Anmeldelse af Left To Die + Incantation, d. 21.08.24, i Pumpehuset, Kbh.

Denne august kan jo stige enhver til hovedet med alle de koncertmuligheder. Så tag blot for jer af retterne.

Foto: Gabriel Rasmussen.

Inden vi skal indenfor har Byhaven allerede varmet os op med to død i form af Carbon Tomb og Pustulant Flesh. Sidstnævnte så jeg allerede på Stengade for kort tid siden sammen med Necrot. Regnen tager en smule til og man tænker jo over, om man skal til at finde de lange bukser og t-shirts frem? Men giv pokker i det, i bar mave og i min Hexis-hoodie går jeg indenfor i glimrende selskab. Det her er et af de første shows i KBH efter en veloverstået Jailbreak-festival.

Incantation

Det er min oplevelse at dette band har været ekstra hyped og de seneste år har jeg da også haft mulighed for at se dem på både Copenhell og Wacken Open Air. Blot har jeg fravalgt dem frem for andre kunstnere, så nu er tiden altså kommet.

Incantation blev faktisk dannet helt tilbage i 1989 og intet mindre en tretten plader bag sig + et væld af singler, splits og compilations. Nyeste rådne skud på stammen er fuld længde skiven Unholy Deification (2023). Jeg har ikke gjort mig meget i deres musik så hvad John McEntee (guitar, vokal), Kyle Severn (trommer), Chuck Sherwood (bas) og Luke Shively (guitar) kan, har jeg ikke den fjerneste anelse om. Så er det godt at man er her for at blive klogere.

Når man åbner en koncert med en monolog fra Evil Dead-filmen (1981) så opnår man automatisk lidt bonuspoint hos mig. Salen er lidt halv tom oppe foran, men musikken skal jo også lige i gang. McEntee har en temmelig standard dødsgrowl tilsat nogle korte, hæse skrig. Ikke ligefrem den mest spændende stemme, typisk 80’er stil.

Musikken skal vise sig at følge trop. Med sit generelle midt tempo-groove bringer det minder frem om netop den genres gudfædre, vi skal hylde i aften. Forskellen er blot, at Incantation på virkelig mange måder føles uinspirerende og til tider direkte kedelige. Jojo, jeg kan sagtens høre at de kan spille på deres instrumenter og lysten er også tilstede. “We are Incantation, we came here to kick your fucking ass with som death metal” halvråber McEntee. Der startes da også lidt pit af nogle enkelte entusiaster i skæret fra de blå og røde lys fra scenen.

Altså det her er jo heller ikke decideret dårligt og jeg hejser da også nogle horn når enkelte passager noget varierende fart eller en god solo dukker op. “Blasphemous Creation” har en god tyngde og der kommer mere bevægelse oppe foran. Dog virker det til at flere deler min holdning til opvarmningen. “Ready To Party Like Metal Motherfuckers?” bliver der spurgt af forsangeren, ikke i aften tænker jeg.

“Unholy Massacre” bliver dedikeret til Left To Die, men den er alt for meget skabelon som næste nummer “Blissful Bloodshower”. Jeg kan sagtens anerkende at det her fungerer efter de præmisser musikken prøver at headbange efter og bandet har da også en fin tilstedeværelse på scenen. Men det her er bare for middelmådigt til at jeg rigtig føler den.

Left To Die

Nu bliver det temmelig historisk. Dette band består blandt andet af Terry Butler (bas) og Rick Rozz (guitar), der begge har spillet i legendariske Death. Og ved du ikke hvem det band eller nu afdøde forsanger og mastermind Chuck Schuldiner var, jamen hvilken power metal-drage har du da sovet under eller sammen med?

Spøg til side, Death der eksisterede fra 1983-2001 med en lille pause på to år imellem, er uden tvivl det mest indflydelsesrige dødsmetal band nogensinde og er af mange betragtet som ophavsfædrene til hele genren. Left To Die er dannet for at hædre den kolossale arv Death har efterladt sig på den ekstreme metal-genre og inkluderer også Matt Harvey (vokal, guitar) og Gus Rios (trommer) der begge spiller sammen i Gruesome der i sig selv er lidt af et hyldest band til Death. Jeg havde fornøjelsen af dem på Wacken Open Air i 2018 og på dette års Metal Magic Festival. At de to herre står her denne onsdag sammen med Butler og Rozz har jeg absolut intet imod. Sikke en besætning.

Med en spoken word-intro og piano over højtalerne og da gruppen kommer på scenen foran deres backing banner, kastes vi direkte ud i “Leprosy”, “Born Dead” og “Forgotten Past” fra Leprosy (1988). Hold nu op, så kunne festen være her. Alt fra de spændende og varierede soloer, temposkift, rytmesektionen og de ikoniske melodier minder jo en om præcis hvorfor Death er et så udødeligt band. Som om man kunne glemme det.

Publikumsreaktionen er da også derefter. Pitten opstår prompte ved andet nummer med en vild energi, der er sangene værdige. “Do we have any fans så of a record called Scream Bloody Gore?” spørger Harvey. At bedømme ud fra jublen giver svaret vist sig selv. Lige smask ned i det betændte sår får vi “Infernal Death”. Så velkendt er det at folk synger med i kor guitaren. Den slags sker altså ikke til enhver death metal-koncert, kære læser.

Hele bandet udstråler en skøn glæde over at være her i aften og Harvey har en god tilbagelænet kontakt til os og som vi bevæger os videre til “Open Casket” og “Primitive Ways” får vi lovet at Left To Die kommer til at spille hele Leprosy for os. Moshen er intens og vi råber gruppens navn højt. Over alt kan der anes smil og glæde, de her numre betyder meget for fansene og det er tydeligt hvor stor gensynsglæden er over for musikken i salen.

Vi bevæger os tilbage til Scream Bloody Gore (1987) og til de brutale toner af “Torn To Pieces” og “Regurgitated Guts” dukker der et par crowdsurfere op. En enkelt af dem laver et stagedive, der lige netop ikke rammer mig, men andre er ikke så heldige. Feel the room, mate.

Left To Die forlader kort scenen, men kommer naturligvis tilbage. “So you guys are still fucking here, do you wanna hear some more?” siger Harvey. Ja, om vi vil og om ikke liget af “Scream Bloody Gore”, flænser vores trommehinder. Folk har råbt på en bestemt sang flere gange og naturligvis dukker “Pull the Plug” op til et næsten ekstatisk lokale. Det er næsten et lille fodboldkor under dette nummer, som hver del af sangen skal hædres med larm. “Evil Dead” sætter et blodigt punktum for massakren og med ydmyghed forlader medlemmerne scenen.

Left To Die er så meget mere end et Death-coverband og det beviste de med adskillige ligkistesøm i aften. For alle os der ikke nåede at se Schuldiner i live, kommer vi ikke tættere på end onsdagens headliner. Bestemt ikke en ringe erstatning når det nu skal være.

R.I.P. Chuck Schuldiner (1967-2001) og HAIL Left To Die for at føre arven videre med respekt og ære.