Alice Cooper

Devin Townsends empati smitter 

-

Anmeldelse af: Devin Townsend – Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1. udgivet den 23. oktober 2020 via InsideOutMusic.

Jeg kender ikke alt til Townsends tidligere udgivelser og projekter, men dette livealbum har mange musikalske kvaliteter. 

 

Normalt ville jeg mene, at livealbums/filmoptagelser af en koncert var spild af tid og penge, men nu hvor jeg ikke har været til en koncert siden februar, er jeg lidt mere åbensindet. Det var også i starten af året, jeg opdagede Devin Townsend, da han blev offentliggjort til Copenhell (2020). Lige siden har jeg haft et blødt punkt for hans melodiske rock/metal. 

Townsend har spillet flere gange i Danmark i løbet af de sidste par år senest d. 25. november 2019. Vi anmeldte koncerten, og vores anmelder kvitterede med 5 stjerner – læs anmeldelsen HER.
Jeg anmeldte desværre en anden koncert den dag, men så er det godt, at jeg kan tage revanche nu. Denne koncert er fra Roundhouse i London d. 12. december 2019 og har den samme setliste som koncerten i Amager Bio og mange af de nye sange fra Empath-albummet, der udkom i marts 2019, er også med. 

Pladen/koncerten indledes af publikumsbrøl og -applaus, bandet (iklædt Hawaiiskjorter) indtager scenen, og Devin udbryder: “Oh my god! Hi! You guys feel okay tonight? So, for the next two hours I invite you all to go on vacation with us, enjoy.” En hane galer, og så starter calypso/rock-rytmerne, og “Borderlands” er i gang.

Under “Gigpig Jam” sætter trommeslageren, Morgan Ågren, sig ved et minitrommesæt og spiller også på alt, hvad Devin rækker ham; en drikkeflaske, elkedel og vindmaskine. Samtidig spiller Devin videre på sin guitar med én hånd. Det er et syn, der er værd at se. 

Ligesom i en god film, f.eks. Tenet, komplimenterer lydsiden og billedsiden hinanden helt perfekt. At bandet så (i starten) er klædt i Hawaiiskjorter er lige dele skørt og skønt. Skørt, fordi det ikke ofte, man ser et rockband i så casual og farverig mundering. Skønt, af samme grund. Devin har humor, er så sympatisk og empatisk, at det brænder igennem skærmen og højtalerne. 

Devin Townsend er lidt af en multikunstner, der både synger, spiller guitar, bas, synths og “computer”. Derudover har han også 9 andre musikere med på scenen. Genremæssigt minder det lidt om The Night Flight Orchestra – det er både meget episk og afslappende at lytte til. Det kan både være godt og skidt, men i dette tilfælde er det godt, for det “virker” både, hvis man bare lige vil underholdes til opvasken eller vil fordybe sig i musikken i lænestolen. Townsend har meget på hjerte, og han leverer det i flere lag, så man kan godt vælge kun at fokusere på noget af det, hvis man ikke er så god til at multitaske. 

“Gato” og “Heavens End” er blandt de tungeste numre, hvilket klæder Townsend utrolig godt – hans vokal er som skabt til growl i modsætning til clean vokal, der måske kan blive lidt “kedelig” i længden som hos Defecto, men heldigvis oplever man det aldrig hos Townsend. Aftenens overraskelse er “Spirits Will Collide”, fordi den bliver fremført i en akustisk/low key-version, som næsten er bedre end originalen, og den bringer nye perspektiver ind i sangen. 

Det er lidt sørgeligt, at det her er den bedste koncert, jeg har hørt/set i år, men hvis man ser bort fra Corona, så siger det også, hvor højt niveau Townsend og bandet har, at de kan konkurrere med Thy Art Is Murder, Slipknot, Behemoth, D-A-D og Bersærk. I januar så jeg Parkway Drives-dokumentar, Viva The Underdogs, om tiden op til deres koncert på Wacken Open Air 2019. Det var næsten lige så godt som denne koncert, men desværre viste Parkway Drive ikke hele Wacken-showet. Det er herligt at høre/se et livealbum, der ikke er klippet i og fra forskellige venues. Her får man hele koncertoplevelsen serveret med talepauserne, publikumsreaktionerne og stemning.

Koncerten afsluttes med sangen “Kingdom”, der sætter en stor, tyk streg under Devin Townsends musikalske, lyriske, live- og sangtalent. Bandet er i dén grad også velspillende! Jeg glæder mig allerede til “Volume 2” og til hans koncert på Copenhell 2021 (hvis det altså bliver afholdt). Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1 får 5 store stjerner.

 

Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1 trackliste:

  1. Borderlands
  2. Evermore 
  3. War 
  4. Sprite
  5. Gigpig Jam 
  6. Coast 
  7. Gato
  8. Heavens End
  9. Ain’t Never Gonna Win
  10. Deadhead 
  11. Why?
  12. Lucky Animals 
  13. Castaway/Genesis
  14. Spirits Will Collide 
  15. Disco Inferno 
  16. Kingdom 
  17. Empath Live Volume 1 Documentary (kun på blu-ray) 

 

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

ANTAL STJERNER

Devin Townsend - Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Devin Townsend - Order Of Magnitude: Empath Live Volume 1. udgivet den 23. oktober 2020 via InsideOutMusic. Jeg kender ikke alt til Townsends tidligere udgivelser og projekter, men dette livealbum har mange musikalske kvaliteter.    Normalt ville jeg mene, at livealbums/filmoptagelser af en koncert var...Devin Townsends empati smitter