Anmeldelse af Counterparts + support, d. 29.01.26 i Pumpehuset
De tre supportbands toppede hinanden, hvor headlineren skuffede.
Foto: Peter Bay Isak (Showscenen.dk)
Jeg er mere end almindelig øm oven på en tur i manegen med Born of Osiris og co. dagen før i Pumpehusets lilla sal. Nu var vi rykket op i den store skolegård og her på anden dagen i det hattrick af koncerter, spillestedet har booket. Nu står den i hardcorens tegn.
God Complex
Jeg trækker mit brugte kadaver over i den venstre side af scenen, imens en dronende mørk lyd fylder salen. Harry Rule (vokal) kommer ind med sin råbende growl og med en vred og intens attitude får vi at vide at vide at nu skal vi bevæge os. Det er lidt for tidligt, men “Depraved Idol” fra He Watches In Silence (2025) beviser at God Complex har nogle sange der kan måle sig med deres hårdkogte væremåde. Kyle Holt (guitar) har skrevet nogle knusende barbariske riffs og Jason Lyon (trommer) og Alex Chan (bas) er en dyrisk rytmesektion, der skaber halsbrækkende tempoer, som man må bukke under for.
Til “Death Trip” kommer de første hardcore-dansere på gulvet og svinger ukontrolabelt med ben og arme. Jeg ved at det er en del af genren og ja jeg havde regnet med det, men jeg har nu altid fundet dette stunt ulideligt. De ender altid med at ramme en eller anden, der bare står og bare vil nyde showet. Nok om det, lad dog barnet. “Deeper Form of Sleep” fra To Decay In A Deathless World (2021), “The Judge” og “Breeding Filth” minder mig lidt om Thrown. Det hele er svøbt ind i aggressioner og det er medrivende at være vidne til. Selvom jeg ikke kan bevæge mig så meget som jeg gerne vil.
Rule hopper op i luften og beder om flere two-steppere. Disse ofte gentagne forespørgsel om aktivitet fra bands kan både løfte en stemning eller have chance for at dræbe den og udstille at musikken ikke er god nok til at skabe et pit selv uden konstante opfordringer. Hos God Complex er det heldigvis det første og energien stiger i takt med hvert nummer. Bevares, midten af gulvet er stadig tomt af og til, men publikum skal også lige vågne. Musikken er så rå i sit udtryk og med så meget nerve og adrenalin pumpende riffs at God Complex sætter et eftertrykkeligt afmærke på Pumpehuset i form af drevne blast beats og grumme breakdowns der alle var sammensat i hver deres fede smadrede form.
Det bliver også til en lille circle pit. Rule takker for i aften og går om bagved imens at resten af bandet slutter instrumentalt. Det var i den grad et godt første møde og som nylig fan så glæder jeg mig til at få muligheden for at se gruppen igen. En temmelig solid start på aftenen.
One Step Closer
Det er første gang at Colman O’Brien (guitar), Tommy Norton (trommer), Ryan Savitski (vokal) og Ross Thompson (guitar) besøger Danmark og det bliver spændende om de kan følge op på den stemning der er blevet lagt for dagen. Vi er ovre i en langt mere melodisk hardcore, hvor Savitksi benytter sig af masser af ren sang iblandet med råb. Sine steder går det helt over i high school-rock og jeg får mine bange anelser om denne noget mildere lyd vil falde igennem med “Leap Years” fra All You Embrace (2024), “Dark Blue” fra deres Songs From the Willow (2023) EP + “Blur My Memory”.
Og udover pigen foran mig, der sparker bagud og næsten rammer mig i skridtet, så sker der heller ikke meget lige i starten. Det er ikke fordi at der ikke er noget at tage fat i. Catchy vers og omkvæd står i kø og ligeledes de kække soloer. Af og til sættes tempoet endda helt ned med clean guitar. Jeg kan ikke altid høre alle detaljerne fra deres harmoniske stykker, men jeg nyder deres lidt mere ligefremme og sorgløse tilgang til deres materiale. Vi er blevet flere, men kun få hopper rundt inde i midten. “Jump off the stage” siger Savitski, men musikken matcher ikke helt den form for stunts. Troede jeg.
Men så sker der sgu et eller andet. De to første stagedivers kaster sig ud i hænderne på gæsterne og vi bliver bedt om at rykke tættere på. Som ved et klik på en kontakt eksploderer Pumpehuset, flere og flere tager turen ud i luften fra scenen og pitten snurrer nu med fornyet kraft. One Step Closer er ikke blinde for den fornyede aktivitet og med opildnenden råb og ros, bliver det en heftig fest og til “I Feel So” fra This Place You Know (2021), “Orange Leaf”, “Giant’s Despair” og den afluttende “The Reach” er publikum engagerede og amerikanerne kunne sagtens have spillet videre og høster endnu mere bifald og mosh.
En af guitaristerne kravler op på siden af teknikpodiet i venstre side og springer ned og rammer ved et uheld Savitski, der ikke helt havde opdaget bandkammeratens mission. Musikerne selv går derfra med smil og til fortjent applaus. Det her var i fare for at fise lidt ud, men som om det var nøje planlagt slog One Step Closer til da det var tid. Timingen udløste et regulært virvar, der vist overraskede gruppen selv der kvitterede med sved, følelser og ørehængende post-hardcore blandet med indierock og sgu endda et lille minimalt hint af shoegaze. En særdeles vindende kombination btw.
Sunami
Vi vender i den grad tilbage den grove og sure ende af skalaen med Josef Alfonso (vokal), Mike “Durt” Durrett (guitar), Theo Dominguez (bas) og Benny Eissmann (trommer). Hvad får du når du blander hardcore punk og beatdown med hinanden? Svaret er et af de vildeste shows jeg nogensinde har set. Nu vil folk sgu træne og pitten bliver en slagmark man ikke skal gå ind i hvis man er det mindste sart. Alfonso brøler med galskab og gangster maner på mere kaotisk opførsel og fansene kaster sig ud i luften fra scenen i massevis med dødsforagtende mentalitet.
Aldrig har et band levet så godt op til sit navn, og med sange der ofte er relativt korte, tromler de os over med provokerende groove og kolossale riffs + breakdowns der kan slå revner i gulvet. Mængden af kroppe, der mødes igen og igen uden omtanke for egen sikkerhed, får vagterne til at kigge mere end opmærksomt på det arrige oprør. Vi får lammere af “Six” fra deres Promotional Tape (2022) EP og “Defraud”, “Sweet Relief”, “Dirty Work”, “Doubt” og “Fence Walker” alle fra Sunami (2023). Hele bandet udstråler kollektivt en skamløs tough guy-machovibe, der passer skønt til at flå alle pæne paroler i stumper og stykker samt spytte på såkaldt finkultur.
En ung fyr ryger millimeter forbi mig imens jeg tager noter og jeg bliver mindet om at man ikke kan stå i nærheden af det her rivende menageri uden at have øjnene med sig. En enkelt gut må ud i siden og komme til hægterne. Efter en pause er han dog på benene igen. Circlepitten er et sort hul uden lige der opsluger deltagerne så de bliver til silhuetter guidet af de krigeriske “Mind Your Business”, “No Heart”, “Contempt of Cop” og “Gate Crasher”. Det når næsten de legendariske harcoreshows i USA og Tyskland hvor man som bekendt går ind i et venue med livet som indsats. Sjældent har et dansk publikum smidt alle hæmningerne i en sådan grad!
“Your’e a stupid motherfucker and that’s about it” truer Alfonso i teksten til “Y.A.B.” og kunne en sætning være mere rammende for den bitre testosteronsetliste, der har skabt et legendarisk “slåspit”, hvor al struktur blev nedbrudt. Det var deformt og sublimt. Sunami gik herfra som de ubestridte konger af dumme, harme og rendyrkede kamphormoner.
Counterparts
Okay. Så efter 3 bands der alle i den grad har leveret på hver deres måde og toppet hinanden, så er vi alle klar på den endelige forløsning, der kan sende os hjem med klagende muskler og led. Det canadiske hovednavn har eksisteret siden 2007 og har udgivet syv albums samt spillet over det meste af verden. Jeg har ikke lyttet til Counterparts før, men jeg kender dem af navn og ser frem til hvad de har at byde på oven på den intense aften indtil videre.
Der er sat fire ruder som kirkevinduer frem, hvor røde farver skinner igennem og elektriske lys er placeret sammen med dem oven på monitorerne. Brendan Murphy (vokal), Kyle Brownlee (trommer), Tyler Williams (bas, backing vokal) og Jesse Doreen (leadguitar) starter med “A Martyr Left Alive” fra deres Heaven Let Them Die (2024) EP og “Bound To the Burn” fra A Eulogy For Those Still Here (2022). Vi er ovre i den mere rendyrkede metalcore og der er rigeligt med rumklang og melodier der får en bunke foran til at række ud imod Murphy og synge højt med. Forsangeren selv har en klassisk growl skrigende stemme, der fungerer fint med det meget melodiske materiale. Der er en del spoken word og nogle steder er det nok meningen, men det er senere tydeligt at vokalisten taber luften flere steder.
Hvad der også bliver pinefuldt åbenlyst er, at Counterparts slet ikke fanger masserne som de forrige bands. Der moshes lidt og der er et par enkelte stagedivers i starten, men det dør stille og roligt ud. Det er ikke fordi Counterparts er et skidt band. De har masser at byde på og de mestrer at skabe en mere tænksom stemning og så gå over i rå ufortøvede udbrud. Men de interagerer heller ikke meget med fansene, de spiller som de skal, men der er ikke nogen ekstra vilje eller beslutsomhed bag “With Loving Arms Disfigured”, “Wings of Nightmare”, “Choke” eller “Paradise and Plague”. Jublen bliver mindre og mindre og bandet kan ikke helt finde ud af at samle salen til deres ellers udmærkede og fængende sange. En enkelt wall of death kunne det blive til og så henslængte koncerten sig til det middelmådige. En kunstpause i midten af showet hjælper ikke på den allerede lunke atmosfære.
Der bliver gabet omkring mig og det er ikke så underligt. Efter tre runder af pumpende overgearet musik så er det her mildest talt en spand koldt vand i ansigtet, festen dør simpelthen i det meste af salen udover hos den lille dedikerede skare foran der kan teksterne. Havde Counterparts været opvarmning, havde jeg bedømt dem ud fra andre forhold, men når du er headliner og du oven i købet tager så vilde support bands med på tour, så må man simpelthen godt forvente mere. Resultatet var at Counterparts føltes fejlcastet på deres egen Europe + United Kingdom 2026 rejse. Det er ikke katastrofalt dårligt, men det er bare ret skuffende.
Jeg går ned bagved i salen og sætter mig med min kammerat på en kasse mellem baren og trappen, der fører nedenunder. Herfra kan jeg bevidne udvandringen af flere og flere mennesker. Var bandet trætte? Var de nervøse over hvor meget succes God Comlplex, One Step Closer og Sunami havde haft? Jeg skal ikke kunne sige det, for der er passion og velskrevne dele i “Unwavering Vow”, “Thieves” fra You’re Not You Anymore (2017), “Your Own Knife” fra Nothing Left To Love (2019) og “To Hear of War”, men da det er tid til ekstranumre beslutter jeg mig for at jeg har set nok og hellere må nå toget hjem til Hedehusene. Jeg er ikke ene om denne beslutning, da der allerede er en lille kø ved garderoben.
Gad vide hvordan det må føles at blive gjort til skamme af alle de andre bands når man er topnavnet på plakaten? Ikke godt, tænker jeg, og til sidst kunne man både se og mærke det på Counterparts. En træls afslutning på en ellers ret gennemført aften.
