Anmeldelse af: Tenacious D. og Crusade. Royal Arena, Kbh. 01. maj. 2024.

… spillede et band, der ikke kan huske verdens bedste sang, men har skrevet noget meget tæt på.

Foto: Amanda Gaarsdal

Crusade

Aftenens opvarmning bestod af duoen Crusade. Eftersom aftenens hovednavn, Tenacious D, startede netop som en duo, kunne man tænke, at det nok kunne give meget god mening at have en duo med som opvarmning. Men dog ikke til en arenakoncert. Ingen tvivl om, at Crusade gjorde, hvad de kunne, men deres old school heavy metal/blues rock kom bare aldrig meget længere udover scenen end til de to forreste rækker.

Lyden var ikke helt vildt god, specielt stortrommen rungede for meget til, at den rigtig kunne give en fornemmelse af rytme. Derudover så havde guitaristen gjort noget, der til at starte med kunne lyde som en ganske fin løsning: nemlig at spille guitaren igennem en FX-pedal, der gjorde, at de dybeste toner af det, han spillede, blev emuleret over til at lyde som om, en basguitar spillede med.

Dette gjorde desværre, at de til tider ganske uopfindsomme riffs ikke havde meget mere at byde på. Her kunne det virkelig have klædt bandet, at der var mulighed for et backing-track, hvor en separat bas kunne spille lidt harmonier og lege lidt mere.

Højdepunktet for koncerten med Crusade var uden tvivl, da Kyle Gass fra Tenacious D kom og sang en enkelt sang med dem. Dér vågnede publikum ret hurtigt op for så at miste koncentrationen ret brat efter igen.

Jeg håber på at kunne se Crusade i nogle mere intime rammer. De skal i hvert fald arbejde noget mere for at kunne passe til scener på størrelse med den i Royal Arena.

Tenacious D

Nu var klokken blevet 21:00, og nu var det endelig tid til noget, jeg har set frem til i mange år. Tenacious D skal spille deres awesome akustiskguitar-fokuserede og fjollede heavy metal. De kunne næppe have valgt et bedre nummer til at starte det hele af med end ”Kickapoo” – som også starter deres soundtrack til filmen “Tenacious D and the Pick of Destiny”. Inden længe var samtlige medlemmer af publikum i gang med at skråle med (inklusiv undertegnede).

For satan, hvor var det fedt at mærke, at man ikke var alene om at elske det her totalt gakkede og latterlige band. Herefter kom lige lidt nyere sange, men allerede som fjerde nummer kom ”Wonderboy” fra debuten stærkt efterfulgt af bandets nok største hit, ”Tribute”. Under nummeret rejste sig en stor oppustelig dæmon; sådan en. som Kyle Gass og Jack Black møder i sangen. Så kunne man så blive lidt bange for, om det skulle være her, koncerten peakede.

Både ‘ja’ og så alligevel ‘nej’. For Kyle Gass og Jack Blacks humør gjorde blot, at hele koncerten føltes så fandens underholdende, at man simpelthen ikke kunne have andet end en stor fest.
Her kan man virkelig snakke om showmanship og entertainment (på trods af, at noget af det føltes lidt indstuderet). Men med en masse gimmicks som Saxoboom (og nu, Megasaxoboom) at Kyle Gass lige forlader bandet i en halv sangs tid, og at en person kommer klædt ud som personificeringen af ”The Metal”, kan man ikke gøre andet end at grine af glæde over at elske den oplevelse, man får fra Tenacious D.

Lyden var i og for sig egentlig fin nok. Der var meget fokus på vokalen, hvilket nok er meget klogt med Tenacious D, da selve musikken ikke er det mest komplekse, men man er kommet for at synge med på teksterne (og grine lidt ad/med dem). En ting, der dog var helt igennem genialt, var noget, bandet havde gjort med deres scenetæppe. Som alle andre bands havde Tenacious D et bagtæppe med, hvor der var deres logo og lidt artwork. Genialiteten, de så havde lavet, var, at lade deres logo være udskåret med en rød kant rundt om. Så havde de nemlig sat endnu et tæppe op bag hele scenen, så når der var lys på dét tæppe, lyste det igennem logoet, og når der ikke var, var logoet mørklagt. Det gav en megafed effekt.

I Norge og Sverige havde de også givet nogle korte sange fra landene. I Norge fik de ”Take on Me” med a-ha, og i Sverige fik de en medley af ABBA-sange. Hvad fik vi så i Danmark? En meget kort og lidt halvhjertet version af Metallicas ”One”. Jovist, Lars Ulrich (trommeslager i Metallica) er da fra Danmark, men, for satan, hvor føltes det bare sløjt sammenlignet med Norge og Sverige.

Uanset dette var Tenacious D i Royal Arena 2024 ikke en koncert, jeg ville være foruden. Det var nøjagtigt lige så fjollet, som jeg havde håbet. Dog fik jeg heller aldrig den der kæmpe lykkerus; kun i små doser hist og her. Jeg håber lidt, at de eventuelt kan komme tilbage en dag med et sæt, der fokuserer mere på deres gamle materiale.

Jeg kan dog ikke nægte, at det her var dybt professionelt sat op, og at der nærmest ikke var en finger at sætte på det.

Derfor får Tenacious D næsten topkarakter.

Et galleri herunder fra Amanda Gaarsdal: