The Raven Age
Før vi kan få os en god omgang Metallica på cello, har vi britiske The Raven Age. Bandet går på lidt før annonceret tid, til et bedre fremmøde end denne anmelder havde forventet på sådan en tirsdag aften i slutningen af september. Salen er godt fyldt ud, uden at det er umuligt at bevæge sig. Der er dog ikke ret mange der bevæger sig, udover frem og tilbage imellem baren, for The Raven Age rammer ikke rigtigt her til aften.
Musikalsk er The Raven Age også en kende sløjt og kedeligt. Numrene er givetvis spillet godt, men de er derimod ikke skrevet særligt godt eller spændende for den sags skyld. Numrene er forudsigelige i sådan en grad, at det næsten ikke er sjovt. Vokalen gør ikke just musikken bedre, hvor vi ofte er ude i, hvad denne anmelder vil kalde en fesen kopi af Avenged Sevenfold. Det spiller bare ikke, og publikum spiser den heller ikke, hvor der kun sporadisk ses lidt headbanging.
The Raven Age gør ellers deres bedste, og de kommer egentlig fint rundt på scenen. De forsøger at holde et godt energiniveau, men de kommer alligevel aldrig helt i mål.
Apocalyptica
Aftenens hovednavn går ganske passende på scenen, til nøjagtigt det samme nummer som det band hvis sange og vi her til aften skal bevidne finnernes cello-baserede versioner af. Tonerne fra Ennio Morricones legendariske ’The Ecstasy of Gold’ fra den ditto legendariske spaghetti-western ’The Good, the Bad and the Ugly’ får hurtigt stemningen til at stige på Train. Til stor klapsalver går gruppen på scenen og starter ud med deres version af ’Ride the Lightning’. Så er aftenen også sat.
Apocalyptica spiller fremragende, og deres måde at fortolke Metallicas mange klassikere på fungerer helt bestemt, i hvert fald for det meste. Der er passager hvor Metallicas skarpe thrash riffs ikke altid virker lige fedt på cello. Det lyder ikke dårligt, men det fungerer ikke altid helt perfekt. Heldigvis spiller det godt langt det meste af tiden, og bandet har også været gode i deres valg af numre. Det er, som gruppen også selv udtaler, ikke alle Metallicas numre der transskriberes lige elegant til cello. Derfor kommer det som en kærlig overraskelse, hvor godt et nummer som ’St. Anger’ faktisk fungerer for Apocalyptica.
Lyden er ligeledes med det finske band her til aften, hvor alle instrumenter går klart igennem, og man får derved en god detaljerigdom i forhold til gruppens egentlige spil. Soli går klart igennem, og det er lidt sjovt hvor tæt på en guitar en cello egentlig kan komme, når den får noget “wah”. Som det jo hør og bør sig hos Metallica.
Bandet kommer godt rundt på scenen, ligesom lysshowet på Train sætter en fin prik over i’et. Showet virker dynamisk og lækkert, ligesom bandet er gode til at fange aftenens publikummer, der desuden får sunget rigeligt med på de ellers instrumentale numre. Særligt udfoldes publikums kollektive lunger i flere af de større omkvæd, som f.eks. ’Enter Sandman’. Til ’Call Of Ktulu’ har finnerne fået lov af Metallica til at bruge Cliff Burtons originale basspor, og dette spiller absolut også smukt her til aften.
Hvad der desværre bliver mere en underlig slutning, er bandets fremførelse af ’One’, ikke fordi at det musikalsk fejler noget, men fordi at man har valgt at have James Hetfield til at fremføre lyrikken som spoken word. Det fungerer bare ikke helt så godt som man kunne håbe, og det tager desværre noget væk fra musikaliteten i versionen.
Apocalyptica leverer et fremragende show, hvor de i den grad beviser, at de stadig ved, hvordan et cello-baseret Metallica sæt skal leveres. Fremmødet har været aldeles fremragende for en tirsdag aften, og publikum har været med på aftenens udskejelser.
Se galleriet af Amanda Gaarsdal herunder.
