Alice Cooper

(Gen)erobringstogt

-

Anmeldelse af Metallica 09. februar 2017, Royal Arena.

Kampniveauet hos giganterne var højnet markant fra først gang i arenaen til denne aften

Se, jeg sad også på samme række, som vores udsendte anmelder gjorde i fredags i sidste uge, og jeg sad ikke med samme analytiske briller på, som han billedligt gjorde, så jeg noterede mig egentlig ikke synderligt, hvordan James’ vokal lød, førend bemeldte anmelder gjorde mig opmærksom på det. Jeg var bare lalleglad over at se ‘Tallica igen.

Derefter var det svært at abstrahere fra andet end den falmede vokale præstation, som jeg ellers har oplevet Metallica med tidligere.

Derfor var det også med en gigantisk ambivalent følelse, at jeg gik ud i kulden foran den ama’rkanske arena efter den fredag: Det var lidt fedt at have været med til at skrive danmarkshistorie, for lyden i arenaen var godkendt, men efter lidt ræsonnement blev jeg enig med mig selv om, at det var faktisk var den mest ringe Metallica-koncert, jeg havde været til nogensinde…

Spol et døgn frem og frygten bliver indfriet, da Metallica aflyser søndagens koncert og rykker den til september, og James bliver nøje overvåget for bedring i stemmen.
Det begyndte lidt at lugte som en fadæse af de store vedrørende åbninger af spillesteder/arenaer, så det var først, da koncerten i tirsdags blev afviklet, og jeg lod mig fortælle, at stemmen hos James var oppe at ringe igen, at der faldt lidt ro på i mig.

Så nu stod jeg på gulvet i arenaen i torsdag for hvad, der skulle være den sidste af fire koncerter, når vi ser bort fra den rykkede.

Skulle vi slutte med et brag eller blot en metalicask fodnote ud af uendeligt mange koncerter?

Efter den obligatoriske “The Ecstasy of Gold” gik vi direkte over i det halve titelnummer fra deres seneste udspil med nummeret “Hardwired”. Det starter lidt som en gentagelse fra fredagens seance, men Metallica er jo heldigvis kendte for at ryste posen i deres sætliste, så jeg smiler dobbelt, da de derfra går over i “Creeping Death”, som jeg egentlig havde ønsket mig, at de åbnede med, men hvad pokker, man skal vel egentlig ikke brokke sig, når bare man får sine ønsker opfyldt.

Herfra blev den her fanboy forkælet med både “The Memory Remains” og “Welcome Home (Sanitarium)”, og efter endnu et par afstikkere til den nye plade spillede drengene guddødeme “The Call of Ktulu”!

Den havde jeg ikke lige set komme, og bare lige for at dobbeltforkæle os fremmødte, så legede Rob før da på bassen med lidt “Anesthesia (Pulling Teeth)”. Oh, hvilken fornøjelse at opleve.

Og her deler jeg lige en hemmelighed med dig. Da vi nåede til den nærmest obligatoriske “One” i sættet, så kunne jeg mærke den famøse tåre melde sig i øjenkrogen, og jeg vidste med det samme, at jeg ikke kan formidle den oplevelse videre, medmindre du selv har hørt den sang før live.

Jeg har hørt den et par gange før nu, men den her gang gik det bare op i en højere enhed, og så var jeg sgu solgt.

At bandet så fortsætter over i “Master of Puppets” gjorde det åbenbart ikke nemmere at holde øjenvandet tilbage. Så meget for at forsøge at være en sur rock’n’roller…

Jeg var også begejstret under “Seek and Destroy” og “Fade to Black”, men så skulle vi runde af med de evige travere i “Enter Sandman” og “Nothing Else Matters”. De er vel uomgængelige for Metallica, og det larmende fadøls-DK ville nok også brokke sig, hvis de ikke fik dem serveret som avec mod udgangen.

De sange er jo metallens svar på kræmmermarkedets “Himmelhunden”: Det hører sig på en måde til, men fuck, hvor gad man godt undvære dem.

Nuvel, det ødelagde ikke mit samlede indtryk, som samlet set gør det til min fedeste oplevelse med bandet nogensinde

Til dem, der måtte undvære bandet i søndags, så skal I glæde jer til den 02. september, hvis lyden i arenaen og James’ stemme (og de andres helbred for den sags skyld) er i top.

Afslutningsvis skal der også lyde en kommentar til opvarmningen Defecto, der, som jeg tidligere har beskrevet, overvinder publikum gang på gang, og som stilmæssigt af de fire danske opvarmningsbands lægger sig nærmest op ad Metallicas lyd, mener jeg.

Denne aften blev der uden tvivl nok også vundet en del flere fans, og bandet fortjener også den eksponering, der følger med, for de ejer sgu bare en nerve, intensitet og professionalisme, der er svært at finde deslige.

(OBS. Billedet i toppen af artiklen er fra koncerten den 07. februar i Royal Arena.)

 

 

ANTAL STJERNER

Defecto
Metallica

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af Metallica 09. februar 2017, Royal Arena. Kampniveauet hos giganterne var højnet markant fra først gang i arenaen til denne aften Se, jeg sad også på samme række, som vores udsendte anmelder gjorde i fredags i sidste uge, og jeg sad ikke med samme analytiske...(Gen)erobringstogt