Albumanmeldelse af Whitechapel – Hymns In Dissonance, udgivet d. 07/03-2025 via Metal Blade Records
Whitechapel er blevet sure igen og spiller således med musklerne op Hymns In Dissonance.
Sidst jeg havde fornøjelsen af at have Whitechapel under min anmelderlup, var da de udgav deres nu forrige skæring i form af det meget følelsesladede Kin. Dette album blev lidt for pivet og ynkende til min smag, men essensen af det voldsomme var stadig en god del af pladen, og da også der hvor bandet excellerer for mit vedkommende.
Nu er de på gaden med det næste album, som har fået den allerede beroligende titel Hymns In Dissonance. Der er i den grad skruet op for voldsomhed en og vreden, imens det følelsesladede og ynkende er blevet sparket godt ud til siden. Dette klæder i meget høj grad deathcore-bandet, som i stedet for en rigtig vild tyngde i deres musik. Voldsom tyngde.
Fra start til slut er der godt med knald på drengene. ‘Prisoner 666’ lægger dejligt tungt ud, og så er stien for albummet i hvert fald også sat! Tyngden er til at tage og føle på, vokalen er dejligt grum og til tider med den fedeste hæshed i sine skrig, ligesom den til tider kan blive dejligt slimet. Det spiller absolut for sanger Phil Bozeman, der virkelig er i sit es igennem dette album. Der er tale om tung, kompromisløs, og led deathcore, hvor trommerne er så voldsomme at det er svært ikke at blive imponeret. Sporadisk får vi også serveret stykker, der er meget over i hardcore delen af genren, og dette spiller sygt godt på den bøllede måde, som hardcore nu engang har for vane. Det passer rigtigt godt til stilen på albummet og skaber til trods for det konstant voldsomme udtryk noget til tider tiltrængt variation.
Riffs’ne er igennem albummet dejligt kontante og rammer lytteren i fjæset som en upper cut fra Mike Tyson i ‘Mike Tyson Punch Out’. Det sidder bare lige i skabet, også selvom genren ikke er en som denne anmelder gør sig synderligt i.
Produktionen kunne virkelig godt have været lidt mere dynamisk, end den er for mit temperament. Alt er nærmest konsekvent skruet op på ti, og man bliver konstant bombarderet af gruppens sonisk voldsomme udtryk. Dette kan godt gøre pladen lidt trættende at lytte til i længden, også selvom albummet i den grad bærer sig selv rigtigt godt netop igennem sin tunge og kompromisløse, til tider også tekniske deathcore.
Whitechapel finder den store slag hammer frem på Hymns In Dissonance, hvor lytteren virkelig kan få sig en stor og fed huskekage, i forhold til hvor ondt, tungt, og konfronterende det amerikanske Deathcore band egentlig kan være. Whitechapel er tilbage!
