Anmeldelse af The Ruins of Beverast + support, d. 09.06.24 på Spillestedet Stengade, Kbh.

Weekenden bød på både en tur i Husets Biograf og på Luke’s Bar. Søndag vendte jeg tilbage til koncertgulvet.

Foto: Lykke Nielsen Photography

På Nørrebro var det tid til black metal med to meget spændende bands. Ingen af aftenens artister har jeg før stiftet bekendtskab med.

Wayfarer

Dannet i 2011 i Denver, Colorado, består gruppen af Shane McCarthy (trommer, programmering, guitar, vokal), Isaac Faulk (trommer, keyboards), Jamie Hansen (bas, vokal) og Joe Strong-Truscelli (bas, guitar). De har udgivet fem albums, hvoraf American Gothic fra 2023 er det nyeste. Deres tekstunivers behandler særligt Det Vilde Vesten. Et måske lidt utraditionelt emne inden for deres genre, men det prikker da til min nysgerrighed. De skulle også blande lidt folkmetal med. Så skal vi helt til det øde og brutale nybyggervesten? Det bliver nok ikke Lucky Luke-pænt. 

Ud af højtalerne kommer der guitar, der med det samme sætter tonen for den ødemark, der dominerer Wayfarers univers. Da musikken spiller som helhed, er det melodisk black metal tilføjet en god mængde groove. Det skal dog siges, at de mange fængende toner, der vrides ud af guitaren, rammer mere plet end mange andre bands, jeg har hørt i samme subgenre. 

Hver eneste temposkift og næste melodi, der kastes imod os, har hver sin variation, der med det samme fanger min opmærksomhed. Vi skal ikke langt ind i koncerten, før min nakke er i bevægelse. McCarthy har et fint brøl, uden at det er videre prangende. Hvor han dog tilføjer noget ekstra til Wayfarer, er med sin rene vokal. Lyden er desværre ikke skruet nok op i starten til, at dette element kommer til sin ret.

Senere bliver dette forbedret, og med sin næsten dybe næsten blide stemme giver McCarthy endnu et strejf af håbløshed i sange om en tid, hvor livet var kort, brutalt og ofte ligegyldigt. Denne del af hans vokal er doseret godt, så det aldrig tager overhånd. 

Med det fortsatte fokus på Det Vilde Vesten i musikken kan jeg ikke andet end at forestille mig dette som et soundtrack til forfatteren Cormac McCarthys mesterværk, “Blood Meridian”. En bog, der betragtes som en af de største romaner inden for amerikansk litteratur. En særdeles nådesløs fortælling, der befinder sig i samme boldgade som Wayfarers tekster.

Hansen på bas har en højere og mere gennemtrængende stemme, der akkompagnerer guitaristen godt. De clean passager har styr på melankolien og giver nogle små tiltrængte pauser, når black metal-delen voldsomt slagter os i ørkenen. 

I blåt og hvidt lys står bandet og svinger håret, imens trommerne taktfast er rygraden. Faulk ved i sandhed, hvad han laver bag tønderne. Når vi adresseres, er det med rolig og afslappet stemme af McCarthy. “To Enter My House Unjustified” er grufuldt fedt spillet. Deres koncept er foldet perfekt ud nu. 

Der er et par soloer igennem koncerten. Ikke noget prangende, men nok til at være en god integreret del af sangene. Skulle jeg sige noget skidt om Wayfarer, er det, at de betræder musikalsk jord, vi har stampet i før. Det er langt fra det nye sort, men når en ensom rytter kommer ind i byen ved solnedgang med så meget selvsikkerhed og styr på sit håndværk, så er det absolut også mere end nok.

Der afspilles spoken word som intro til sidste nummer, inden vi siger farvel. Jeg fik virkelig øjnene op for dette band, og jeg glæder mig til at lytte til dem derhjemme og se dem live igen under the evening redness in the west. 

The Ruins of Beverast 

Headlineren er Alexander Von Meilenwald fra Tyskland. I 2003 startede han sit projekt. Beverast er hans eget version af ordet Bifrost; broen, der binder asernes verden, Asgård, sammen med menneskenes verden, Midgård. Han har udgivet en lang række albums, senest fuldlængdealbummet, The Thule Grimoires (2021), og livepladen, Maschinefest Memorial (2022). 

Riffet, der åbner showet, er koldt og råt. Faktisk er det langt mere dystert, end jeg havde regnet med, og jeg skal lige tune mig ind på, hvad det her er for en størrelse. Meilenwald står midt på scenen med sit backingband omkring sig. Der er kor i baggrunden, og det er tydeligt, at vi skal i kontakt med et særligt mørke nu. 

Forsangerens vokal står til at begynde med i lidt skidt kontrast til backing-vokalisten, da dennes stemme er væsentlig mere kraftfuld. Men som musikken skrider frem i al sin vrede, så bliver der enten skruet op for Meilenwald, eller han får bare varmet sig selv mere op. 

Med stødt beat, rytmer og længere instrumentale stykker i sangene er The Ruins of Beverast langt mere doom, end det er black. Guitaren hviner et riff fra en gammel gyserfilm og rammer plet ned i min musiksmag. I de doomede-momenter formår musikken dog at holde sig interessant via sine temposkift og følelsesmæssige greb om dødens skygge.

Meilenwald gør også brug af sin rene vokal, den måtte han faktisk gerne tage mere i brug. Det passer forbandet godt ind i numrene. Senere får han også liret et par gedigne skrig af. Det er dramatisk med skræmmende meget tyngde. Man kan godt mærke et langsomt ragnarok indtage Stengade.

Der er også en keyboardspiller med i aften, men hans del drukner desværre. En skam, da det på plade er en flot detalje i alt det miserable. Det her er ikke nem musik, det er kompromisløst, og man skal have tålmodighed, før det åbner sig for en. Blev man til hele koncerten, blev man til gengæld modtaget af en klagende og uimodståelig verden, henslængt i kold nihilisme. 

Se uddrag af galleriet, taget af Lykke Nielsen Photography nederst.

—

Jeg havde haft en lille kort pause væk fra metalscenen. Det var en stor fornøjelse at komme i tanke om, hvorfor jeg drøner rundt på alle spillesteder i Kbh. Den her slags musik er utrolig terapeutisk og fantastisk at give sig hen til. Dejligt at huske på, hvem jeg er, og hvad der er vigtigt.