Anmeldelse af Kanonenfieber + Panzerfaust, d. 04.12.24 i Pumpehuset, Kbh.

Koncertåret 2024 lakker mod enden, og der er komplet udsolgt denne aften.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Tre dage med musik lå forude, og det hele skulle begynde i Pumpehuset på Die Urkatastrophe-2024-touren. På trods af at jeg kommer, lidt efter dørene er åbnet, så er der stadig kø til garderoben, men jeg kommer da helskindet igennem og får placeret mig foran scenen til opvarmningsbandet. 

Panzerfaust

Med rødder helt tilbage fra 2005 har canadierne udgivet seks albums, hvoraf det nyeste er The Suns of Perdition – Chapter IV: To Shadow Zion (2024), ja, sikke en mundfuld. Jeg har kendt til bandet i årevis, men jeg har aldrig tjekket dem ud hverken på plade eller live. Så det da med en vis spænding, at jeg skal se, hvad Brock Van Dijk (guitar, vokal), Goliath (vokal), Thomas Gervais (bas) og Alexander Kartashov (trommer) kan præstere.

Vi står i bælgragende mørke, og en bulderende lyd fylder salen, imens strobelyset blinker vildt. Over højtalerne høres en tysk brandtale, og en faretruende stemning tager sin form. Goliath stiller sig bagved trommerne, og iført to patronbælter krydset over bryster og med en mudret dødningemaske udgør han en skaldet, uhyggelig figur. Hele gruppen har en version af disse lig-ansigter, og vi starter i et tempo og en ondskab, som om at dommedag kommer slæbende som en uformelig kolos. 

Vi er i en afart af black metal, men elementer af death og doom finder også vej til dette misantropiske univers. Og håbløst, det må man sige, at det er, med de hæse skrig fra Dijk og brølene fra Goliath suges alt godhed væk og opløses i mørket på den bedst mulige måde. Midt i denne musikalske ødemark eksisterer dog melodier og flere temposkift. Vi bliver både hevet igennem sektioner med ren voldshastighed og små pauser, hvor vi kan trække vejret til stille, triste toner. 

Udstrålingen fra bandet er dog lidt speciel, det er mest Kartashov, der med fagter er i kontakt med publikum, hvor Goliath beholder sin meget stillestående positur igennem det meste af koncerten. Dette går alligevel godt i spænd med, hvad Panzerfaust er for en størrelse. Når guitaristen og forsangerens vokaler kombineres, er det som et imponerende kor fra helvede. Jeg er faktisk ret fanget under hele showet, og da bandet går af scenen, er der ikke tvivl om, at det her skal jeg opleve live igen, så snart jeg får chancen.

Kanonenfieber

I 2022 vandt mit quizhold Gabriel & Friends OF DOOM billetter til Molok, Uburen og Kanonenfieber på Stengade i Devilution Rock & Metal Quiz. Jeg kendte intet til den tyske black metalmaskine, men min holdkammerat overbeviste mig om, at der her var et must. Og, nøj, hvor blev jeg blæst bagover den oktoberaften på Nørrebro. Det var så meget et homerun, at jeg efterfølgende har set alle koncerterne med Noise (vokal og eneste faste medlem) og hans lejesvende. I  februar 2023 vendte de tilbage til Stengade med Warfect og Grima, og samme år i november stod de i Lille VEGA med Uburen og Drabikowskis Bathuskha. Til sidstnævnte koncert var jeg kommet slemt til skade efter at være blevet ramt af en bil på vejen, og som jeg stod og semi-blødte på Vesterbro, var jeg næsten lidt for meget en del af kampene, der blev portrætteret på scenen. 

Med de to albums, Menschenmühle (2021) og Die Urkatastrophe (2024) + de 3 EP’er Yankee Divison (2022), Der Füsilier (2022) og U-Bootsman (2023), har de høstet stor ros for deres veludviklede dramatiske metal. De har opbygget et stort følge og opnået international succes med deres fokus på 1. Verdenskrig og alle de tragedier, denne epoke medførte, og nu står de i et udsolgt Pumpehuset som headlinere.

Der blæses store røgsøjler op, og kanten på scenen er dækket af pigtråd. I gamle krigsuniformer og -hjelme og med ansigterne dækkede går bandet på scenen, og som toptrænede soldater angriber Gunnar (bas, backing vokal), Hans (trommer), Kreuzer (leadguitar) og Sickfried (rytmeguitar) os med deres instrumenter som våben. Anført af Noise, bliver vi maltrakteret fra starten af med “Grossmachtfantasie”, “Menschenmühle” og “Sturmtrupp”. Selvom dette er fjerde gang, jeg ser dette rædselsteater, så er det lige imponerende, hvor velsmurt og intenst det altid formår at være. 

Det hele med bevægelser og gestikuleringer bandet imellem til publikum er tydeligvis meget indstuderet, men Kanonenfieber har så forbandet godt materiale og et så indlevende sceneshow, at det ganske enkelt transcenderer alle andre metalkonceptbands i verden. Hvor et band som Sabaton gør krig til en legetøjsgimmick, så har tyskerne en tilgang, hvor man i sandhed mærker smerten og den menneskelige sjæls mørke, når “Grabenlieder”, “Der Maulwurf” og “Panzerhenker” brager ud over scenen. Gæsterne kan teksterne, selvom der synges på tysk, og med en røgkanon, der spyr sne, og marchtrommer + våben som larmer, så er det lige så storslået, som det er gyseligt. 

Alle medlemmer er godt rundt på scenen, og Noise er som en spøgelsesfortæller, imens de historiske pinsler udfoldes, autentisk og kompromisløst foran os. Hele salen er fanget, og gulvet eksploderer i moshpits halvvejs igennem settet, og med små simple håndbevægelser klapper vi alle i takt, når Noise kommanderer os til det. Der siges ikke et ord, men det er ikke nødvendigt. Alle er indforstået med, hvad der skal ske, når der kommer glimt og lyde som geværild, og når en gigantisk wall of death sættes i gang af gæsterne. 

Mareridtet fortsætter med “Die Havarie”, “Die Feuertaufe” og “Lviv Zu Lemberg”. Der slækkes ikke på disciplinen på noget tidspunkt hverken af Kanonenfieber eller publikum, og vi følges ad i en altødelæggende koncert, der ikke kunne udføres af noget andet band i black-metalgenren. Jublen er overdøvende fra hæren af fans, og ingen efterlader salen uimponerede. Sjældent har jeg set et så engageret publikum, og det var en ren fornøjelse at være en del af. 

Den eneste grund til, at dette ikke er til topkarakter, er, at jeg efterhånden kender showet, men nyt og gammelt materiale blev alligevel viklet sammen til en af årets bedste koncerter. 

At jeg måtte skippe selvsamme quizhold denne onsdag, der var med til at introducere mig for gruppen til at begynde med, var naturligvis en skam, men os, der stod i Pumpehuset, var vidner til noget helt specielt. Gad vide, hvornår de spiller på Helviti på Copenhell eller på gode, gamle Wacken Open Air? 

Se galleriet af Magnus Karms Blichfeldt: