Anmeldelse af: Det Færøske Symfoniorkester og Eivør. DR Koncerthuset, Kbh. 10. august 2024.
En kort, men utroligt smuk visit fra Eivør som solist.
Foto: Tommy Skøtt
I DR Koncerthuset var der så sandelig lagt i kakkelovnen til lækker og virtuos musik. Det Færøske Symfoniorkester havde valgt at kigge forbi i forbindelse med deres 40-årsjubilæum. Med sig havde de medbragt superstjernen Eivør (som også spillede på dette års Copenhell).
Til at starte aftenen ud med havde symfoniorkestret valgt at spille en uropførelse af Sunleif Rasmussens værk ”Tónar úr innastu tøgnini – In memoriam Gunnar Hoydal”, skrevet til ære, som titlen antyder, forfatter, poet og arkitekt Gunnar Hoydal. Et lidt rodet og noget dissonant stykke, som inkorporerede mange spændende ting og havde en ret flot sceneopsætning med violinister, der stod blandt publikum på balkonerne, men ikke nødvendigvis noget, jeg ville vende tilbage til.
Trods at værket var ret dissonant og rodet, følte man sig aldrig i tvivl om, at musikerne og dirigenten, Bernhardur Wikinson, vidste, hvad de lavede, men det føltes aldrig helt helstøbt.
Meget på den anden side blev det noget mere skønt (og nok også mere let lytteligt både tonalt og rytmisk), da Eivør kom ind på scenen godt og vel en halv time inde i første del af denne aften.
Her blev publikum serveret en omgang færøske salmer samt nogle af Eivørs værker, tilpasset til symfoniorkesteret. Her fik man en meget opera-lignende stemme fra aftenens solist. Lidt uvant, men bestemt ikke noget, der gav minus. Igennem yderligere en halv time blev publikum serveret flotte melodier, klangflader og en masterclass i at performe trods de meget formelle begrænsninger.
Man kunne simpelthen drømme sig helt væk og føle, at man svævede i disse 30 minutter, Eivør og Det Færøske Symfoniorkester leverede en musikalsk symbiose, som jeg ikke har hørt mage i lang tid. Når man så på Eivør og lod sig svæve lidt hen, virkede bevægelserne af buerne fra violinisterne nærmest som bølger i det smukkeste hav. Hvor var det dog bare en smuk oplevelse.
Efter en pause på godt og vel 20 min var det nu blevet tid til at høre Det Færøske Symfoniorkester fremføre Tjajkovskijs 5. symfoni. Dette resulterede i 60 min. med spændende, smuk og til tider opløftende klassisk musik. Dog vil jeg lade dette være lidt en fodnote, da det mest var Eivør, vi var kommet for at dække. Selvom det i sig selv gav mening, at Eivør ikke fyldte mere af koncerten, så kunne man måske godt have ønsket, at netop delen med hende havde varet liiige lidt længere.
Personligt, kunne jeg godt have levet uden opførelsen af Rasmussens værk i starten, hvis det havde betydet, at jeg kunne have nydt Eivørs smukke stemme noget mere. Men det var trods alt Det Færøske Symfoniorkester og Eivør og ikke omvendt.
Denne aften var til tider skræmmende, men så smuk, dragende og magisk. Et stort følelsesregister blev berørt, og det er jeg taknemmelig for.
Imponerende var det, og hvor var jeg glad for at blive udfordret og komme lidt på afveje.
