Anmeldelse af: Solbrud. Torsdag d. 14 marts. Voxhall, Aarhus.
En aften i selskab med Solbrud, der tog folk i hånden med på en rejse i deres sorte atmosfæriske univers.
Arkivfoto af: Tommy Skøtt
Til en sal, der var okay velbesøgt, men stadig lidt mærket af, at det er Aarhus på en hverdag, kunne Solbrud slå tonen an, som de bedst gør det: dystert, melodisk og melankolsk. Undertegnede har set Solbrud spille før, det er dog et par år siden, hvor Ole stadig var i front. Så det er altså første gang, at jeg ser dem med David på mikrofonen. Der skal ikke være tvivl om, at David er faldet godt til i rollen, og han fylder de relativt store sko ud helt perfekt.
Solbruds seneste koncert før denne var i DR’s koncerthus, og alt i alt nok ret anderledes fra at spille på Voxhall. I koncerthuset spillede de sig igennem den nye udgivelse, IIII, fra ende til anden, men her i Aarhus var der mulighed for at lege lidt mere med sættet. Der var både nye og gamle numre på menuen. Scenen er jo også mindre, og mængden af publikum begrænset i forhold dertil, men der var ikke mindre grund til ikke at give den gas, og det gjorde Solbrud absolut!
Omkring slutningen af første nummer kigger jeg ud over publikum og ser stemningen an, og det er ikke vilde moshpits og vindmøller af hår, man ser; dette betyder langt fra, at publikum ikke er underholdt. Energiudladningen til black-koncerter, især af den lidt mere atmosfæriske art, er bare repræsenteret lidt anderledes.
Der er ikke tvivl om, at folk lader sig bære af bandet med deres generelt lange numre og virkelig føler musikken. Der falder dog lidt udbrud af en gang imellem, blandt andet bliver der råbt meget tydeligt fra et sted i mængden efter et nummer: “kæft de gør det godt!”, hvilket nok var meget godt timet, da de går over i nummeret “For Evigt, For Altid, Forandret” fra seneste plade, som nok også er kommet lidt længere ud til folk, da de fulgte udgivelsen op med en stop-motion-musikvideo, der havde været mange år undervejs. Der var i hvert fald op til flere, som kom med et par glædesudbrud ved de første anslag til sangen.
Tempoet skifter som sagt lidt undervejs, men selv sangene tager virkelig en med på en rejse fra de dybeste kløfter til de højeste tinder. Og generelt kan man virkelig mærke kulminationen.
Denne aften på Voxhall i selskab med Solbrud var generelt mærket af god variation i bandets repertoire og en glimrende oplevelse for de aarhusianske black metal-fans.
Hvis man er til det mere atmosfæriske og de tunge sorte toner, så kan man ikke gå galt med Solbrud. Koncerten føles en anelse lang i sidste ende, men det giver mening med et band som dette. Det hele føles i sidste ende som en fælles rejse og tur, der har flere destinationer og holdepladser undervejs for til sidst at ende på et velfortjent plateau.
