Alice Cooper

God såmænd

-

Anmeldelse af: Goat Torment – Forked Tongues. Udgivet 29. oktober via Season of Mist.

Efter seks års udgivelsespause udkommer blackened death-duoen Goat Torment med deres nye plade, Forked Tongues. Dette kunne være et tegn på at der brygges på noget nyt spændende musik.

 

Det sætter nogle forventninger til en plade, når der har været så lang tid til at skrive den. Kan Goat Torment leve op til det? Er det her en lækker gryderet, der har simret i lang tid og skabt en masse smag, eller er det blot endnu en omgang sovs og kartofler?

Ja, jeg ved godt, at det her er et meeeget ledende spørgsmål. MEN, når det er sagt, så er det her en god omgang sovs og kartofler. Som en person, der har hørt rigeligt med Behemoth og Belphegor, som i min bog er blackened death-genrens svar på gourmet, så kan det til tider være rart med noget lidt mere simpelt og sikkert. For det er, hvad den her plade er. Givet, Der er ikke rigtig nogen slinger i valsen, men det er så også, fordi den formular, som bliver brugt, er ret genkendelig.

Det gør dog ikke den her plade dårlig. For sangskrivningen og kompositionerne fungerer. Jeg har flere gange siddet i bussen og skulle stoppe mig selv fra at nikke lidt for voldsomt med på sangene. Riffsene er ikke superkomplekse, men meget headbang-venlige. Når man sætter pladen på, er man ikke i tvivl om, hvad man har sat sig i selen til. En god hurtig omgang smadder. Dog med et langt rødt lys i midten…

Nummeret ”The Road to Oblivion” er simpelthen en kæmpe stemningsdræber. Nummeret er nok ment som værende et fedt lille afbræk med en form for mere atmosfærisk/soundscape-agtig stemning. Men der sker næsten ikke noget. Det er næsten ikke mere end en dronende bastone, med meget lidt omkring det. Et automatisk skip for mig ved fremtidige lytninger.

Derudover så er der teksterne. Ja, de er onde og sataniske. Men det er de også næsten to a fault og med nærmest ingen fantasi og teknik. Der bliver hverken tænkt over større metaforer, rim eller at gøre sproget flot og storslået. Det er mere bare: ”Jeg er ond, og du skal være bange”. Okay… Men hvorfor? Et stykke tekst, jeg virkelig faldt over, som dovent/kunne nemt forbedres, er en tekst fra nummeret ”Disorder and Disruption”, som lyder: ”I’m disguised… But you can see my presence.” Øøøøhhh. Så du er forklædt, og man kan se dig? Makes sense. Men jeg vil ikke rigtig tro, det er dig og dermed ikke kan SE din tilstedeværelse. Måske jeg vil kunne føle den i stedet? Derudover er der ”YOU’VE WALKED MY SKIN” fra nummeret ”Cursed”. Nu skal jeg ikke kunne sige, om der er en specifik reference her, men jeg det er en godt nok en vending, jeg aldrig har hørt før, og den lyder meget mærkelig.

Som en lille sidenote vil jeg også lige hurtigt nævne den indadvendte stemme hen mod slutningen af det første nummer, ”Pantheon of Devourment”, som ikke er høj nok til, at man kan forstå, hvad der siges, og er nærmest bevidst så off-key, at det er irriterende. Øv.

Så, ja, rent musikalsk fungerer den her plade. Og lad mig da også lige sige, at vokalen som sådan er mega fede, bare kun lige, indtil man lytter til/læser teksterne.

Jeg vil anbefale den her plade hvis du kan lide bands som Marduk, Behemoth og Archgoat og liiiige mangler noget nyt blackened death at lytte til. Men det her er på ingen måde noget nyt mesterværk, hverken når det kommer til nytænkning af genren (/subgenren) eller teksterne.
Det virker som om, bandet ikke har brugt alle de seks år på at skrive musikken.
Lidt mere fokus næste gang ville være påskønnet fra undertegnedes side.

REVIEW OVERVIEW

Goat Torment - Forked Tongues

Share this article

Recent posts

ORM Intet • Altet

Et ikon af en anden årsag

Eksklusiv prog i smilets by

Popular categories

God såmændAnmeldelse af: Goat Torment - Forked Tongues. Udgivet 29. oktober via Season of Mist. Efter seks års udgivelsespause udkommer blackened death-duoen Goat Torment med deres nye plade, Forked Tongues. Dette kunne være et tegn på at der brygges på noget nyt spændende musik.   Det sætter nogle...