Dette, bandets deres tredje album, tager fat om emner som depression, ADHD og mentale lidelser af forskellig art.

Albummet starter også hårdt ud med nummeret, “Uncontrolled”, der åbner med en kort trommeintro, inden guitar og forsangerindens growls åbner op for ballet. Den tunge tone fra bandet guitarer og forsangerinde, Marias, både smukke cleanvokal og hendes rå skrig giver et perfekt billede, af frygten ved at tabe kontrol.

Den indre kamp med ens hjerne og presset fra omverdenen, som albummet arbejder med, gengives fantastisk med hårde breakdowns, toneskift og selvfølgeligt en vokal, som danser fra hjørne til hjørne i en kamp for kontrol.

Kampen med et opbyggende pres, der skal udløses, bliver smukt leveret med rim i en nærmest rap, inden Marias skrig endnu engang sætter tonen. Inden et dejligt tungt breakdown trækker os ud af kampen for at kunne græde og få ro. Roen kommer, og sangen sluttes med et stille stykke, inden næste sang endnu engang minder os om, at ikke alle bare kan koble fra.

Flere af sangene er inspireret af livet som et band, der oplever presset fra tours, musikproduktion og privatlivets balancegang.

Stressen ved at skulle præstere, når ens hoved er ved at overkomme med indtryk, tidspres og forventninger.

Her giver Marias skrig og guitarens breakdowns udløsningen for det overfyldte glas.

Inden hun smukt synger os ned igen for at finde vejen igennem.

Sangene på albummet er lige så forskellige, som de problemer, de synger om.

Men alle sange bærer en mening og en forklaring der giver et billede af, hvad folk kæmper med.

Et godt album, der godt tåler at blive hørt igen og igen.