Anmeldelse af: Elder med flere. VoxHall, Aarhus. 17. maj 2019.
Og det skete i de dage, at koncerter blev slået sammen til en. Elder på Voxhall blev slået sammen med Elevatorfører, der havde show samme aften på Atlas.
Dette overflødighedshorn af musik leverede en glimrende koncert på Voxhall i form af et sært miskmask af genrer, der alligevel fungerede.
Foto: Steffen Jørgensen
Farfars Tobak
Aftenen starter ud med københavnske Farfars Tobak, der, ligesom navnet kan antyde, spiller psykedelisk garagerock. Min kammerat mener, at det lyder henad Arctic Monkeys møder CV Jørgensen, og jeg kan godt føle, hvad han mener.
Der er noget fanden-i-voldskhed over tonen og attituden, imens vokalen virker mere protest-orienteret og klassisk dansk. Det fungerer egentlig ret godt med den blanding, bandet har kørende, særligt hjælper bassen musikken med at komme lidt op i gear, og det er en sand fornøjelse at høre Anton Fogt Pedersens sprøde fingerspil. Netop bassen sætter ofte prikken over i’et i Farfars Tobak musik særligt i de hurtigere stykker.
Man kan dog godt mærke, at dette kun er bandets anden koncert. Man føler hele tiden, at der er noget nervøsitet over bandets bevægelser og udtalelser på scenen. Der mangler simpelthen lidt liveerfaring, før at bandets optræden kommer til at sidde helt i skabet, men for en anden koncert er vejen allerede lagt pænt ud.
Bandet har en rigtigt god lyd, og den skinner igennem i aften på VoxHall. Guitarerne er sprøde, den ene nok lige lidt meget lavere end den anden, bassen går rent igennem med sine finurlige fills, og trommerne får lov til at brage løs uden at stjæle lydbilledet. Til tider bliver guitaren dejligt surf-agtigt, hvilket i sandhed klæder bandet.
Farfars Tobak er altså uden tvivl et band, der kan noget, og som er værd at se allerede i begyndelsen af bandets levetid. Det gav i hvert fald en glimrende start på denne aften.
Elevatorfører
Vi tager den lige eeeeeeeen gang til. På dansk selvfølgelig!
Det er blevet tid til Elevatorfører, der er et dansksproget protestrockband fra Aarhus-egnen. Atter engang er vi ovre i noget psykedelisk rock, men denne gang er vi bare skudt direkte tilbage til 60ernes og 70ernes mere blomstrede tider. Netop dette får mig til at stille spørgsmålet: ”Hvor mange hippier skal der til for at føre en elevator?” svaret lyder på 7-8 styk plus en flok vikinger til at starte ud med.
Det virker egentlig rigtigt godt, sammenfaldet imellem vikingemusik og 60er/70er folkerock. Efter første nummer træder vikingerne dog af scenen og lader hippierne køre deres show. Dette gøres med højt humør, og en frontmand der virkelig er i hopla. Der bliver talt godt med publikum, og man føler mest af alt, på både godt og ondt, at man bare er med bandet en tur i et øvelokale. Det bliver til tider lige løssluppent nok, i forhold til at folk altså er til en koncert. Idet mindste er bandet og særligt frontmanden langt henad vejen blot charmerende og sjov.
Musikalsk er vi ikke ude noget, der på nogen måde er sindssygt unik. Alligevel er det ikke fordi, at Elevatorfører minder om et bestemt band, men nærmere en tendens, som var tilstede tilbage i 60erne og 70erne i forhold til sangskrivning og optræden. Hvor ofte ser du i dag et band med en musiker, der stort set udelukkende er dedikeret til det ondeste af alle instrumenter, navnlig tamburinen? Sådan en har Elevatorfører!
Lyden er glimrende, og særligt godt går vokalen og guitaren igennem her til aften. Bandet når ikke i sig selv vanvittigt langt udover scenen, men den interaktion, der er medlemmerne i mellem, er fornøjelig og autentisk. Man føler virkelig, at man oplever et band, der kan lide at spille sammen. Hvad bandet ikke når udover scenekanten med, gør forsangeren dog i høj grad. Han er yderst karismatisk og formår flere gange at få publikum til at le. Ligeledes er han umiddelbart rigtigt dygtig til at komme rundt på scenen og interagere med de andre medlemmer.
Elevatorfører laver måske musik, som hører en anden tid til, men alligevel udfører de det på enormt autentisk vis. Desuden viser de på glimrende vis, at denne type musik i høj grad stadig har sin eksistensberettigelse. Bandet spiller glimrende og er bestemt oplevelsen værd.
Elder
Aftenens egentlige VoxHall koncert med Elder starter lige godt ti minutter før tid, ved at bandet går på med det forrygende “Compendium” fra 2015 albummet, Lore. Dette er en utroligt effektiv start, da netop “Compendium” er iblandt bandets absolut bedste skæringer med sine finurlige guitarstykker, smukke harmonier, legende trommer og bas, den fjerne vokal og de monster tunge riffs. Denne beskrivelse gør sig gældende for hele Elder koncerten, hvori man ofte helt glemmer, at bandet faktisk har en forsanger.
Ca 80-90% af koncerten foregår nemlig med at opbygge numrene rent instrumentalt, og vokalen virker nogle gange til kun at være der, fordi den bare skal være der, og ikke fordi den nødvendigvis behøves.
Elder spiller nærmest fejlfrit, og sammenspillet i bandet sidder altså lige i skabet. Der er virkelig intet at sætte på selve instrumenteringen, men desværre kunne bandet godt være en kende mere interesserede i at lave et show eller at henvende sig til deres publikum. Der bliver kort sagt “Tak” imellem numre, men ellers bliver der altså ikke ytret meget fra scenen.
Til gengæld bliver der headbanget igennem oppe på de forreste rækker til de tunge rytmer, som Elder formår at losse direkte ud i fjæset på publikummet. Den meget indadvendte optræden fungerer egentlig fint, men med lidt mere gods i at nå udover scenekanten kan Elder altså sagtens fange endnu mere af publikum.
Lyden er god, dog med det lille aber dabei at den ene guitar langt størstedelen af showet er en kende for lav. Den bliver lidt højere hen imod slutningen af showet, hvilket hjælper både harmonierne og lydmuren, når der skal smadres lidt mere.
Sidst i sættet får vi serveret bandets sandsynligvis største nummer, “Sanctuary”, og hold kæft, den sang sparker altså røv. Udover røv sparker den ligeledes gang i en smule fællessang, hvilket ellers kan høre sig til sjældenhederne med bands, der ikke er større i lille Danmark.
Ligeledes hører det til sjældenhederne, at et dansk publikum kan holde sin kollektive kæft, imens det spilles, men også her imponeres jeg her til aften. Folk enten headbanger eller måber, når Elder toget kører på skinner.
Elder er på trods af deres lidt mutte måde at performe på stadig et sublimt liveband.
Bandet spiller intet mindre end fantastisk, og man kan nærmest ikke undgå at blive imponeret over progressionen i musikken.
Elder har virkelig stærke sange, og det er tydeligt, at bandet langt henad vejen ønsker at lade musikken tale for sig selv, og så lade publikummet synke sig ind netop i dette. At Elder og Elevatorfører + Farfars Tobak blev slået sammen, har vist sig som en god ide, der i høj grad gav et god dobbeltbrag nede på det fine spillested VoxHall.
