanger Mark Whelan har medvirket på et Lifesick-nummer). Med andre ord giver vi ikke slip på aggressionen, men får et afbræk i det musikalske billede.

Fokus er på det nyeste album fra 2023, Last Day of Sun, hvor fire ud af de seks numre på bandets sætliste er fra. Første nummer er dog “Nothing to Bleed” fra The Grand Descent fra 2019, som har masser af fart på, inden vi glider over i det inden for genren små-episke nummer “Out of Time”, som på pladen var næsten syv minutter. Et nummer, der introducerer alle de elementer, som Fuming Mouth mestrer, og som jeg synes gør dem til et virkelig interessant band. De kan både spille med så meget fart på, at man skulle tro, det var en konkurrence, men bandet har også en musikalsk fornemmelse og sans for opbygninger, som gør, at de formår at stikke ud.

Mark Whelan, som er på både vokal og guitar, overlevede en livstruende kamp med leukæmi for nogle år tilbage. Den oplevelse har sat sig både på deres liveoptræden samt i bandets tekstunivers, der kredser om hans personlige rejse ind i mørket og ud på den anden side. Det er tydeligt at mærke, at der er noget på spil for ham og bandet, og at de ikke tager det for givet, at de kan stå her i aften.

På “The Silence Beyond Life”, aftenens næstsidste nummer, får vi også, hvad man inden for genren må betegne som en mere ren vokal i omkvædet. Det er nok ikke noget for puristerne, men det vidner også om, at bandet ikke går op i genrekonventioner. Mark Whelan har fået en chance til, og det skal ikke spildes på at gå op i, om deres sange er “ægte” nok.

Sidste nummer “Visions of Purgatory” er igen fra The Grand Descent, hvor vi igen rammer en mere klassisk lyd — en god afslutning på en rigtig god koncert.

Angelmaker

Tilbage til deathcoren og et medlem fra det tidligere opvarmingsband Carcosa: deres vokalist og primære sangskriver er nemlig også guitarist i Angelmaker. Det syvmand store orkester med hele to vokalister går derfor godt i spænd med aftenens tidligere opvarmer, omend man kan mærke noget mere rutine og erfaring i deres optræden.

Gør dette musikken meget mere interessant? En smule! Selvom der naturligvis er en del ligheder mellem de to bands, så er der mere variation i Angelmakers lyd, og de to vokalister supplerer hinanden godt med hver deres toneleje, hvor de kan springe ind og ud af hinandens vokallinjer.

Breakdowns og blastbeats er der naturligvis rigeligt af, men der er også flere melodier og riffs, der sætter sig fast. Bandet spiller virkelig tight, og de to vokalister gør alt for at få gang i publikum.

Angelmaker kommer godt rundt i deres katalog bestående af tre fuldlængdeskiver og et par EP’er — det nyeste nummer på sætlisten er singlen “Relinquished” fra 2024, og to numre fra debutpladen Dissentient fra 2015 bliver det også til. Sidste nummer på sætlisten, “Leech” fra netop Dissentient, sætter et godt punktum for deres koncert og har i den grad varmet publikum op til aftenens hovednavn.

Suffocation

Som nævnt i indledningen frygtede jeg, at med aftenens tætpakkede lineup kunne det godt være op ad bakke for Suffocation at skulle lukke og slukke — ville folk have headbanget deres nakker i smadder allerede inden aftenens headliner?

Men hey, det er jo Suffocation. Efterhånden behøver de ingen introduktion med deres legendestatus. Bandet har været i gang i over 30 år (med en pause fra slut-90’erne til 2003, bevares), lineuppet har ændret sig med guitarist Terrance Hobbs som den eneste konstant, men Suffocation-toget stopper ikke, og det var fuldt klar til at køre alle og enhver over denne aften i Pumpehuset.

Bandet lægger ud med “Thrones of Blood” fra 1995, og derfra kommer vi ret godt rundt i deres ekstensive bagkalog, som det gør tydeligt, hvor flere af aftenens opvarmningsband har fundet deres lyd. Selvom man har det indtryk, at deathcorebands ofte forsøger at overgå fortidens bands med tungere breakdowns og en endnu mere vanvittig vokal, perfekt til at gå viralt på YouTube eller TikTok med, så er der noget at sige om et band som Suffocation, der kan deres genre til fingerspidserne — ja, det er jo nærmest dem, der skrev bogen.

Uanset hvad bandet spiller, om det er fra den nyeste plade Hymns from the Apocrypha eller fra deres 90’er-dage, så er publikum på, og forsanger Ricky Myers har hele Pumpehuset i sin hule hånd. Og selvom han har en profil på scenen, der indgyder respekt og næsten frygt, så viser han sig fra sin bløde side hen mod slutningen; det er nemlig hans fødselsdag. Der bliver sunget fødselsdagssang, og lige dér virker det som om, at han ikke vil være andre steder end lige her med os i Pumpehuset.

Denne aften slår ikke min oplevelse med Suffocation i 2024, som endda var en mandag, men det er stadig en sublimt leveret koncert. Vi slutter aftenen næsten helt tilbage, hvor det startede for bandet, med “Liege of Inveracity” og “Infecting the Crypts” fra 1991’s Effigy of the Forgotten. Det sætter et flot punktum for en fremragende koncert, der, indrømmet, godt nok trak en kende ud for undertegnede til sidst, men velspillet: det var det.