Anmeldelse af Syd For Solen, lørdag d. 09/08-2025, Valbyparken.

Queens of the Stone Age viste i den grad hvor stoner-saften står i køleskabet, til dette års Syd For Solen, hvor vi også nåede Sleaford Mods og Bikini Kill.

Foto: Bastian Reinholdt Madsen.

Hip-hop med punket attitude.

Grundet lidt trafikale udfordringer og lidt generel sløvhed fra gårsdagens strabadser på Stengade, lander jeg ordentligt på årets festival, lige til at britiske Sleaford Mods gør klar til at gå på festivalens store scene. Hvad der er mig i vente, aner jeg ikke, men da der kun går to gutter ind på scenen, vækker det alligevel min nysgerrighed, især når der ingen instrumenter er på scenen.

Musikken bliver sat på fra pc af Andrew Fearn, imens Jason Williamson på eminent vis nærmest som spoken-word hiphop-rapper sig igennem gruppens post-punk-inspirerede numre. Attituden på scenen er rigtigt fed, og Williamson performer rigtigt fedt og interessant, ja faktisk, så interessant at flere omkringstående tror at han er på stoffer. Hvis han er, så er han blot endnu mere imponerende, for det han gør, er virkelig ikke nemt. Stærke fraseringer, fede rytmer og linjer der skydes i hovedet på publikum, serveres med stor selvtillid.

Måden Williamson skævt nærmest danser rundt på scenen, og laver sjove små lyde, imellem de rappede dele fungerer utroligt fint sammen med gruppens musik, og skaber lige lidt mere galskab og absurditet i duoens live-dynamik. Fearn laver måske ikke helt så meget på scenen, foruden at starte de forskellige tracks, men hans tilstedeværelse kan stadig mærkes, især fordi han ligeledes danser lidt rundt på scenen.

Lyden under koncerten er glimrende, men måske lige til den lave side. Man kan i hvert fald sagtens tåle at der bliver skruet lidt op, så man bedre kan mærke bassen i duoens glimrende indspilninger. Alt står naturligvis skarpt, når man benytter sig rent ud af backing tracks.

Sleaford Mods leverer en fremragende og dynamisk koncert, med rigelige mængder af galskab, spas, og interessante danse-moves. En glimrende start for os på dagens program.

Girl-power på halv blus

Sidst jeg havde fornøjelsen af at se aftenens punk-indslag, leverede de en koncert med masser af pondus og stærk system kritik, med ikke så lidt tungen ud af munden galskab og morsomheder. Bikini Kill er et stærkt band, og et af de største indenfor hvad man i populære kredse kalder Riot Grrrl, og netop deres legende-status er grunden til at der samles en god og stor flok ved festivalens næststørste scene.

Bandet går skarpt på, og man får hurtigt blæst en solid omgang punk ind i øregangen. Det har været tiltrængt med lidt vildskab, og hvis Bikini Kill lever op til det show, de præsterede sidste år på Store Vega, så er der i den grad lagt i kakkelovnen, til at der skal være fest på sidste dagen af Syd For Solen.

Gruppen lægger godt fra land med stærk pondus og et glimrende nærvær, men desværre er det som om at noget af luften går af ballonen, som koncerten skrider frem. Der mangler noget af den fandenivoldskhed, som bandet viste os på Vega sidste år, og der opstår nogle store huller i blandt publikum. Måske folk også smutter for at få en god plads til aftenens hovednavn, i hvert fald tømmes der løbende ud af Bikini Kills publikum.

Bandets sammenspil er måske også en anelse ujævn, men heldigvis fungerer størstedelen af det stadig. Punk må godt være med lidt fejl. Farten er ikke helt med Bikini Kill her til aften, hvilket især kan høres på den legendariske afslutter ”Rebel Girl” som slet ikke får det samme pondus og slagkraft, som den har på albummet, eller som den havde i Vega for den sags skyld. Lyden er egentlig ganske god til dette punkede indslag, også selvom man desværre sjældent kan høre hvad Kathleen Hanna synger/skriger igennem kvartettens aggressive sæt.

Bikini Kill får aldrig publikum helt op at køre, og virker generelt her til aften til at køre på halvt blus, især når man ser tilbage på deres eminente koncert sidste år.

Dronningerne af Valbyparken

Aftenens, og for vores vedkommende hele festivalens, hovednavn går på skarpt til tiden, en ting der tydeligt har været fællesnævner for dagens koncerter. Det Josh Homme-ledende Queens of the Stone Age lægger rigtigt hårdt fra land, og smider allerede som andet nummer deres nok største hit ”No One Knows” i hovedet på publikum. Så er festen også startet, og de første crowdsurfere bliver stilrent båret over hegnet. Publikum er godt med på aftenens og festivalens sidste strabadser, og dette er hovednavnet i den grad også.

Bandet spiller fremragende og utroligt stramt. Guitarerne skærer dejligt igennem, og der er godt med hammer på bunden fra både bas og trommer. Josh Homme synger fuldstændig fantastisk her til aften. Vokalerne sidder simpelthen bare lige i skabet, og jeg tror faktisk ikke jeg har oplevet Homme synge så godt, som han gør her til aften før. Med tilbagelænet attitude hopper frontmanden ned og synger og krammer publikum under det afdæmpede ”Make It With Chu” og dette tager virkelig kegler oppe på de forreste rækker. Et utroligt godt trick, og ikke noget denne anmelder havde forestillet sig at Homme kunne finde på.

Lyden er tæt på fuldstændigt perfekt under dronningernes koncert, hvor samtlige detaljer står skarpt når de skal, og træder fint tilbage i lydbilledet, når der skal være mere plads til andet. Eneste aber-dabei er, at man igen godt kan bruge en lidt højere volume til sådan en rockkoncert.

Queens of the Stone Age kommer godt rundt i deres diskografi her til aften, og meget overraskende er der stort fokus på det nu 12 år gamle album ”…Like Clockwork” hvor vi bl.a. får ”My God Is the Sun”, ”Sat By The Ocean” og det helt mesterlige ”I Appear Missing”, som ligeledes bliver dedikeret til det unge band The Devil’s Radio. En dejligt blandet sætliste, hvor der selvfølgelig også er plads til de ældre klassikere som ”Burn The Witch”, ”Regular John” (som lægger hele koncerten ud), ”Little Sister” og naturligvis den store lukker ”A Song for the Dead”.

Der er måske ikke helt så meget knald i gruppens performance, som der er set før, ligesom de ikke har helt lige så meget vanvittigt lys med, som de har haft de sidste par gange denne anmelder har fanget dem. Det klæder dog også gruppen med den lidt mere tilbagelænede attitude med sporadisk vildskab og spark i luften. Queens of the Stone Age kan stadig performe, også selv om det ikke er i samme vildskab, som man måske har været vant til. Det gavner kun på dette at deres sammenspil som nævnt sidder lige i det stramme rock-skab.

Queens of the Stone Age leverer en sublim og velspillet koncert, med et nærvær denne anmelder endnu ikke har set fra det ellers sædvanligvis tændte band. Som afslutning på dette års Syd For Solen fungerer dronningerne, med Josh Homme i front, fuldstændigt eminent. Så kom de endelig, og de både så og sejrede i den grad.

Læs videre og se vores udsendte fotograf og anmelder Bastian Reinholdt Madsens galleri fra lørdagens program på Syd For Solen herunder: