Anmeldelse af Lorna Shore + support, K.B Hallen, Frederiksberg d. 15/02-2026.
Det blev til en kamp imod lyden, da Lorna Shore lagde vejen forbi K.B Hallen med en større deathcorepakke.
Foto af: Joachim Vilholm Vilstrup
Humanity’s Last Breath
Aftenens første band er det svenske deathcore band Humanity’s Last Breath, og der er dømt tunge rytmer og masser af dissonans.
Bandet har en god energi på scenen, hvor de kommer godt rundt, hvilket også smitter af på dele af publikum, hvor der særligt i et område til højre for scenen, opstår nogle små moshpits. Forsanger Filip Danielsson kommer særligt godt rundt, og forsøger at sætte fut i fejemøget.
Svenskerne har ikke nogen bassist, så bunden bliver spillet via et backingtrack, hvilket egentlig er synd, selvom bandet gør det godt. En ekstra mand på scenen havde fyldt godt ud, ligesom at man havde kunne lave et mere dynamisk sammenspil, når man ikke er totalt bundet op på et backingtrack.
Gruppens guitarister, Buster Odeholm og Tuomas Kurikka, spiller dejligt tunge riffs, ligesom de formår at overraske med deres mange dissonanser imellem de mere djent-inspirerede rytmer.
Lyden er desværre ikke i top for svenskerne, hvor riffs har en træls tendens til at drukne i lyden fra den over-triggerede stortromme. Stortrommen får en alt for dominerende rolle for svenskernes lyd, således at nuancerne i deres egentlige sammenspil bliver udvisket, til fordel for growls og trommer. Enormt synd, når nu det virker til, at bandet faktisk har spændende riffs og sang strukturerer, som simpelthen bare ikke kommer til deres ret.
Humanity’s Last Breath gør det godt, men får aldrig rigtigt sat fut i kedlerne i det fremmødte publikum, på den lille halve time de har fået her til aften. Dertil er det måske dels tidligt på aftenen, og til dels en for mudret lyd, til at svenskerne rigtigt får banket igennem her til aften.
Shadow of Intent
Efter en kort pause med et enormt hurtigt og tjekket sceneskift, er det tid til at bevæge sig mere over imod den tech-ede del af aftenens program. Shadow of Intent fra Connecticut i USA, skal vise publikum hvordan skarpt skårede riffs, udfordrende rytmer, og ikke mindst fede melodier skal leveres sammen med voldsomt og teknisk trommespil og en eminent omgang døds-growl.
Hvis bare det ikke er fordi lyden til koncerten er så ringe, at nærmest alt detalje går totalt tabt for amerikanerne, ville dette formentlig også være netop hvad der ville ske. Desværre er lyden endnu værre til Shadow of Intent, end den var til Humanity’s Last Breath, ja faktisk så galt så man kun yderst sjældent kan høre at guitaristen egentlig skifter toner på sit instrument. Alt bliver en ulden boble af tung og grumset lyd, udover vokalen og trommerne, der lystigt får lov til at bruge igennem, uden at man som beskuer og lytter, kan få nogen som helst detaljerigdom ud af gruppens ellers normalt fremragende sammenspil.
Bandet kan ganske givet spille godt sammen, men det er utroligt svært at høre her til aften. En kæmpe skam, da bandet umiddelbart kæmper en brav kamp for at få publikum med på noderne, en kamp der da også delvist lykkes. Der skal åbenbart ikke meget mere end trommer til, for at nogle kan starte en moshpit.
Whitechapel
Med lyden fra de to foregående koncerter in mente, frygter jeg at Whitechapel, ligesom Shadow of Intent, skal gå hen og blive en tung masse af udefinerbar helvedes lyd, uden at man kan mærke bandets egentlige sammenspil og sang strukturerer.
Sådan er det også i begyndelsen af deathcore-veteranernes koncert, men løbende bliver lyden rettet tilpas op, til at man i det mindste kan høre hvad der foregår nogenlunde rent musikalsk. Det bliver aldrig helt velbalanceret og godt, men et godt skridt i den rigtige retning virker lovende for aftenen. Guitarerne skærer særligt mere igennem, så man nu kan høre forskellige toner, og ikke mindst leads.
Whitechapel spiller godt, og enormt tungt, ligesom forsanger Phil Bozeman med sin voldsomme og varierede deathcorevokal, formår at slå en større feststemning op. Der kommer mere og mere gang i publikum, som koncerten skrider frem.
Gruppen er på turne for sidste års Hymns In Dissonance, hvilket naturligvis bevirker at der bliver spillet en del fra netop dette album her til aften. Det gør denne anmelder glad, for det album fungerer ualmindeligt godt, og har nogle utroligt stærke numre på sig, modsat den forrige udgivelse Kin, som i denne anmeldelse øjne, var et alt for tænkende album. Der bliver i den grad spillet med de tunge muskler, hvilket i den grad går rent ind hos publikum her til aften.
Rygter fra venner og bekendte har sagt, at Whitechapel er et enormt godt live band. Dette beviser bandet her til aften, med deres solide sæt og ikke mindst stærke vokalist, samt flair for at skrue et gedigent deathcoreshow sammen. Dette bliver bestemt ikke sidste møde med Whitechapel i live sammenhæng for mit vedkommende.
Lorna Shore
Det er langt om længe blevet tid til aftenens absolutte hovednavn. Lorna Shore har haft umanerligt meget vind i sejlene henover de sidste par år, og de har da også kun formået at imponere hos denne anmelder. Om det har været i forbindelse med deres koncert i Amager Bio eller på Copenhell, har Lorna Shore bevist, at de har stort format, og kan levere nogle stærke og enormt indlevende shows.
Da tæppet falder og Lorna Shore går i gang med deres tunge, men alligevel enormt melodiske deathcore, tændes der en ild hos det fremmødte publikum. Moshpitten vil nærmest ingen ende tage, og forsanger og mildest talt vanvidsvokalist Will Ramos, ved præcis hvordan han skal styre slagets gang, og få publikum rigtigt med på noderne. Skal der være wall of death, så lad der være wall of death! Og det skal der tydeligvis ifølge Ramos.
Resten af bandet har en god udstråling, men kommer ikke nær så meget rundt, eller laver så energiske udsving, som forsangeren gør. Dette er egentlig forståeligt, for meget af det Lorna Shore spiller, er pænt teknisk svært at spille, især så rent som de to amerikanske guitarister gør det. Sammenspillet er bundsolidt, og viser virkelig et band, som umiddelbart er på toppen af deres tekniske game.
Der opstår lige ledes flere gange fællessang, hvilket hjælpes godt på vej, af hvor lettilgængeligt Lorna Shores deathcore er. En slags stadion-core af den tunge slags.
Lorna Shores sætliste her til aften er, ligesom Whitechapels tidligere, præget af at bandet kom med ny udgivelse i kraft af sidste års I Feel the Everblack Festering Within Me, men hvor dette var glædeligt i forbindelse med Whitechapel føles det mere bittersødt hos Lorna Shore. Bevares, der er da numre der spiller fint på udgivelsen, og de fungerer da også live, men generelt er det seneste udspil mildest talt tyndt, især når man sætter det op imod 2022s Pain Remains og 2021 EP’en …And I Return to Nothingness. De nyere numre sparker bare ikke rigtigt igennem på samme måde, hverken i forhold til komposition eller i kraft af deres riffs.
Lyden er, som man måske forventede det efter Whitechapels løft, gået hen og er blevet helt hæderlig. Bevares, guitarerne har stadig en ærgerlig tendens til ind imellem at drukne i det voldsomme trommespil, men dette sker i langt langt mindre grad, end det har gjort resten af aftenen. Derudover er der et godt fokus på Ramos’ vokal, som på mange måder er et musikalsk unikum. Måden manden nærmest kan lyde som om han er en snottende gris, er mildest talt imponerende, og passer utroligt godt ind som grumt og voldsomt element, i blandt den alsidige symfoniske deathcore, som bandet lægger for dagen.
Lorna Shore leverer atter engang varen, også selvom de ikke lige har den fedeste sætliste med. Så længe vi får “Pain Remains”-trilogien som smuk afslutning, og ikke mindst det eminente “To the Hellfire” som ekstranummer, er det umanerligt svært, hvis ikke umuligt, at gå helt utilfreds fra K.B Hallen denne aften.
Se flere af vores udsendte fotograf Joachim Vilholm Vilstrups billeder fra aftenen herunder:
Humanity’s Last Breath
Shadow Of Intent
Whitechapel
Lorna Shore
