Alice Cooper

Klinisk præcision

-

  • Dimmu Borgir - Eonian
3

Anmeldelse af: Dimmu Borgir – Eonian. Nuclear Blast. Udgivet 04. maj 2018.

 

Endelig fik jeg tid til at dykke ned i musikken igen, eller musikken har fyldt meget siden sidst, der har bare ikke rigtigt været et rum til at skrive en anmeldelse. Festivalplanlægning og snerydning har fyldt en hel del, men nu er solen kommet, og jeg forventer ikke mere sne på solskinsøen på denne side af november. Samtidigt med solen har gjort sit indtog, så har et af mine favoritbands også smidt en længe ventet skive på gaden: Dimmu Borgir med Eonian.

Efter syv lange år uden en plade så har mine forventninger være skruet helt op, og de blev ikke mindre af, at der mere end en måned før udgivelsesdatoen blev smidt en video op med nummeret “Interdimensional Summit“, som ved første lyt øgede forventningens glæde.

Desværre har mine forventninger nok været alt for høje, for det er lidt en ”Nåå… var det, så det” -følelse jeg sad og stadig sidder tilbage med efter mange gennemlytninger. Misforstå mig ikke, der er nogle ganske glimrende numre på Eonian, men alt for meget korsang på. Koret virker skidegodt på Forces of the Northern Night-liveshowet, som var fedt. Men på denne udgivelse tager det overhånd, og det er lidt synd, da det stjæler for meget af fokus på selve riffingen.

Vi ved jo alle, at Dimmu Borgir ikke er TRVE black, men symfonisk som ind i helvede, og derfor kan jeg ikke forstå den evindelige diskussion om hvorvidt, at deres skiver er overproducerede. Denne produktion er klinisk, og det er udført med en kirurgs præcision, som Dimmu Borgir skal være. Man kan høre, hvad der foregår, ikke som når de rigtige ”skraldespandsblack- bands” udgiver et eller andet mudder, hvor man oftest skal gætte sig frem til, hvad der bliver spillet og sunget.

Når alt kommer til alt, så er det jo hver sin smag, og vi har hver vores favoritter både blandt artister og også artisternes udgivelser og enkelte numre. Eonian bliver aldrig min favorit med Dimmu Borgir, og jeg kommer nok heller ikke til at finde mange numre på den, som ville finde vej til en af mine playlister.

Nu er det jo min mening, jeg prøver at tvinge ned over hovedet på jer læsere, og jeg synes Enonian er lidt rodet på sangskrivningsfronten. Et nummer som “Lightbringer“, er for mig en hybrid mellem det senere Satyricon og det tidlige Dimmu Borgir, hvilket jeg ikke rigtigt kan se en sammenhæng i. Dette album kan godt lyde lidt som en uforløst toer, selvom vi taler om en af mange udgivelser… men det kunne være Abrahadabra 2.

Da det hele ikke skal virke alt for negativt, uden at det egentligt er det, da det for mig er et album på det jævne, så vil jeg da lige slå på tromme for et par af skivens stemningsfyldte skæringer, som “I Am Sovereign“, det supermelodiske “Alpha Aeon Omega” og ikke mindst det instrumentale afslutningsnummer, “Rite of Passage“.

Bornholm Over and Out!

Her er der mulighed for at lytte til nummeret “Council of Wolves and Snakes“:

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier