Anmeldelse af: Heaven Shall Burn + Trivium m.fl. Amager Bio, Kbh. 27. januar 2023.
Nogle gange peaker en koncertaften bare før tid – og det var tilfældet denne sidste weekend i januar i 2023.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Det var lidt en semi-mærkværdig sammensætning af en koncertplakat, der mødte øjnene, når man trådte ind i den forhenværende amagerkanske bio: Heaven Shall Burn, Trivium, Obituary samt Malevolence.
Folk øffede allerede over, hvad legenderne Obituary skulle sammen med de “dødssyge bands”, men Trivium-fans var mødt talstærkt op, og jeg mødte sågar folk, der hovedsageligt var kommet for at se Heaven Shall Burn – en af disse fanskarer endte med at få den største fest.
Malevolence
Det var egentlig mere i mit ærinde som anmelder denne aften, der gjorde, at jeg dukkede tids nok op for at se opvarmningen fra England: Malevolence, og, manner, hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det!
Egentlig har bandet en del år på bag og en række fuldlængde udgivelser bag dem, men det var først, da jeg kom hjem samme aften/nat, at jeg opdagede, at jeg havde stødt på dem før på afspilleren.
Bandet er lidt svært at sætte i bås, men omdrejningspunktet er hardcore, men der er også en god portion metalcore over det, så sniger der sig noget melodød ind ved særlige passager, og endelig er det hele kogt sammen som groove metal.
Og, hold kæft, hvor det holder!
Jeg har altså set mange opvarmningsbands på starten af en lang koncertaften, der endte med at falde helt til jorden over dårlig lyd, ringe fremmøde eller mangel på sceneerfaring, men intet af dette gjorde sig gældende her, for alt spillede perfekt.
Pludselig var salen næsten fyldt op, og den velkendte symbiotiske stemning mellem band og publikum, som skal mærkes, opstod.
Jeg var blæst bagover og kan ikke vente med at se dem til Copenhell til sommer – en opfordring hermed givet videre til alle jer andre!
Obituary
(Efter du har læst dette afsnit, behøver du ikke belære mig om dette bands betydning for dødsmetallen, den kender jeg skam godt.)
Se, nu kunne det så være, at det var fordi, det var svært at komme efter den magtdemonstration af en opvarmning, som Malevolence lige havde serveret, eller at amerikanerne i Obituary bare ville køre den hjem på legendestatus, men det deres performance stak på ingen måde ud – faktisk langt fra.
John Tardy på mikrofon(holder) lignede mere en, der skulle bruge ditto til at holde sig opretstående end for at ville bruge denne til performance. De andre medlemmer kiggede forvirrede rundt på hinanden for at ramme hinanden samtidig i sangene – lød det som.
For jeg er faktisk ikke sikker på, om de samme sange blev gentaget; og det siger jeg ikke ud fra den kedelige devise om: “Nøj, dødsmetal lyder også bare ens!”
Nej, jeg kunne oprigtigt ikke skelne numrene fra hinanden. Lydbilledet var trukket markant tilbage og for kompakt til, at detaljer kunne stå frem for sig.
Og jeg HAR set Obituary før.
Der blev annonceret en ny sang fra scenen fra deres seneste anmelderroste skive, Dying of Everything. Det kan du sagtens bilde mig ind, det kunne have været “Lille Peter Edderkop” i speed-version; jeg kunne ikke høre den anderledes fra resten.
Men når bandmedlemmerne endelig fandt hinanden, lod de til auditivt at tilfredsstille de fans, der var kommet for at se dem – men om de var med på et afbud eller ej, så passede legenderne dårligt ind denne aften.
Trivium
Apropos at være lidt gammeldagsorienteret, så har jeg det på samme måde med Trivium, fordi jeg har fulgt dem så længe. Pladen Ascendancy var en genistreg og en af de bedste metalplader i nyere optik efter min mening.
Sidenhen gik der skønsang(!) i den, angiveligt fordi bandboss, vokalist og guitarist, Matt Heafy, endelig lærte at synge.
Bagefter begyndte de at gå Metallica i bedene, og så var de i min optik en udvandet kopi af alle de andre bands såsom Avenged Sevenfold med flere, der gerne ville med på den populistiske vogn.
Men de genfandt sig selv og har serveret nogle mere eller mindre gode skiver siden deres fødsel som band – men de havde tabt mig som (stor) fan ud fra formuleringen: “Det er ikke jer, gutter, vi har bare bevæget os i hver vores retning”.
Derfor vidste jeg ikke, om jeg var ovenud spændt for at se nogle gamle helte, eller om jeg skulle trækkes igennem et minefelt af ukendte sange og lidt for lalleglade fans uden smag for de “gode” sange.
Mine bange anelser blev gjort til skamme. Selvom jeg ikke kendte så mange af de nye sange, havde jeg allerede lyst til at synge med, når de kom (nogle sange er bare skabt til at blive spillet live). Trivium har sgu et højt bundniveau. Og der var altid en enklave i salen, der jublede, uanset hvilken sang der blev annonceret fra scenen.
Men deres lyd og deres showmanship: Det hele spiller bare perfekt, og det engagerer publikum og inddrager til en fest, som en lørdag aften skal have.
Jeg tog mig selv i at trille en tåre over, hvor godt det faktisk var, og jeg tog da lige en tur ind i pitten, som min krop stadig den dag i dag hader mig for.
Heaven Shall Burn
Jeg lader mig forstå, at dette var en co-headliner-tour, hvorfor hhv. Trivium og tyske Heaven Shall Burn skiftede til at lukke aftenerne af – efter min optik havde DK så trukket nitten.
Forstå mig ret: Tyskerne her er et eminent band! De spiller den gode metalcore, og jeg har fulgt dem cirka lige så længe som Trivium – men tysken har bare ikke fanget mig lige så meget, som amerikanerne har.
Og ligesom når man sætter Malevolence i skærende kontrast til Obituary, så sker der også bare noget, når man skal se Heaven Shall Burn lige efter Trivium: Lyset er mindre bemærkelsesværdigt, der er ikke lige så meget scenepynt, og lyden var ikke lige så skarp.
Enkeltstående havde denne koncert nok imponeret mig meget mere, men bandet manglede så sandelig noget performance, når de skal komme efter toptunede Trivium.
Forstå mig ret (igen): Heaven Shall Burn spillede godt, men man kunne mærke og se på publikum, at det hele havde toppet, og salen var da også mindre fyldt under dette “hovednavn”.
Derfor blev denne afslutningskoncert lidt som en natmad end den egentlig hovedret, man havde forestillet sig: Det smagte godt, men det var intet at sammenligne med – eller så mindeværdigt – som det store hovedmåltid.
Her er flere billeder fra koncerterne denne aften, taget af Anders Groos Mikkelsen:
