Alice Cooper

Frosset i tid

-

Anmeldelse af: Obituary – Dying of Everything. Udgivet 13. januar 2023 via Relapse Records.

Obituary lader ikke til at have bemærket, at kalenderen siger 2023 på deres nyeste album, Dying Of Everything, der lige så godt kunne have været udgivet i 1991.

 

Af og til er det rart at kunne smække et album på anlægget, uden at der er for mange overraskelser og dikkedarer. Dette kan faktisk lade sig gøre, hvis blot musikkens kvalitet tiltaler en som lytter, og man køber præmisserne om ”at det er sådan her, vi altid har gjort det, og så gør vi det således”. If it aint broke don’t fix it – dette mantra kan man formentlig komme til at mene, at flere bands indenfor rock og metal sværger heftigt til. Bands som Slayer, AC/DC og, ja… Obituary.

Du ved sædvanligvis godt, hvad du kan forvente af den amerikanske kvintet, og her er dette nye album bestemt ingen undtagelse. Der er ikke løbet meget nyt vand under broen, og Obituary lyder skam stadig som om, de er fanget i 90erne. Dette ville ofte være noget, jeg ville slå hårdt ned på. Nytænkning er en dyd, der ikke bliver benyttet meget her. Til gengæld er det produkt, som Obituary leverer her, ufatteligt overbevisende i sit udtryk og helt afsindigt autentisk, og det er netop i autentiteten, at Obituary virkelig smælder med flaget for deres sande musikalske kvaliteter.

Allerede fra første toner bliver man som lytter blæst bagover. Der er ingen intro, ingen lang opbyggende sangstruktur, bare lige på og hård smadder med det formidable nummer “Barely Alive”, og man føler som lytter, at alt spiller præcis, som det gjorde i gamle dage. Gennemgående på albummet er at der er godt med knald på numrene og et stærkt fundament i gruppens sammenspil.

Albummets lyd alene skriger i enormt høj grad old school død, og det spiller fremragende for kvintetten; en succes, som netop kommer af sammensætningen af gruppens forskellige instrumentale lyde. Guitarens lyd er egentlig ikke særligt god eller fed. På ingen måde en lyd, som jeg ville kalde for en ideel guitarlyd; den fremstår overmættet og alt for distorted, således at den ikke er så defineret, som man kunne ønske. Af en eller anden grund passer den dog bare utroligt godt ind her og viser, at en lyd ikke behøver at være pæn i sig selv for at spille fedt i en større musikalsk sammenhæng.

Produktionen er i sig selv også meget retro i sit udtryk, og især vokalen er absurd fedt brølt af John Tardy fremfor growlet, og dette er en af Obituarys stærkeste forcer ikke blot på denne udgivelse, men generelt.
Tardy er en eminent dødsmetal vokalist, og det viser han virkelig igennem dette album med en vokal med rigeligt af definition og en rå og til tider slimet tilgang til dødsmetalvokal. Tardy beviser på dette album, at han så absolut er blandt toppen indenfor netop dette felt. Albummet rummer en god bund, men ofte med en bas, der er en anelse svær at differentiere fra guitaren. Når bassen kan, lyder den dog ligeså klam på den fede måde som guitaren. Trommerne har en snappy, men alligevel stor lyd, og fuldender et grimt og alligevel utroligt vellykket lydbillede. En solid og massiv produktion, der slår lytteren lige i ansigtet.

Numrenes struktur er nok en kende forudsigelig, og man ved nogenlunde hele tiden, hvad man kan forvente af gruppen. Man formår sjældent at blive overrasket igennem albummets tre kvarters varighed. Det tætteste på at blive overrasket er, da gruppen vælger at afspille en elektrisk guitar akustisk midt i et nummer for at lade hele bandet komme elektronisk ind derefter. Et velkendt trick, der stadig fungerer glimrende og især på dette nummer, hvor den lille afveksling formår at sætte ekstra skub i nummeret.
Musikken er for langt det meste bundsolid, heldigvis så solid, at den også tåler gentagne lyt, uden at albummet som helhed formår at blive kedeligt. Numrene er nemlig velskrevne, omend de netop lider af at være forudsigelige, netop i kraft af at det trods alt er old school død, hvilket unægtelig betyder, at vi har hørt det her før.

Riffsne igennem albummet er standhaftige med masser af kraft. De er enormt simple, men også effektive i deres udtryk. Standhaftige og solide, om end de ikke er synderligt tekniske eller kringlede. Det er ikke her fokus ligger for Obituary, og alt behøver ikke nødvendigvis konsekvent at bestå af lir for at være fedt.

Med Dying Of Everything viser Obituary, at de så sandelig er dødsmetallens svar på Slayer særligt i kraft af, at deres albums ofte lyder ret ens, nærmest som var de frosset i tid (pun intended). Til trods for ikke at være synderligt originalt, er Dying Of Everything bestemt et helstøbt værk med stærke numre, der bliver spillet af et band, som til trods for ikke at udfordre sig selv teknisk formår at skrive medrivende og fede old school dødsmetalnumre, og nogle gange er det lige præcis det, som man som lytter sidder og mangler.

ANTAL STJERNER

Obituary - Dying of Everything

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Obituary - Dying of Everything. Udgivet 13. januar 2023 via Relapse Records. Obituary lader ikke til at have bemærket, at kalenderen siger 2023 på deres nyeste album, Dying Of Everything, der lige så godt kunne have været udgivet i 1991.   Af og til er...Frosset i tid