Anmeldelse af Dream Theater d. 20.06.25 på Helvíti, Copenhell

Siden The Astonishing-albummet (2016) har jeg ventet på at se Dream Theater på Copenhell. Selve koncerten blev dog knapt så “astonishing”

Foto: Tommy Skøtt

Med eminent guitarspil og -soloer af John Petrucci og fantastisk komplekse trommerytmer af Mike Portnoy, lagde Dream Theater stilsikkert fra land. Man er ikke i tvivl om at disse herrer er meget teknisk dygtige. Vi fik hurtigt både “Night Terror” og “Panic Attact”, men James LaBries vokal var meget lav, og det var backing vokalerne også.

Baggrundsgrafikken lignede til tider dårlige stock-videoklip, der ødelagde musikoplevelsen lidt. Det lignede amatøroptagelser og -animationer fra 00’erne, som var alt for pixelerede med alt for mange storylines til flere sange. Jeg var næsten i tvivl om jeg var til visning af diverse dramadokumentarer eller festivalkoncert. Med andre numre var der dog flottere visuelle animationer, så det er vand under broen nu. Under selvsamme nummer fik vi også lidt Pink Floyd (“Wish You Where Here”) og Metallica (“Dream No More”, vist nok), det var fine og sjove referencer.

Koncerten, der kun varede 1 time, blev afsluttet af “As I Am” og “Pull Me Under”, hvor LaBries vokal stadig var for lav, og det var virkelig ærgerligt, fordi hvis vokallyden var lige så detaljeret som guitaren, så ville koncerten nok have fået minimum fire stjerner. Min sidemakker fortalte, at LaBries stemme ikke har så meget mere luft tilbage, men så kunne lydmanden bare have skruet højere op for volumen.
Måske var jeg også ekstra skuffet, fordi da jeg læste anmeldelsen, som min kollega skrev om Dream Theater i Poolen sidste år, havde jeg forventet noget lige så ekstraordinært og episk på Helviti-scenen. Øv

Fotogalleriet er taget af Tommy Skøtt