Anmeldelser/reportage fra Næstved Metalfest 2025 Dag 2, d. 29.08.25
Denne fredag lovede et bedre vejr end gårsdagens flodbølge, der havde sendt flere hjem før tid. Jeg trak i min Black Veil Brides-vest og trillede af sted fast besluttet på at se nyt + velkendt musik.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Trold: Slagmarken kl. 13:30
Dannet i Randers i 2019 sparkede folk metal-bandet med store behårede fabelfødder døren ind til den danske metalscene med en bunke succesfulde singler og debutalbummet Der Var Engang… (2023). Mit første møde med dem var på Viborg Metal Festival 2022 og det var slet ikke en skidt start. Inden jeg dog blev rigtig fan, stoppedeidyllen dog hos gruppen.
Alt var ikke fryd og gammen, og under stor ståhej fra begge sider blev sanger Astòr Palsson smidt ud af bandet. Grunden til at jeg nævner denne efterhånden kendte fortælling er, at det stadig er et valg der splitter fansene til den dag i dag. Også her på kasernen. Foretrak man Palssons mere drilske og levende black metalvokal, eller er man modtagelig for den mørkere fortællerstemme som Allan Madsen leverer den dag i dag?
Hvor end man lander i denne debat så udgav Trold I Skovens Rige (2025) som jeg har skamlyttet og deres koncert på dette års Copenhell gjorde kun at jeg glædede mig til endnu en svingom med Jesper Myrup (leadguitar), Christian Christiansen (rytmeguitar), Mathias Boe Lindgren (bas) og Frederik Weile (trommer).
Et kæmpe banner bagved og to mindre i siderne forestiller gruppens logo samt deres univers, med dertilhørende sagnvæsner og fortryllede skove. Mikrofonstativet er ligefrem formet som en stor gren, ja man er ikke i tvivl om hvor vi skal hen. Der er flere, mindre børn, der er mødt tidligt op med forældrene og det giver en fornemmelse af at dette i sandhed bliver en kommende fest for alle aldre. En af de små får endda en stol at stå på, så han kan se over hegnet oppe foran.
Introen “I Skovens Rige” oplæst af Lars Thiesgaard spiller ud af højtalerne og ind kommer Trold i laser og snavs som vi kender dem. “Med Høtyv og Fakkel” + “Tusind År I Dvale” (i dag uden Esben “Esse” Hansen) er gode til en solid eftermiddags svingom. Særligt for de mere tømmermænds ramte dele af publikum. Der er fælles klap og der smiles til gæsterne imens “HEY!” råbene tager til.
For trold er ikke noget dunkelt og uhyggeligt dyr. Det er bare om at finde sin luft-fløjte frem og komme i gang med at bevæge sig. Mig og mine venner laver en druk-konkurrence, hvor vi tager en tår hver gang Lindgren rækker tunge, spas er der nok af.
Dog kan musikerne mere end at skrive hoppe viser og “Mod Den Endeløse Skov” er en smuk påmindelse om dem vi har mistet. Det er i min bog det bedste folk metal nummer der nogensinde er skrevet herhjemme så episk og emotionelt som det tager sig ud. Vi vifter med armene hver og en.
Der leges med harmonika og mandolin og løjer skal der til igen, så under “En Kiste Fuld Af Minder” kommer den famøse ro manøvre fra publikum. Hvad end man mener om dette fjollede stunt, så kan man ikke komme udenom at det passer til lige præcis denne her slags musik.
Der danses rundt i cirkler og det er svært ikke at være med på skæg og ballade. “Sensommerbålet” har ikke René Pedersen fra Mercenary med på gæstevokal denne fredag, men det stopper ikke nummeret fra at være en stor sing-along. Særligt når gildet ude på pladsen er så tændt så tidligt.
Trold er en stor fornøjelse at se hver gang og selv om der manglede det lidt større sceneshow og armbevægelser de havde på Refshaleøen, så lavede de et brag i Næstved som få ville have kunnet som første artist og hermed var dag 2 skudt i gang med manér.
Destinity: Slagmarken kl. 14:45
Nu til noget helt andet: Melodic death metal. En gammel favoritgenre hos mig, da bands som Scar Symmetry, At the Gates, Disarmonia Mundi, In Flames, Dark Tranquillity og Soilwork var med til at forme min musiksmag i de tidlige år.
Destinity har eksisteret siden 1996 og i disse dage består line-uppet af Morteüs (keyboards), Zephiros (rytmeguitar), Mick (vokal), Seb V.S. (leadguitar), Dave (bas) og Zaimar (trommer). Bandet har udgivet hele 10 albums, hvor Ascension (2025) er det seneste.
Mick har en hæs growl, der som sådan ikke gør meget væsen af sig. Hans stemme bliver faktisk lidt kedelig at høre på i længden. “A Scent of Scorn” og “Black Sun Rising” fra Resolve In Crimson (2012) samt “Final Fiction” fra Ascension (2025) lyder som det skal, men det er også ret middelmådigt.
Der kommer som sådan aldrig et hook jeg rigtig føler mig revet med af. Jo, Destinity spiller efter reglerne, men de mangler både at udfordrer sig selv samt at ramme de traditioner bedre, som gjorde denne undergenre så stor back then. Noget ren vokal ville have hjulpet meget i forhold til noget afvekslende arbejde på sangfronten.
En enkelt fyr bliver båret i stolen fra Trold-showet, men udover dette så oplever jeg ikke at mange bevæger sig til denne koncert. Jo, der klappes høfligt og løftes horn. Jeg nikker endda selv lidt når der grooves hårdt, men en runde gennemsnitlig melo-død der lyder for meget af 00’erne, er ikke vildt spændende at lytte til anno 2025. Der skal mere til, men fint forsøgt af franskmændene. En pause skal det vel også være til mellem snapsene.
Saturnus: Slagmarken kl. 16:20
Danmarks mest legendariske doom metalband. Så kan det vist ikke siges tydeligere. Sidst jeg så gruppen på Hotel Cecil, kvitterede jeg igen med topkarakter. Det skal dog blive den største open air-scene jeg nogensinde har set Brian Hansen (bas), Thomas A.G. Jensen (vokal), Henrik Glass (trommer), Mika Filborne (keyboard), Indee Rehal-Sagoo (leadguitar) og Julio Fernandez (rytmeguitar) på.
Det kan nu ses at der er mødt flere op i dag. Pladsen er langt mere fyldt og da der åbnes med “The Storm Within” fra mesterværket The Storm Within (2023), så er det atter en smuk oplevelse at lytte til det drømmende keyboard, de mesterlige guitar harmonier og soloer som kun Saturnus kan skrive dem. Vokalen skal dog lige skrues en del op i starten og lidt feedback driller guitaren.
Man lukker øjnene og lader sig hypnotisere af “Empty Handed” fra Martyre (2000) og lader sig opsluge af “Embraced By Darkness” fra Veronica Decides To Die (2006). Jensens dybe growl er karismatisk som altid og lige så hans spoken word. Selv om det er alvorlig musik, så jokes der flittigt på scenen medlemmer imellem, og det giver en hyggelig stemning. Der synkonheadbanges ofte i store bevægelser og til “A Father’s Providence” fra Saturn In Ascension (2012) er atmosfæren til at tage og føle på. Tung og emotionel.
Når alt dette er sagt, så vil jeg nok altid foretrække Saturnus i et lukket lokale, hvor man kan nyde alle detaljerne bedre. Der går lidt sensitive noder tabt i den frie luft.
Men bølgerne går langsomt og som de skal selvom solen skinner til doom metal. Et scenarie der bemærkes smilende af bandet. Det er alt for hurtige 50 minutter da “Christ Goodbye” fra Paradise Belongs To You (1997) lukker og slukker.
Atter en succesfuld oplevelse, der dog ikke når tidligere bedrifter. Derfor er det stadig en af de bedste doom koncerter jeg har set i år.
Der er højlydt larm fra biergarden og det gode vejr holder. Populariteten af Næstved Metal Fest kan mærkes, når der næsten skåles fra den ene ende af pladsen til den anden. Der er ingen sure miner og promillen stiger uden ubehagelige episoder. Der hilses og krammes over det hele og øllet skænkes i stride strømme. Netop lidt alkohol passer godt til næste kunstner.
Grave Digger: Slagmarken kl. 18:30
Siden 1980 har tyskerne her været en institution af klassisk heavy metal, power metal og speed metal. Jeg har desværre gjort en skidt dyd ud af at misse dem på Wacken Open Air i årevis. Det skal der rettes op på, og jeg finder frem foran til højre for at se Chris Boltendahl (vokal), Jens Becker (bas), Marcus Kniep (trommer) og Tobias Kersting (guitar).
Boltendahl har en hæs, sej skærebrænderstemme, der passer som sværd i en fjende på slagmarken til materiale som “Kingdom of Skulls” fra Bone Collector (2025), “Valhalla” fra Rheingold (2003) og “Excalibur” fra Excalibur (1999).
Du ved 100% hvad du får med Grave Digger: Sword & sorcery tekster, masser af guitar blær og salmer om heavy @%&# metal. Det er simpelt og forbandet effektivt. De har ikke været i Danmark siden 2013, siges der fra scenen, og at dømme ud fra de mange glade ansigter, har de været savnet.
Boltendahl forstår sit publikum og er en mester til grinende at lokke flere “HEY!” råb og “whooa” sang ud af os gang på gang. Selvom numrene kan blive ret ensformige, så keder man sig aldrig med Grave Digger. De er så dedikerede til deres formel, at man omfavner alle de klicheer der følger med. “Back To the Roots” fra deres Symphony of Death EP (1994) er nærmest en parodi i sig selv, men så catchy at man på ingen måde kan hade nummeret, men må synge med på “watch out, we’re back-back to the roots, heavy metal rules, we’re back-back to the roots, heavy metal rules”. Totalt oversimplificeret, men leveret med så meget charme, at jeg står med et kæmpe smil. Ja, 45 år i tjenesten lader sig tydeligvis ikke fornægte på hovedscenen.
Der tyndes lidt ud foran, men tyskerne kører den i mål intet desto mindre og får gentagne gange hevet et bifald ud af os, der må have kunnet høres i hele Næstved. Kom snart igen.
Aurora: Bastionen kl. 19:35
Vi skal tilbage til 1994 for at finde rødderne for dette genopståede kultband. Der er løbet meget vand under åen, siden de dage da den danske scene havde vokseværk med nu glemte artister som disse.
Det blev til 3 albums Eos (1998), Devotion (2000) og Dead Electric Nightmares (2002) + en EP Sadiam (1999) for Aurora. Det er derfor lidt af en begivenhed for kendere at Allan Iversen (guitar), Morten Gade Sørensen (trommer), Kim Egebjerg Frandsen (vokal), Carsten Terp (bas) og Thomas Broberg (guitar) står her i aften.
Vi er ude i en afart af goth og doom. Der er både ren vokal og råb. Der eksisterer mange fascinerende detaljer hos Aurora. En smuk vrede der også besidder en indlevelse der kommer ud over scenen, selvom bandet ikke bevæger sig meget. Det her er musik, der drager én ind i de mange betagende omkvæd og de brillante soloer. Særligt den nye “Story of My Life” trækker paralleller til lige præcis den melankolske metal, som jeg holder mest af. Det har sin egen sceniske sjæl.
Med følelserne uden på tøjet tager Aurora os på en rejse, hvor man ofte ikke kan gøre andet end at stå og lytte fascineret til de stemningsfulde og bedrøvede numre, der får hårene i nakken til at rejse sig. Jeg tager mig selv i at tænke “hvor har i været hele mit liv”, for bands der omfavner skygge siderne med denne her form for forståelse, er der for få af herhjemme. Det skulle da lige være Natjager og Saturnus.
Den ru-røst fra Frandsen suppleres ved at han smilende og lettere fjollet introducerer numrene. Når musikken spiller, er man i en dimension hvor man kan få frit løb for sine tunge tanker. Desværre kan lyden godt fremstå som en anelse rodet, men der er også meget at holde styr på her. At se bandet i et venue under mere ideelle forhold er hermed et nyt mål for mig. Magi som det her er sjældent. Aurora fremstår levende og velovervejede, og at de er tilbage på scenen er en gave for de af os (som undertegnede) der var for unge da bandet startede.
Der var langtfra proppet, men de af os der var her fik en af de mere unikke oplevelser på Næstved Metal Festival, og alle andre gik glip af noget større og mere dynamisk end de kunne have forestillet sig.
Aurora er mit nye danske favoritband!
Napalm Death: Slagmarken kl. 20:30
Man kan ikke komme uden om de legendariske briter, når der snakkes ekstrem metalhistorie. Siden 1981 har de skrevet den ene skelsættende plade efter den anden, og anno 2025 sætter de stadig standarden. De har lagt grundstenene sammen med bands som Repulsion, Terrorizer, Carcass, Brutal Truth og Nasum for grindcore. Se endelig dokumentarfilmen Slave To the Grind (2018) hvis i vil lære mere.
Mit sidste show med Napalm Death var på Metal Magic Festival sidste år. Der havde jeg nok fået lige nok øl inden da, så jeg skylder både mig selv og bandet en revanche.
Barney Greenway er en af de mest karismatiske frontmænd i hele verden. Han kaster sig rundt som en spastisk kludedukke med arme, og ben hvirvlende omkring sig løbende frem og tilbage. Iført sin røde t-shirt med hvidt peacetegn, er han ustoppelig og utilregnelig, imens han brøler sig umenneskeligt igennem “Multinational Corporations Part II”, “Silence Is Deafening”, “Lowpoint” og “Vision Conquest”.
Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har set en moshpit eksploderer i sådan uhæmmet vildskab. Fra allerførste pip fra Napalm Death begynder en malstrøm af kroppe af kaste sig frygtløst imod hinanden. Det er galskab på et hidtil uset plan, og denne gale storm stopper ikke på noget tidspunkt. Om det er wall of death, hardcore dancing eller crowdsurfing så har fansene foran scenen et psykisk bånd hvor de alle er høje på den samme eufori. Alt sammen uden nogen form for opfordring fra bandet. De lader gæsterne styre denne del af showet.
“We are an unapologetic noise band from England” siger Greenway, og med vanlig tør sort humor, guider han os videre til “Twist the Knife (Slowly)” fra Fear, Emptiness, Despair (1994), “Resentment Always Simmers” fra Resentment Is Always Seismic – A Final Throw of Throes (2022), “Narcoleptic” fra Order of the Leech (2002) og “When All Is Said and Done” fra Smear Campaign (2006).
Vi kommer altså godt og grundigt rundt i den omfattende diskografi, og Napalm Death understreger med eftertrykkeligt kaos, at der ikke findes nogen på deres niveau. Barney er ganske vist et omvandrende grumt spektakel, men ideologien bag bandet er og har alle dage været et humanitært budskab. Når forsangeren siger at “Love and peace is the only way forward” og taler for kvinders rettigheder og diverse køn, så er det ikke gjort på en prætentiøs måde eller for at prædike over for os. Det er sagt med et autentisk og ærligt ønske om, at vi kan acceptere hinanden og leve i harmoni. Det er denne kærlige udtalte agenda, der gør grindcore-fædrene til så meget mere end mange andre. De tager politiske standpunkter og gør musikken til en faktor i deres ønske om en bedre verden.
Danny Herrera (trommer) er en præcisions maskine på “Amoral”, “The World Keeps Turning” og “Retreat To Nowhere”. Shane Embury er ikke med på bas i aften, men gruppen hagler stadig sveden af sig selv og publikum. Ingen kan sige, at billetten ikke var alle pengene værd. Det er de her aftener, hvor koncerter bliver til mere end “engang vi tonsede rundt”.
Det bliver et magisk øjeblik vi alle kollektivt aldrig glemmer og da “Scum”, “Prison Without Walls”, “You Suffer”, “Nazi Punks Fuck Off” (Dead Kennedys cover) og “Unchallenged Hate” ringer ud så må Napalm Deaths show stå tilbage som en af de bedste i fesitvalens historie. Et, der bliver svært at overgå.
Når musik kan forene os i en sådan grad, at det hele går op i en højere enhed af forløsning og forståelse, så er der ikke en større oplevelse i vores kultur.
Atter må jeg gå lidt tidligt, da jeg nu har lært tog planen + der er lige for proppet til Strychnos med lang kø for at komme ind i Bastionen. Om jeg er der hele lørdagen kommer an på et par ting, men det lader jeg være fremtidige Gabriels problem. Tag for en vild dag 2, Næstved!
Fotos er taget af Joachim Vilholm Vilstrup, også med billeder af Red Warsawa
