Anmeldelse af A Colossal Kind of X-Mas, d. 13.12.25 på Hotel Cecil
Med fokus på fordybelse og intensitet var lørdagen en fuldendt tankefuld aften.
Foto: Ronja M. Persson
Som vi tæller dagene, besøger jeg spillestederne i KBH for sidste gang i år. Hotel Cecil har i 2025 givet mig mulighed for sammen med denne redaktion at skrive om H.E.R.O., Macabre, 3 Inches of Blood og Defecto. Nu har A Colossal Weekend-festivalen sammensat en julepakke for os af metal, der presser rammerne for genren.
Salver
Jeg har ikke før stiftet bekendtskab med københavnerne i post-punkbandet, men deres navn har da floreret i miljøet her og der. Vi har da også her på siden givet deres debutalbum, salver dig (2025) et par ord med på vejen. Med en truende brummende lyd fra instrumenterne går bandet på og åbner med “Ildhegn”. Spoken word blandet med en råbende og brølende vokal fra Aske Frederiksen skaber en følelse af indestængt vrede og som koncerten skrider frem med “Spændet”, “Allerinderst”, “Jeg Ved Ikke Hvor Jeg Skal Hen” og “Skjul” går forsangeren mere og mere i bersærkergang. Han slår om sig, stamper i gulvet og er også en tur ude blandt publikum badet i lilla strobelys. Deres trommeslager fortjener også et par ord med på vejen for sin indlevelse samt præcise og intense arbejde
De danske tekster vidner om en indre kamp med selvværd, angst, smerte og forvirring over at eksistere. Frustrationerne tager form som en dosis eksplosiv humanisme, der konfronterer de umulige og uforståelige problemer i livet og den galskab, der tit følger med. Midt i strejfene af hardcore findes der til gengæld melodier der sætter et mere følsomt ansigt på de hårde budskaber i betonlarmen. Man bliver helt trist og når kunst kan sætte disse følelser i gang, så er det der, at det er smukkest og mest vitalt.
Deres guitarist og backing vokalist holder en politisk brandtale om at sige fra over for korrupte ordensmagter rundt omkring i verden, der går amok på demonstranter, der kæmper for et bedre i morgen. Der råbes “fuck facismen” og der kaldes på støtte til Gaza. Danmarks fortsatte insisteren på at stå på den forkerte side af historien, fordømmes og udstilles. Der er en agenda og noget på hjertet hos Salver og at blive fan af et band med klare holdninger og behovet for at sætte grænser gør ofte dedikationen hos deres lyttere endnu større. Særligt som planeten ser ud anno 2025.
Lyden er desværre ret rodet og jeg tror ikke at jeg får det hele med i aften. Det er nærmest overvældende at stå i drænende affekt til “Fjern Dine Hænder Fra Min Hals” (hvor Skt. Delarge laver gæstevokal, “Knus”, “Skinsyge Befrier” og “Hjemad”. Den til tider snøvlede sang, noise-elementerne og de vrede guitarer, der river i mine ører kalder på handling. Men det kræver også et klart lydbillede for at have mulighederne for at rumme den anspændte og til tider fortabte verden hos bandet.
Det var ikke de forhold jeg blev forkælet med i aften. Min appetit er dog stor efter at opleve det her igen og fordybe mig endnu mere i de smukke glasskår fra livets gang sammen med Salver. Et show hvor gæsterne også var lidt mere aktive kunne have været et plus. Alligevel kunne aftenen kunne ikke være startet mere positivt og nærværende som “Nødopkald Fra En Gammel Ven” afslutter koncerten.
Morild
I 2019 så jeg blackgaze metalbandet for første gang sammen med Afsky. Det skulle blive 2022 før jeg oplevede gruppen igen på selvsamme spillested jeg står i nu som opvarmning for Imperial Triumphant. Jeg var meget træt efter flere dages arbejde + musik, så jeg ankom dengang lige til at se de sidste par numre. En skam. Morild er ikke de mest aktive på den danske metalscene. Hverken på udgivelsesfronten eller med liveshows. Siden debutalbummet Så Kom Mørket (2019), ja jeg vælger den forkortede version her, er der ikke udkommet noget nyt musik, men i september udgav de ud af det blå Disse Fugle Får Ingen At Se (2025).
Det var for mig en klar opgradering fra den første skive og strøg ind som en af mine personlige bedste danske metal albums i dette herrens år. Nu skal de nye numre testes live. Bandet er klædt i deres selvlysende blå maling og det giver musikerne en aura af transcenderende banshees. Røgen er tyk og fylder hele scenen og dækker Morild bag et tykt gråt tæppe. Blå, lilla, røde og gule lasere skærer igennem tågen i det alarmerende tågelandskab, vi har forvildet os ud i. Strobelysene blinker vildt nede ved gulvet op på musikerne.
Det er meget at holde styr på hos Morild, deres sange er lange og der sker adskillige temposkift, der fremmanes rystende betagende harmonier og det hele i et sådant tempo at det er et angreb på sanserne i en sværm af dramatisk rørende uro. Dette ville i hvert fald 100% have været tilfældet hvis ikke lyden atter skulle vise sig fra sin distraherende side. Mikrofonen til Tue Krebs Roikjers virker ikke og selv om der er to stagehands henne for at prøve at fikse problemet så sker der ikke noget. Ergo er deres sanger/guitarist nødt til at bruge backingvokal mikrofonen. Så hans stemme fremgår i en afdæmpet version i alt for lang tid.
Den uheldige teknik bryder desværre den tunge filosoferende illusion som man ellers glædeligt overgiver sig til når man ser Morild og det hylder forståeligt nok bandet lidt ud af den til at starte med. Der er skruet meget højt op for det hele. Det plejer at kunne forstørre metal på den gode måde, men det er svært at finde sig til rette i og hvile rigtigt i den detalje rigdom vi bliver præsenteret for. Hele den nye plade bliver spillet og da lyden retter sig lidt til og mikrofonen endelig kommer på rette kurs, er det tid til for alvor at få en klump i halsen til “1000 Kroppe” og “Disse Fugle Får Ingen At Se”.
For det er på mange måder en helt spirituel rejse at være vidne til så kompromisløs musik. Lige dele deprimerende og goldt såvel som melankolsk opløftende når de stille stunder giver én plads til at trække vejret og mærke gåsehuden rejse sig. Særligt inklusionen af korsanger Elisabeth Vik og Villads Hoffmann på citar giver numrene en eftertænksomhed og en dimension af fred.
Det er så kraftfuldt at jeg går ind i min egen mentale puppe for at absorbere de turbulente, skrigende ofringer. Til en koncert med Morild står man ansigt til ansigt med afkrogene af ens egen psyke og man bliver både bange, betaget og forbandet over hvad man ser og hører.
Alkymist
Min første koncert med Peter Bjørneg (vokal), Stefan Krey (guitar), Kaspar Luke (bas) og Philip Morthorst (trommer) var i Næstved i 2019 sammen med Rising og Artillery. Det blev til to shows med doom metalbandet i Pumpehuset i 2020 som support for Solbrud. I 2021 var det i Den Grå Hal med VOLA og Bersærk + til Indiciplinarian Fest 2024. I år har jeg set Alkymist på Forbrændingen med Grava og Dying Hydra samt til Copenhagen Metal Fest. Jeg er vist fan må konklusionen være.
Vi skal ind i de mest mørke plagede rum med “Light of A Lost Star” og “Digging A Grave” fra UnnDerr (2024) og “Myling” fra Alkymist (2018). Det er ondt, tung, langsomt og gennemarbejdet med depressionens altopslugende gysende tilgang. Jeg er af den overbevisning at det nyere materiale er det bedste nogensinde fra bandet. Det er langt mere varieret og tempoet sættes ofte op i en omskiftelig rå, atmosfærisk og anspændt forløsning på vej mod fortabelsen. Særligt Luke har en fornem plads i mikset, så hans rytmer kan lede os til tærsklen for tungsindig meditation. Jeg lukker øjnene.
Midt i dette transformative mentale fængsel viser Alkymist, at muligvis er deres musik ofte indelukket, men der snakkes om verdens rædsler på en inkluderende måde, der alligevel inviterer os indenfor for at forstå. Således bliver der dedikeret musik til Claus Vedel (1967-2025) en af stifterne af Konkhra. Der fortælles en historie om hvordan han og Bjørneg var i Sverige sammen. Vi føler nu et unikt sammenhold i den katatoniske galakse, vi befinder os i der gør de dunkle numre mere menneskelige og relaterbare. Vi når nye slæbende, groovy dybder med “Fire In My Eyes”, “Ghost”, “My Sick Part” og den afsluttende “The Scent” i rødt og blåt lys med en anden og anderledes forståelse.
Hvæsende, growlende og hviskende blev vi hevet igennem savn, tab og død, men før man kan se lyset, må man besejre mørket og gruppen viser os deres egen måde at navigere i tragedierne på. Paradoksalt, måske? Men Alkymist er en af den slags bands hvor ikke alt er som det ser ud eller lyder.
Skt. DeLarge
Der er en hel del, der vælger at tage hjem efter Alkymist. Det har måske noget at gøre med at næste musikalske indslag falder lidt uden for traditionel metalkategori. “Skal man slås, danse eller bolle til det der” spørger en gæst ude på gaden. Når man tænker på Skt. DeLarge der gør sig i digital hardcore, noise og alternativ rap så er det måske ikke det mest ulogikse spørgsmål at stille. Det forlyder at det her skulle have åbnet arrangementet, men det blev rykket da det kunne være en mere glidende overgang til den natklub, som Hotel Cecil kører i weekenden.
Hvorom alting er, så kommer hovedpersonen ind flankeret af en trommeslager + en DJ ved mikserpulten til at levere de elektroniske stykker. Der rappes i et virkelig fedt flow og de mange beats lander målrettet og med stor drivkraft. Skt. DeLarge leverer også et par dybe growls nu og da og nogle gutturale “urgh” lyde. På scenen går han rundt, sidder på hug, hopper og løber frem og tilbage imens sangeren spytter sin poesi ud. Han er som besat.
Det kommer nok bag på flere, også denne anmelder, hvor godt det her fungerer live. Selv med hun tre mennesker på scenen formår Skt. DeLarge at piske en stemning op hvor aftenens første pit opstår. Det er som krigstrommer hvor flere og flere befinder sig i en ekstase hvor de danser og hopper til de industrielle numres dronende rave hypnose. Numrene kredser om pulserende traumer og den store vrede i livet omkring svigt og lignende afsavn. Det er som vers om en psykisk hudsult.
Men det er også protestmusik om politiske uretfærdigheder og menneskers ondskab og intolerance overfor hinanden. Der snakkes om forargelsen over J.K. Rowling (ikke nævnt ved navn, men det er stadig tydeligt) der nægter at anerkende transpersoner, og musikken dedikeres til alle, der identificerer sig som kvinder eller mænd enten biologisk eller mentalt. Nå ja, og så bliver vi opfordret til at droppe Spotify pga blandt andet deres grådighed og AI får også ørerne i maskinen.
Man skal slås for medmenneskeligheden og folk på gulvet når en manisk tilstand hvor den gale/geniale miks af genrer munder ud i en voldsom koncert, ingen herinde så komme. Metalfans kan nemlig godt være lidt konservative og vrænge næse af andet musik. Men Skt. DeLarge har en spydighed og et ønske om oprør, der kan sidestilles med den tunge tråd. Det er beskidt i sit krav om plads til alle eksistenser og i sin afsky over for undertrykkelse.
Vokalisten tager en runde ud blandt publikum og er helt oppe i ansigtet på gæsterne og inde i pitten. Da bandet forlader scenen med en sidste rå udgydelse, føler man sig nærmest besudlet af de grusomheder der er blevet råbt om, men man har også fået et større incitament til at gøre noget ved det. Det var lørdagens store overraskelse og jeg glæder mig helt vildt meget til at se Skt. DeLarge varme op for John Cxnner i Pumpehuset til februar næste år.
