Anmeldelse af Strychnos og Temple of Scorn. Loppen, Kbh. 17. februar 2024.
Jeg kunne se frem til tre fridage, og så er det heller ikke skidt, at spillestedet Loppen på Christiania ligger fire min. væk på cykel fra mit værelse. På med Belphegor t-shirten og ud i natten.
Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Temple of Scorn
Her er, hvad man vist godt kan kalde en supergruppe af yderst talentfulde danske metalmusikere. Medlemmerne har erfaring fra mange projekter som Baest, Dawn of Demise, Exmortem, Bloodgutter og Horned Almighty.
Bandet har indtil videre udgivet én EP, Preliminary Mass (2021), og én fuldlængde udgivelse, Funeral Altar Epiphanies (2023).
Jeg har ikke set Temple of Scorn live før, men jeg er bestemt spændt på at høre, hvad Bjørn Jensen (bass), Jacques Hauge (trommer), Flemming C. Lund (leadguitar), Svend E. Karlson (rytmeguitar) og Simon P. Katborg (vokal) er for en skabning.
Der er lidt problemer med gæstelisten i døren, så jeg kommer senere ind til koncerten. Da jeg bliver lukket ind, får jeg placeret mig fint foran scenen imellem venner.
Det er en tung og ond dødsdoom-cocktail. Katborg har et imponerende brøl, og jeg laver en mental note om, at jeg snart må se Horned Almighty igen. Karlson er fraværende denne aften, men til gengæld har de lånt deres producer, Quentin Høegh Nicollet, til guitararbejdet.
En sang som “Icons of Demonic Virtue” er godt suppleret af blastbeats, og hovederne nikker pænt i rummet. Det her er dog ikke musik, man nødvendigvis går helt amok til, men det handler langt mere om at stå og mærke stemningerne af dystert kaos.
Der er lidt trommemonitor-problemer; dette bliver løst, og i blåt og rødt lys kværner Temple of Scorn videre.
Det er ikke det mest udadvendte band. Man kunne sige, at det passer til musikken, men her oplever jeg heller ikke, at koncerten topper.
Det hele er velspillet, men jo længere showet varer, jo mere lider det under at smelte for meget sammen på den dårlige måde. Det bliver alt for ensformigt, og jeg bliver desværre ikke slæbt væk af de rigtige dæmoner.
Et nummer som den ildevarslende “Burning Palace of Wisdom” viser mig til gengæld, at Temple of Scorn skal opleves igen. Det var bare ikke denne lørdag, at jeg blev helt fanget.
Strychnos
Selvom bandet har eksisteret siden 1998, var det først i 2022, at debut skiven, A Mother’s Curse, udkom på Dark Descent Records.
Efterfølgende har Martin Leth Andersen (bass, vokal), Nis Rode Larsen (trommer) og Andreas Lynge (guitar) haft stor succes, og det har været umuligt at undgå deres blodige death metal.
På et udsolgt Stengade leverede de en god headliner koncert sidste år med support fra Dead Void og Chaotian. Dog blev det for mig den aften på Nørrebro ikke mere end ok. Men jeg er meget frisk på at give Strychnos endnu en omgang i torturmaskinen.
Loppen stod klar som næste frivillige offer. Her, hvor bandet havde deres debutkoncert for mange år siden. Vi stod over for en særdeles symbolsk optræden.
Der er sceneudsmykning med afhuggede hænder og kæder og ikke mindst knogler på mikrofonstativet, som jeg står lige foran. En messen lyder over højtalerne, og det føles som om, vi træder ind i et makabert rædselshus.
Dyppet i teaterblod kommer trekløveret på scenen, og Andersen spytter den røde væske ud i hovedet på de forreste rækker. Inklusiv denne anmelder. Så er vi ligesom i gang. Han slår sig vildt på brystet, og med et galt blik fra forsangeren starter dødsmetaldansen.
Lyden er god, og alle de små melodier og den rådne gravvokal går klart igennem infernoet, der overfalder vores sanser. “Vi er her for at slå jer ihjel!” råber Andersen, og det føles virkelig også sådan på den bedst mulige måde.
Det her er et klassisk og blodigt lille teater, der med tonsende trommer og et udadvendt band lykkes med at få hele rummets opmærksomhed. “Dommedag er nær, og det er jeres fucking skyld”, den slags kærlige sætninger sætter en sej old school-vibe for koncerten. Alle tre musikere udstråler stor spilleglæde, og hele forreste række svinger håret.
Musikken udfolder sig langt bedre end på Stengade, og jeg kan oprigtig mærke vildskaben hos Strychnos samt de finesser, der er at finde i deres død. De bliver mødt med behørig jubel, og der opstår da også lidt moshpit på gulvet. “Manus Nigra” får løftet folks stemmer, og den gode stemning er til at tage og føle på.
Med ordene “Vi er kommet for at tage jeres børn,” indledes nummeret “A Mother’s Curse”. Soloerne og tempoet mikses smukt, og en endnu større pit opstår henimod sidste nummer.
Som en gyserfilm af Stuart Gordon kom Strychnos med en yderst overbevisende lektion i, hvorfor de med kun ét album har fået så meget opmærksomhed. Det er velfortjent på alle parametre. Den grumme cirkel blev lukket med manér på Christianshavn.
