Anmeldelse af: Prime is Coming. Tapperiet, Køge. 28. januar 2023.
En aften der kom lidt for sent i gang.
Foto: Mark Stoumann
Royal Deceit
Aftenens første band, Royal Deceit, måtte tage en måske lidt utaknemmelig rolle på sig. Nemlig at varme et publikum op OG vise, hvad de kan på små 20 til 30 minutter kl. 19. Jovist, det er ikke første gang, man ser et band, der starter en koncert ”kun” spille 30 minutter, men når det er så relativt tidligt på aftenen, og aftenen er så relativt lang, så er det ikke nødvendigvis alle publikummer, der er kommet til spillestedet, og det er ikke alle, der er lige ”klar”.
For Royal Deceit leverede ALT, hvad de havde på deres allokerede tid og forsøgte virkelig at få publikum i gang. Men folk virkede til at være lidt for kolde og ikke helt fulde nok (hvilket virkelig skulle ændre sig i løbet af aftenen), så det var en lidt sløj omgang fra publikum, til trods for at forsangeren, Mathias Rønde Uldall-Jessen, så sandelig forsøgte at agere indpisker. Jeg må give Royal Deceit en kæmpe cadeau for virkelig at forsøge at skabe en fest, og jeg ser virkelig frem til at se dem en anden god gang, hvor folk muligvis er lidt mere veloplagte.
Ghost Iris
Sidst, jeg så Ghost Iris, var på sidste års Copenhell, hvor de leverede en virkelig stærk koncert. Stor overbevisning om egne evner, som hurtigt blev oversat til overbevisning og begejstring hos publikum.
Denne aften på Tapperiet trådte Ghost Iris på scenen med samme overbevisning, men publikum var svære at overbevise. Publikum står egentlig mest og nikker med hovederne, samtidigt med at Ghost Iris giver den så meget gas, som de overhovedet kan på scenen. En mærkelig kontrast, men, igen, cadeau til Ghost Iris for ikke at lade deres hårde (og til tider lidt teenage/tåkrumme-tendenserende-)attitude. Det er faktisk så stille, at forsanger, Jesper Vicencio Gün, mellem en af sangende siger (parafraseret) ”Vi spiller ikke næste sang, før vi ser en fucking circlepit”. Dette tager publikum sgu ikke rigtig for gode varer, ikke før Gün så siger ”Tror I det er for fucking sjov!?” hvorefter publikum prompte får sat skub i festen.
Ghost Iris leverede alt, hvad de havde, og Gün sørgede da også for at komme helt ned til de bagerste rækker. Bogstaveligt talt. Med en ”fuck jer, alle sammen”-attitude, fik Ghost Iris sat skub i Tapperiet. Nu var det blot op til de resterende bands at holde liv i festen.
Hanging the Nihilist
Til trods for manglende trommeslager og en relativt ny guitarist i bandet sørgede Hanging the Nihilist for, at der ikke gik langt mellem, at Ghost Iris fik sat lidt skub i aftenens fest til, at festen skulle fortsætte ufortrødent. Jovist, publikum virkede lidt skeptiske til at starte med, men det fik Hanging the Nihilist hurtigt gjort til skamme og forsanger, Alexander Hall Kristensen, fik hurtigt slået fast, at de ikke var kommet for at køle publikum ned. Der skulle fandme gang i festen.
Det var så også omtrent på denne tid på aftenen, at man kunne mærke, at dele af publikum var ved at få lidt af en skid på. Folk stod nu gerne helt oppe ved scenen, og enkelte forsøgte sig på den gængse ”lad mig lige strumme på din guitar”, som alle fulde mennesker synes, er så genial en idé.
Hanging the Nihilist fik leveret en fest og spillede deres ret så intense og tekniske deathcore til UG med kryds og slange. Hvis du ikke endnu har oplevet dette band live, så gør dig selv den tjeneste at få tjekket dem ud hurtigst muligt, for det her, det rykker fandme.
Aphyxion
Jeg tror efterhånden, at de fleste danske metalheads kender de gæve sydvestjyder fra Ribe. De spiller fængende og poppet metalcore, og de er kendt for at levere. Kort historie kort, så leverede Aphyxion til mange publikummers begejstring et show, man sjældent ser på den danske metalscene. Nemlig et show med en mere ambitiøs sceneopsætning, med eget programmeret lys og røgkanoner. Et show, der både visuelt og auditivt var flot og ganske imponerende.
Dog må jeg sige, at jeg følte, at showet til tider var for poleret. Grundet den ret store og gennemtænkte sceneopsætning følte jeg også, at selve deres optræden også var meget gennemtænkt og lidt sterilt.
Uanfægtet dette, så må jeg jo sige, at publikum havde en fest. Flere og flere var ved at blive ret så berusede, og nu kunne man mærke, at de værste hæmninger var blevet smidt, så festen levede. Så selvom jeg personligt kedede mig en smule, så kan jeg kun konstatere, at for størstedelen var den her koncert helt fantastisk.
The Interbeing
Sidst, jeg så The Interbeing live, var tilbage i 2012 som opvarmning for Stone Sour i Store Vega. 10 år og to albums senere var det tid til et gensyn, og hvilket gensyn det var.
På denne tid på aftenen var jeg ved at være ret træt. Så træt, at jeg overvejede at se godt og vel halvdelen af koncerten og så egentlig stille og roligt smutte hjemad. Men som en kæmpe spand kaffe kom The Interbeing på scenen og leverede en skarp, velspillet og overbevisende start, midte og afslutning på deres optræden, at jeg måtte se mig selv være helt hypnotiseret til at glemme tid og sted og simpelthen bare falde hen til deres progressive industrial-metalcore.
Selvom festen måske havde toppet, så var det her uden tvivl mit personlige højdepunkt på aftenen. Der var bare no bullshit og kun højt teknisk niveau med super publikumskontakt. På trods af at SortHandsk skulle have spillet mellem Aphyxion og The Interbeing (men måtte aflyse grundet sygdom), så samlede The Interbeing så godt op efter Aphyxion som muligt og gav det en smule mere liv.
Jeg håber så sandelig, at jeg får muligheden for at se The Interbeing igen inden for den nærmeste fremtid og for eftertiden, når jeg er på arbejde eller træt i fitnesscenteret, kommer jeg højst sandsynligt til at sætte deres musik på og lade det være den spand kaffe, jeg nogle gang kan have brug for.
Se flere skud fra aftenen taget af Mark Stoumann herunder:
