Alice Cooper

Med de forældreløse i Eventyrland

Anmeldelse af The Agonist – Orphans. Release 20. September 2019 via Rodeostar Records.

“Alice i Eventyrland” blev skrevet af Lewis Carroll i 1865, filmatiseret af Disney i 1951 og genindspillet af Tim Burton i 2010. Nu har The Agonist lavet et album, der kunne bruges som et soundtrack for en fremtidig ond fortolkning af eventyret.

 

Canadiske The Agonist er nok desværre mest kendt som Alissa White Gluz’ gamle band, inden hun blev forsanger for svenske Arch Enemy i 2014. Siden da har de fået ny forsangerinde, græsk-amerikanske Vicky Psarakis, og udgivet to albums, Eye Of Providence i 2015 og Five i 2016. Nu udkommer deres sjette album, Orphans, og de er heldigvis stadig relevante.

Allerede ved første nummer, “In Vertigo”, går det hele ned (i kaninhullet) i bedste Alice i Eventyrland-stil. Psarakis’ vokal er lige så skizofren som Den Hvide Dronning og Den Røde Dronning, når hun skifter mellem clean og growl. Det gør både nummeret og albummet generelt meget varierende og uforudsigeligt, hvilket jeg altid er fan af. 

Hele skiven kører i et hæsblæsende tempo, og man taber næsten pusten undervejs, men det er kun godt. Både guitarist, Danny Marino, basist, Chris Kells, og trommeslager, Simon McKay, spiller røven ud af bukserne, og de er næsten lige så gale som Den Gale Hattemager – på den gode måde.

På det sidste nummer, “Burn It All Down”, brænder de bogstaveligste forstand hele lortet ned, og man står lidt svedig, forundret og lidt forvirret tilbage som Alice, når hun vågner fra drømmen.

På “Blood As My Guide” bliver der sunget på både engelsk og græsk. Det er meget få (metal)bands, der gør det, og det er en skam, fordi det lyder virkelig godt. Man får lidt af Psarakis’ græske aner, og derfor er det uden tvivl det bedste nummer på skiven.

Titelnummeret (“Orphans”) er næsten lige så godt, som Slipknots nye nummer med den næsten identistiske titel: “Orphan”. Selvom de er vidt forskellige metal-genrer, kan de begge lidt af det samme. De har samme indebrændte vrede og smukke melodi. Når Psarakis synger “I’ve always lived in this castle, no one will come knocking on my door”, får man helt lyst til at tage til hendes eventyrland og banke på hendes dør.

På albumcoveret er et mørkt The Agonists-symbol, som minder lidt om Dødsregalierne-logoet fra Harry Potter. The Agonist er fra 2004, og er dermed ældre end den syvende Harry Potter bog, og logoet (fra Harry Potter and The Deathly Hallows, 2007), så det er ikke et plagiat – heldigvis. Men flot er både symbolet og coveret.

Jeg har ikke tidligere anmeldt noget fra The Agonist, men det ændrer ikke på Orphans’ musikalske og onde kvaliteter. For et overflødighedshorn af sorte nuancer og offensiv ondskab får de 4,5 stjerner. 


Trackliste:

In Vertigo
As One We Survive
The Gift Of Silence
Blood As My Guide
Mr. Cold
Dust To Dust
A Devil Made Me Do It
The Killing I
Orphans
Burn It All Down

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

The Agonist - Orphans

Discover

Latest

Tilbage til virkeligheden (sådan da)

Anmeldelse af: De Grimmeste Aftener. I'll Be Damned + Deadnate. Grimhøjgaard, Brabrand. 03. juli 2020. Ill Be Damned og Deadnate leverede en glimrende tilbagevenden til...

Copenhell ’21: Syv skarpe skud!

Ligesom sidste band-annoncering fra Copenhell (11. juni '20) har Copenhell også denne gang genbestilt navne fra 2020-programmet og et enkelt ny.   Arkivfoto: Mark Stoumann Der er...

Carach Angren – Franckensteina Strataemontanus – anmeldelse

Anmeldelse af: Carach Angren - "Franckensteina Strataemontanus". 26. juni 2020 via Season of Mist. Det brutale hjørne giver dig en anmeldelse af en dyster satan! Vi...

Groove Metal med politik til dessert

Anmeldelse af: Lamb of God - "Lamb of God". 19. juni 2020. Nuclear Blast. Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig...

Velkommen til Junkyard Drive-in

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020. Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end...