Alice Cooper

Doom som i gamle dage

-

Anmeldelse af: Monolord – Your Time to Shine. Udgivet 29. oktober 2021 via Relapse Records.

Monolord støver og knaser på deres nye plade, Your Time To Shine, hvor der er skruet ned for intensiteten og op for lækre rytmer, gammeldags-inspireret produktion, storladenhed, og ikke mindst psykedeliske- og Black Sabbath lignende toner.

 

De gæve svenskere fra det fremadstormende doommetal-band Monolord er netop vendt tilbage med nyt album, som er opfølgeren til 2019s, No Comfort.

Det står hurtigt klart, idet man sætter Your Time To Shine på anlægget, at Monolord har valgt at være bare en anelse mere tilbagelænet, end de plejer at være. Musikalsk er albummet hverken så tungt eller drænende, som Monolord ellers plejer at være. Der bliver altså spillet mere tilbagelænet og cool på dette album.

Det starter nu ellers tungt nok ud på albummets første nummer, ”The Weary”, hvor den knastørre guitar får lov til at buldre med trommerne og den meget gainede bas. En glimrende start på albummet, hvor vi ligeledes mærker, hvordan Monolord har udviklet sig som band. Riffsne er stadig lette at spille, men samtidig fede at lytte til, og vokalen er stadig fjern og drømmende, så hvor opstår forandringerne så?
Jo, altså, Monolord har tidligere formået at spille seje riffs, tunge rytmer og voldsomme trommer i et væk gerne uden for meget sonisk udvikling. Dette er der lavet om på denne gang, hvor numrene faktisk formår at udvikle sig i flere forskellige retninger. Dog alle retninger, som vi allerede kender og er komfortable med indenfor lige netop denne genre.

Musikken svinger umiddelbart godt, hvor de knastørre guitarer oser af forstærkere på kogepunktet. Faktisk lyder guitarerne til at deres respektive vil kunne holde en kop kaffe varm over længere tid. Trommerne er solide, imens bassen ofte får lov til at lege rundt på gribebrættet for at give noget ekstra fylde musikalsk. Netop bassen fungerer faktisk rigtigt godt på Your Time To Shine, hvor den lægger sig perfekt sammen med trommerne og alligevel ofte formår at supplere guitaren enormt godt. Dette kan særligt høres på pladens titelnummer, hvor bassen nærmest ligger som opløb og forlængelse af guitaren. Tænk i baner af bands som Black Sabbath og Orchid.
Overordnet set er albummet faktisk meget ovre i den dur og minder særligt om noget, der i princippet kunne være blevet udgivet af Orchid, der jo i sig selv nærmest er en ode til gudfædrene i Black Sabbath. Særligt skinner dette igennem på basfronten og flere af sangenes stil.

Ligesom Black Sabbath i sin tid har lavet numre som f.eks. “Planet Caravan” og “Solitude”, prøver Monolord på dette album som så mange andre bands indenfor genren på at gøre dem kunsten efter med laidback og afslappet musik tilsat syrede elementer. Monolord slipper faktisk også ret godt afsted med det, hvor det kommer til at virke ret autentisk, hvilket ofte er en hårfin balancegang.

Produktionen på albummet er en ret sjov størrelse. På sin vis vil jeg faktisk sige, at produktionen ikke er specielt god. Med dette menes der naturligvis, at produktionen ikke er særligt poleret særligt ikke efter moderne standarder. Derimod er den ret gammeldags med lyden af kogende forstærkere, ustyrlig bas, og trommer uden alt for meget rumklang, effekter eller dillerdaller. Ofte lyder guitarerne faktisk decideret grimt, hvilket dog alligevel formår at virke forstærkende for musikkens generelle udtryk. Når en guitar pludselig lyder tynd og 8/16bit-agtig, så slår det altså det hårdere, når den rammer bagefter, og det grimme bliver pludseligt noget, man bestræber sig efter.
Dette har Monolord gjort, og de har gjort det godt. Lyden er generelt old school, men med en bas, der indimellem har lige nok gain til, at den virker autentisk old school. Det er en af de smarte ting ved at være det, jeg vælger at kalde for neo-retro; at man har mulighederne for at blande gammel teknik med det nye til en fusion, der gerne i bedste Hannah Montana-stil skulle være ”The best of both worlds”. Lyden fungerer i hvert fald og virker faktisk enormt charmerende i al sin enkelt- og råhed.

Albummets alsidighed bidrager til, at albummet virker noget længere, end det egentlig er. Med sine kun 5 sange virker Your Time To Shine jo egentlig mere som en EP end en egentlig fuldlængde for beskueren. Det havde det formentlig også været, hvis nu ikke Monolord spillede doom. Det korteste nummer på pladen er næsten fem minutter langt, og det længste er oppe over ti minutter, så pladen er alligevel rigeligt lang.
Her er det så bare rart, at Monolord formår at lave progressioner i numrene, der ofte gør, at det føles som flere numre i et nummer. Ikke alle doombands formår at holde en udvikling i gang i deres ofte tågede numre, men Monolord kan.

Bandet formår ligeledes at levere nogle ret fede og genkendelige melodier igennem albummets knap 39 minutters varighed. Lead-guitaren er ofte ret storladen i sit udtryk; faktisk så storladen, at det indimellem bliver lidt for meget. Det fungerer ikke, når Monolord prøver på at blive for episke, i hvert fald spiller det ikke altid helt til stålet på Your Time To Shine. Generelt sidder melodierne og lead-guitaren dog solidt.

Monolord har dog heldigvis bevaret deres drømmende udtryk, som særligt kommer til udtryk i den måde, vokalen leveres på. Det virker fjernt og introvert og har ofte lidt effekter på, som blot bidrager til at distancere vokalen og derved gøre den netop drømmende eller måske snarere søgende. Det spiller rigtigt fedt sammen med de repetitive rytmer, der bliver lagt for dagen på Your Time To Shine. Man kan dog til tider godt føle, at man mangler noget eksplosion både i musikken, men også i vokalen. Noget, hvor der lige bliver brændt lidt igennem, ville kunne klæde dette album.

Monolord tager den altså lidt med ro på deres seneste album, hvor man kun sporadisk føler, at man er i fare for at blive knust af de tunge riffs og voldsomme rytmer. Til gengæld leveres der et album bestående af solid sangskrivning, fede melodier; sprøde og tunge guitarer, en lækker dansende bas, og ikke mindst en drømmende vokal.

Monolord formår på Your Time To Shine at levere bundsolid old school doom metal med en god portion syre. Den enormt beskidte og simplistiske, ja, på mange måder nærmest grimme, produktion matcher udtrykket på pladen godt. Ligeledes svinger albummet godt, og til trods for at melodierne indimellem nærmer sig simpelthen at være for episke, så lander langt det meste af dette album altså godt.

REVIEW OVERVIEW

Monolord - Your Time to Shine

Share this article

Recent posts

Popular categories