Anmeldelse af Fleshgod Apocalypse – Opera. Udgivet d. 23. august 2024 via Nuclear Blast Records.
Fleshgod Apocalypse læner sig endnu mere op ad deres italienske aner på denne udgivelse.
Fleshgod Apocalypse er et band, der er kendt for deres virtuose instrumentalisme og sangskrivning. På deres forrige udgivelse, Veleno, spillede de virkelig med alle musklerne og beviste, at de ikke bare har spaghetti-arme. En plade, der også introducerede bandleder, Francesco Paoli, som forsanger og Veronica Bordacchini som gæst, som nu er blevet lige så stor en del af bandet som Paoli. Et album, der viste et, om muligt, større ambitionsniveau og som cementerede bandets plads som nogle af de dygtigste sangskrivere i ekstremmetallen.
Imellem Veleno og denne nye plade, Opera, har Francesco Paoli været ude for en nærdødsoplevelse, da han på en klatretur var tæt på at styrte til sin død. Dette er et gennemgående tema gennem denne plade. Så er spørgsmålet, om så voldsom en inspirationskilde kan give liv til en ekstrem plade?
For det meste så fungerer Opera superstærkt. Temaet om død og kamp for overlevelse sørger for, at der bliver holdt en rød tråd igennem hele pladen og giver nogle tekstmæssige stærke øjeblikke. På den instrumentale side så er bandet stadigt super skarpt, og de symfoniske elementer er ekstremt flotte og velkomponerede.
Dog kan der nogle gange være lidt problemer med mixet af instrumenterne. Det er klart et valg at lade de symfoniske instrumenter træde så meget frem i lydbilledet, men det gør også, at guitarerne til tider kan virke lidt glemte og gemt væk. Derudover så på trods af hvor virtuost og tight trommerne bliver spillet, så bliver de også spillet liiidt for meget.
Et generelt problem, undertegnede har med den moderne ekstremmetal, er, at trommeslagerne nærmest kører krig om, hvem der kan spille hurtigst og i længst tid. Dette kan gøre, at trommeslagerne går lidt på kompromis med opfindsomheden, og at mange stykker kan føles meget ens. Det er lidt som om, at moderne ekstremmetal trommeslagere har to moduser:
1. Fuld blastbeat
- Halftime
Det ville virkelig klæde meget metal, hvis der blev leget lidt mere med synkopering, og/eller der bare var lidt mere variation. Det kan til tider virke lidt ideløst og mere som, ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal spille, men det er et hårdt stykke, så jeg spiller bare blastbeats.”
På vokalfronten er der ingen tvivl om, at Paoli og Bordacchini er sindssygt dygtige. De står begge to virkelig skarpe… 99 % af tiden. Paoli har dog et par gange, hvor der enten er problemer med udtalen eller problemer med mængden af stavelser, så teksten kommer til tider at virke lidt akavet. Især på nummeret Bloodclock, er der en linje i starten, hvor vokalen både er utight og forjappet. Det er, som sagt, sjældent disse problemer opstår, men når resten af pladen alligevel står så skarpt og tight, så bliver sådanne fejl bare meget tydelige.
Når alt kommer til alt, så kan det mærkes, at Opera er en plade med noget på hjerte. For det meste skarpe og personlige tekster. Virtuost, velkomponeret -skrevet og udført musik, der virkelig lader sig selv spille på alle tangenter. Gennemført, liiiige indtil de sidste få prikker over i’erne.
