Alice Cooper

Mustasch er ikke just Albert Einstein 

-

Anmeldelse af: Mustasch – A Final Warning, Chapter One. Release d. 16. april 2021 via Tritonus Records. 

 

Næst-sidste advarsel om en senere advarsel er lige så faretruende som en Chihuahua-vagthund

Mustasch er et yderst produktivt svensk band, der spiller lige-ud-ad-landevejen rock med syng-med-værdige omkvæd. De har i alt udgivet 12 studiealbums, 2 EP’er og 2 opsamlingsalbums. I år har debuten 20årsjubilæum, og det fejrer de ved at udgive et todelt album, hvor kapitel 1 udkommer på fredag (16. april), og kapitel 2 kommer ud til oktober. 

Mustaschs seneste to albums, Silent Killer (2018) og Killing It For Life (2019), skuffede mig fælt, da jeg syntes, at sangene var blevet for “tynde”. Pladerne Thank You For The Demon (2014) og Testosterone (2015) havde til gengæld mere tyngde og slagkraft, ligesom deres første albums. Mustasch er bedst, når de giver bare giver los, som på singlerne “Midnight Runner” (2016) og “Änglahund” (2017) – ja, det er den sang, vi andre bedst kender som “Himmelhunden” af Teddy Edelmann.

A Final Warning, Chapter One indledes meget passende af introen/titelnummeret og afsluttes af outroen, “To Be Continued”. Derimellem er der (kun) 4 numre; “Contagious”, “Albert Einstein”, “You’re Killing Me” og “Searching For Long Range Communication”. Det bedste nummer er “Albert Einstein”, der er lige så fandenivoldsk og humoristisk som “I Hate To Dance” fra Thank You… 

Men resten af sangene er ligesom at se kun første halvleg af en fodbold-håndboldkamp eller første del af en tv-serie. Det kan godt være, at modstanderholdet fører med to mål, eller heltens sitekick dør, men alligevel kan hovedpersonerne godt vinde. Men det mangler Mustasch altså stadig at bevise. 

20. februar 2021 deltog Mustasch i Melodifestivalen (det svenske melodi grand prix) med Corona-sangen “Contagious” fra denne udgivelse, men gik ikke videre fra semifinalen til finalen, som blev vundet af sangeren Tusse og power-balladen “Voices”. “Contagious” er da heller ikke Mustaschs bedste sang – ligesom “You’re Killing Me” heller ikke er det. Mustasch har en tendens til at synge meget om drab, død og gravpladser (man er vel et rock/metalband), f.eks. titelnummeret på Silent Killer og Killing It For Life, samt “Dead Again”, “Grave Digger” og “Before A Grave”. Og når Mustasch ovenikøbet lider af “Volbeat-syndromet” (melodierne lyder MEGET ens), gør det dem ikke ligefrem bedre. 

“Searching For Long Range Communication” er “ananas i egen juice”, som bogstaveligt fortæller, at de har været budbringerne de sidste tyve år med et spørgsmål, om der er nogen, der hører dem, OG en opfordring til at tænde din radio. For det første så gør det dog lidt mere kryptisk eller poetisk som f.eks. Nightwish i “Edema Ruh”. Det er næsten som “almindelig” popsang bare med mere guitar og en hæsere vokal lidt ligesom Volbeats fan-takketale/sang “Thanks”.

Jeg opdagede Mustasch på Qstock Festival 2015 i Finland og har siden da hørt dem på Nordic Noise festivalen 2016 og Copenhell 2018, hvor de lød meget mere veloplagte end på denne skive.
Retrospektivt skulle Thank You For The Demon og Testosterone have 4,5 stjerner hver for to værker, der var tæt på at blive “mesterværker”. Silent Killer og Killing It For Life skulle til gengæld kun have 3 stjerner hver. 

A Final Warning har lavere niveau, end hvad der er nok til 2 stjerner både pga. kvantiteten og kvaliteten, men får alligevel 2 stjerner for potentialet, men det “forpligter”, at 2. kapitel skal være væsentligt bedre, ellers er det lidt af et “jubilæumsflop”.
Jeg kan ikke mærke advarslens alvor, når de mest “seriøse” sange bliver komiske, og når den mest skægge bliver den bedste. Det er en skam. 

 

A Final Warning – Chapter One trackliste:

  1. A Final Warning
  2. Contagious
  3. Albert Einstein
  4. You Are Killing Me
  5. Searching For Long Range Communication
  6. To Be Continued
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

REVIEW OVERVIEW

Mustasch - A Final Warning, Chapter One

Share this article

Recent posts

Popular categories