Anmeldelse af Biffy Clyro + Bartees Strange Solo, d. 22. februar 2026 i Vega.
Det så allerede ganske lovende ud, da man trådte ind i Store Vegas sal og så setuppet på scenen. Der stod instrumenter og forstærkere overalt!
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Aftenens totalt udsolgte show bød på Biffy Clyro som hovednavn, og ligeså stille og roligt begyndte salen at summe af glade og forventningsfulde stemmer. Mange fans havde t-shirts med skriften “Biffy Fucking Clyro” stående på ryggen hvilket tydeligvis fik smilet frem på læberne blandt de fremmøe.
Store Vega er en af de scener, der giver publikum mulighed for at se showet fra mange forskellige vinkler. Sågar byder de på siddepladser for dem, der finder dette rarest, og det er oven i købet med fin udsigt over scenen.
Bartees Strange Solo
Som første del af aftenens koncerter kom en enkelt mand gående ind på scenen og tog plads med en guitar over skulderen. Han introducerede sig selv som Bartees Strange fra Baltimore. Man må tage hatten af for hans mod og selvtillid, for det var ham, og ham alene der optrådte med hans guitar. Mellem to sange nævnte han, at han plejer at turnere med et band, men på denne turné er han alene.
Hans guitarspil, som primært foregår på en Fender, er teknisk set udmærket. Han er meget dynamisk i sine bevægelser, og til tider kunne man tro at bruger disse store armbevægelser til at dække over småfejl. Hans vokal er heller ikke helt præcis hele tiden, men han har et rimeligt register, så man ser gennem fingre med de små fejl, der nu måtte være.
På et tidspunkt, cirka halvvejs gennem sit set, introducerer han sit næste nummer, som han har kaldt “Sober”, og spørger publikum, om der mon er nogen, der er ædru. Et par mandestemmer udbryder bagerst i salen. Han fortsætter med at fortælle, at han ikke selv er “sober” – her er der lidt flere, der jubler.
Han slutter af med at sige, at han respekterer dem, der ikke drikker, men at det for ham ikke er muligt. Det er blandt andet på grund af USA’s tilstand pt., og mere uddyber han det ikke. De fleste af os var nok ganske tilfredse med at slippe for en monolog på dette tidspunkt.
Bartees bevæger sig ubesværet mellem det stille og det eksplosive. Det er umuligt at putte ham i en kasse, da han er en fusion af indie rock, folk, blues og R&B. Han optræder med sårbare passager og næsten eksplosive guitarklimakser. Han leverer også pludselige dynamiske skift og spiller forvrænget guitar, som nogle gange giver 90’er-alternative vibes.
Hans tekster er meget følelsesdrevne og personlige. Det lykkes ham at kombinere rå energi og melodisk følsomhed med en vokal, der spænder fra blød og inderlig til intens og til tider råbende.
Han slutter af med en lidt trist besked om, at dette er hans sidste show med Biffy Clyro, men at han har sat stor pris på turnéen.
Det er nu teknikernes tur til at få sat scenen op til hovednavnet. Som sagt er der en masse instrumenter på scenen, hvilket får en til at tænke, at bandet er talrigt, og at der helt sikkert kommer til at være smæk på lyden.
Biffy Clyro
Scenen er nu mørklagt, og der høres enkelte toner på keyboard, som tager til i intensitet, indtil man kan skimte silhuetter på den ellers mørke scene, der bevæger sig hen til instrumenterne.
Showet bliver sparket i gang med et brag med nummeret “A Little Love”. Her afsløres bandet, som står på flere niveauer og består af Simon Neil (guitar og vokal), Ben Johnston (trommer) og Naomi MacLeod (fra Bitch Falcon på bas), som erstatter James Johnston grundet personlige årsager. Derudover har de inviteret Richard Ingram (keyboard) og Mike Vennart (guitar og vokal) med på denne turné.
Som kirsebærret på toppen er bandet ledsaget af to kvindelige violinister, Annemarie McGahon og Ailbhe Cathrine, som giver endnu mere imponerende scenefylde.
Showets dynamik er præget af både fornyelse og den velkendte rå energi, som bandet er berømt for. Da James Johnston sidder over på denne turné, har samspillet ændret sig en smule, men intensiteten er intakt.
Biffy Clyro har valgt at åbne koncerterne på Futique-turnéen med “A Little Love”, fordi sangen fungerer som både tematisk fundament og en følelsesmæssig genstart for bandet. Efter en svær periode med burnout og James Johnstons fravær fungerer sangens budskab om “lidt kærlighed” som et direkte signal til fansene om, at bandet er tilbage og står sammen. Simon Neil har beskrevet sangen som et “mantra” for hele albummet og turnéen.
Da turnéen promoverer deres tiende album “Futique”, ønsker bandet at etablere den nye lyd med det samme. Dette markerer, at de stadig er et band i udvikling, der ser fremad.
Hvert medlem har en afgørende rolle på scenen.
Simon Neil (vokal og guitar) er som altid det ubestridte midtpunkt. Han står i bar og svedig overkrop og er mildest talt et menneskeligt lærred med sine mange tatoveringer. Hans enorme fysiske energi på scenen er forbløffende, og der er ikke noget at sige til, at han kaldes “den svedige rockgud”.
Hans evne til at skifte mellem det voldsomme, rå rockudtryk og en næsten skrøbelig inderlighed er kernen i showet. På denne turné beskrives han som havende en “gloværdig trodsighed”. Han veksler mellem at være en sårbar historiefortæller i de akustiske passager og en eksplosiv guitargud, når de tunge riffs tager over. Han bevæger sig konstant og interagerer en del med Naomi, som står til højre for ham (hans venstre), men ses ellers kravle og hoppe rundt på de forskellige niveauer i scenens opbygning.
Ben Johnston (trommer) sidder oppe på en forhøjning ude til højre på scenen og er motoren bag showet, og han leverer de vigtige harmonier, som er Biffy Clyros varemærke. Selvom han sidder bag sit kit, er hans energi tydelig, især i de komplekse, tekniske numre fra dette nye album.
Naomi MacLeod (bas) er fra Dublin-bandet Bitch Falcon og har fået en overvældende modtagelse af fansene på denne turné. Hun har den svære opgave at udfylde James Johnstons plads, men gør det med enorm sikkerhed. Hendes umiskendelige kemi med Ben og Simon er bemærkelsesværdig. Hun bringer en frisk, aggressiv baslyd til showet og er dynamisk og bevæger sig også rundt på de forskellige niveauer på scenen.
Mike Vennart (guitar og kor) udfylder de komplekse guitarlag fra pladerne, hvilket frigør Simon til at fokusere på vokalen eller sine egne guitarsoli. Han står helt ude til højre foran Ben og fungerer som stabilisator i de mest kaotiske numre. Hans energi er mærkbar, og han interagerer en del med Naomi og Ben.
Richard “Gambler” Ingram (keyboard) er manden bag de atmosfæriske lag. Han styrer tangenterne og de elektroniske elementer, der er blevet mere fremtrædende på “Futique”. Han giver et ekstra lag til den kendte mur af lyd, som bandet er kendt for.
Annemarie McGahon og Ailbhe Cathrine (violin) står primært forrest på scenen eller på en af de forhøjede platforme bag Simon. De er medlemmer af Glas Quartet og har været med på turné med Biffy Clyro i UK og Europa, og de bliver ofte tagget #biffyfuckingstrings. De spiller blandt andet med på numre fra setlisten som “A Little Love”, “Hunting Season”, “A Hunger in Your Haunt”, “Mountains” og mange flere. Denne dynamiske duo er med deres elektriske violiner ikke blot med som klassisk akkompagnement, men fungerer som et ekstra lag tekstur, der udfylder det frekvensområde, hvor Simon Neils guitarer ofte er mest aggressive. Dette giver sangene en større, næsten filmisk dybde, som man hører på det nye album “Futique”.
Samlet set beskrives Futique-turnéen i 2026 som en af de mest ambitiøse og følelsesladede produktioner i Biffy Clyros karriere. Forestillingen er en balancegang mellem det ekstremt polerede og det rå, uforudsigelige kaos, som bandet er kendt for.
Scenografien er en visuel rejse og er bygget op omkring et koncept, de kalder “The Future Antique” (Futique). Scenen er bygget i flere niveauer, og bandet er placeret på forskellige platforme, hvilket giver showet en arkitektonisk dybde. Lyset skifter mellem kolde, futuristiske neonblå farver under de nye sange og varme, eksplosive røde nuancer under de klassiske hits.
Med tilføjelsen af de elektriske violiner og Richard Ingrams keyboard er lyden større end nogensinde, og showet føles mere symfonisk. Naomi MacLeods tilstedeværelse har givet bandet en ny “punk-vibe”. Hun spiller med en vildskab, der matcher Simon Neils energi, hvilket forhindrer, at showet bliver for pænt og orkestralt.
Hele koncerten er struktureret som en fortælling om overlevelse og genfødsel. Starten er mystisk og fokuseret på det nye album.
Midten er en ren hitparade, og her bliver det tydeligt at se, hvor dedikeret en fanbase Biffy Clyro har, da hele salen byder ind med fællessang på mange af numrene. Gentagne gange, mellem de korte pauser i sangene, høres publikum bryde højlydt ud med “Biffy, Biffy, Biffy fucking Clyro” og flere og flere byder ind for hver gang. Midt i showet takker Simon publikum efter en sang, hvor hele salen sang med, ved at sige med let nostalgisk stemme: “Fantastic”.
På et andet tidspunkt takker han publikum og fortæller, at dette er sidste dato på deres turné. Han takker hvert bandmedlem og råber så: “This is Biffy Fucking Clyro!” før næste nummer sparkes i gang. Salen jubler af glæde.
Fra balkonen var det tydeligt at se og mærke publikums begejstring. Der blev sågar dannet en lille moshpit under enkelte numre som for eksempel “A Hunger in Your Haunt”. Nummerets opbygning inviterer til, at man slipper hæmningerne løs, og det så publikum sit snit til.
Til et af de sidste numre stiller Simon sig op på et af de højeste og mest centrale niveauer på scenen med en akustisk guitar. Resten af bandet tager en lille pause bag kulisserne og giver Simon plads til at optræde solo med nummeret “Machines”. Dette er koncertens mest intime og følelsesladede højdepunkt. Det fungerer som et pusterum midt i den massive mur af lyd fra bandet i deres helhed.
Selvom han starter sangen alene med sin akustiske guitar, bliver publikum en aktiv del af instrumenteringen. På denne turné har det været kutyme, at publikum overtager koret i omkvædet så kraftigt, at Simon ofte træder væk fra mikrofonen og bare lader salen synge. Denne koncert er ikke en undtagelse.
Konklusionen på denne koncert er, at Biffy Clyro har præsenteret en imponerende kunstnerisk genfødsel, der cementerer deres status som et af verdens bedste livenavne – selv i en tid med forandring.
Tilføjelsen af de nye bandmedlemmer har transformeret bandets lyd. Det er ikke længere bare en rocktrio, men en filmisk og orkestral maskine, der formår at gøre de nye sange fra “Futique” lige så slagkraftige som de gamle klassikere.
Kontrasten mellem Simon Neils intime soloøjeblikke med akustisk guitar og de eksplosive, sveddryppende rocknumre skaber en dynamik, som få andre bands kan matche. Showet føles personligt og ærligt, især med de subtile hilsner til den fraværende James Johnston.
De forskellige niveauer på scenen har løftet koncerten fra en standardrockkoncert til en gennemført visuel fortælling. Det er et show, der taler til både øjne, ører og hjerte.
Kort sagt er Futique-turnéen en fejring af modstandskraft. Det er lyden af et band, der har fundet en ny måde at være sig selv på, og som leverer en liveoplevelse, der føles både moderne, futuristisk og dybt menneskelig.
Koncerten modtager 4 ud af 5 stjerner.
Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder
Bartees Strange Solo
Biffy Clyro
