Anmeldelse af Skullclub på Pandæmonium, Copenhell. D. 20/06-24.

Skullclub skabte en sidste torsdagsfest for de fremmødte på Pandæmonium-scenen.

Foto: Anders Groos Mikkelsen.

Der er godt fyldt ud oppe foran Pandæmonium-scenen, i dét danske Skullclub går på. Bandet er helt klart ventet og elsket af det danske publikum.

Desværre kæmper bandet en del med lyden, særligt i starten har guitaristen problemer med sit kabel, og guitaren falder således rigtigt ofte ud igennem de første par numre, ligesom at banjoen generelt ikke rigtigt formår at skære igennem mixet. Det er desværre også lidt typisk når man hiver mere akustiske instrumenter med til denne slags musik, det er svært at justere helt skarpt.

Det lader dog ikke til at gå publikum synderligt på, der i den grad virker til at være klar til at fortsætte festen fra Limp Bizkit. Der er godt gang i pitten oppe foran, ligesom bandet får en god portion crowdsurfere op i luften. Fællessangen vil heller ingen ende tage. Selv nede bagerst skråler publikum med af deres lungers fulde kraft, på den letfordøjelige punk-rock som gruppen præsenterer. Musikalsk er Skullclub lidt Dropkick Murphys light, og dette tager nu engang kegler for et feststemt publikum.

Bandet kommer ligeledes godt ud over scenekanten, både billedligt og bogstaveligt talt . Energiniveauet er i top på scenen, og Skullclub har den helt rette punkede attitude til at skabe en heftig fest, også til trods for at deres musik ikke rigtigt er så spændende som den er det hos lignende bands, så som føromtalte Dropkick Murphys, Flogging Molly eller The Pogues. Der mangler lidt noget mere substans i forhold til musikken for mit vedkommende.

Mindre kan dog gøre det her til aften, og Skullclub lykkedes med at skabe dagens sidste fest på Pandæmonium, til et stort fremmødes fornøjelse.

Fotos er af Anders Groos Mikkelsen.