Så var vi der sgu igen – og samtidig også for første gang.

Til fællessang med Lars og gutterne og 16.000 fadølsdrikkende danskere, der var kommet for at få en på opleveren. Hovedstadens nye supermegakoncert- og sportsarena skulle for alvor testes med gode gamle Metallica, der havde en ny (og i mine øjne intetsigende) udgivelse med i bagagen, hvilket mange vist håbede på, at thrashlegenderne pænt ville holde sig så meget som muligt fra i dagens anledning.

Det var jo naturligvis kun et band af Metallicas kaliber, der kunne tiltænkes det ærefulde hverv at være Royal Arenas første hovednavn, og heldigvis havde Lars, James, Kirk og Rob fyldt sætlisten til randen med meget af det bedste fra bandets tre første årtier. Var det forudsigeligt? Gu’ var det så. Men var det på bundlinjen samtidig også en fortjent indvielse af det store, sjællandske koncertvenue, som musikelskere i alle afskygninger på denne side af Storebælt så længe har higet efter? I langt højere grad ja!

Og lad os da starte med at adressere de flestes største forhåndsbekymring: lyden. Det kommer uden tvivl an på, hvor i det imponerende store lokale man befandt sig, og fra noget nær bagerste række helt oppe under tagkonstruktionen, var det (i modsætning til under Hatespheres opvarmningsrunde) en lydkulisse til UG. Stor og buldrende, og tak for det.

Anført af Ennio Morricones obligatoriske og efterhånden udødelige “The Ecstasy of Gold” var det foran en knap så proppet arena, at aftenens hovedattraktion gjorde deres entré. Besynderligt nok stod en del sæder (især i VIP-afdelingen) stadig tomme, og den ene ende af betongulvet var stadig et stykke fra at være helt fyldt op, da klokken slog 21.31. Den ellers annoncerede, totaludsolgte arena havde åbenbart sit hyr med at få serveret de ufatteligt mange mængder fadøl hurtigt nok, men stille og roligt blev der heldigvis fyldt op, og man kunne for alvor fornemme koncerten som det grandiose spektakel, den var blev hypet op til at være.

Og pludselig stod de dér – igen. Metallica. Ikke så unge som før, men alligevel med den enigmatiske, universelle aura, der har været med til at gøre dem til verdens største metalband nogensinde. Punktum!

Vi skød forrygende i gang med Ulrichs indledende trommer på titelnummeret fra Hardwired … to Self-Destruct, der langsomt fadede ind fra højttalersystemet, mens kvartetten indtog scenen til en øresønderrivende jubel. Selvom titelnummeret  og “Atlas, Rise!”, der fulgte efter, langt fra er numre, jeg virkelig holder af, er det dog muligvis den eneste rigtige placering for de to skæringer. Jeg er i hvert fald fan af at lade dem eksplodere ud over et publikum, hvis rastløshed og opbyggede energi er på sit højeste, end at blive brugt som “fyld” i midten af showet.

Som om klokkerne ikke var ringet nok ind, skal jeg ellers love for, at de efterfølgende blev det med “For Whom the Bell Tolls”. Hyldesten til Hemmingway-klassikeren er blandt ‘Tallicas tungeste, og Ulrichs subsoniske stortrommeanslag føltes uhyggeligt nærværende, mens Trujillo akkompagnerede med sin vante krabbegang. Herefter gled vi over den nu snart 20(!) år gamle “Fuel”, før Kirk Hammett fik enerum til at fremvise sine stadig knivskarpe egenskaber på den seksstrengede.

Der var ingen tvivl om, at Metallica var fuldstændigt klar fra start denne kolde februaraften i  Ørestaden. James Hetfields vokal var (beklageligvis grundet sygdom) lidt off til tider – eksempelvis på “The Unforgiven”, der manglede den mere melodiøse klang, som den ellers normalt er garant for – men ellers var det fire toptunede metallegender, der til at begynde med leverede fra øverste hylde stort set fra start til slut.

Og så. Mellem “Now That We’re Dead” og “Moth Into Flame” – begge fra den seneste udgivelse. Lidt ud af det blå, men set i lyset af, hvordan han umiddelbart forinden havde adresseret sin sygdom, ikke overraskende, trak Hetfield stikket for en stund. “Jeg er syg, og vi lyder ad helvede til. Så jeg synes, vi burde stoppe den her,” annoncerede den tydeligt frustrerede frontmand. “Men det er op til jer,” bebudede han til det lettere chokerede publikum, der selvfølgelig gjorde, hvad de kunne, for at få idolerne til at fortsætte. Og det gjorde de så. Heldigvis!

Det blev gjort med først “Harvester of Sorrow” og hernæst “Confusion” – sidstnævnte også fra Hardwired … to Self-Destruct. Den konstante mængde af nye numre i løbet af koncertens første time var desværre udelukkende med til at forstærke min holdning om, at Metallica ikke har lavet noget relevant siden 1991, og med Hetfields slidte stemme in mente, føltes koncerten i perioder mere forceret og ordinær end den egentlig burde.

Og mens det blev Rob Trujillos tur til at vise sig frem, og man sad og frygtede, at gassen for alvor skulle til at gå af ballonen, blev alt pludselig sort, og den fjerne lyd af maskingeværsalver og helikoptere kom langsomt nærmere. Jeg elsker “One”. Det er et fuldstændig fabelagtigt nummer, der indkapsler alt det suveræne ved Metallicas i mine øjne bedste plade, …And Justice for All, og i aften var ingen undtagelse – selv ikke med Hetfields vokal på halvt blus.

Nå ja, og som om det ikke var nok blev den så fulgt op af deres bedste nummer, “Master of Puppets”, hvor publikum for alvor kunne mærkes i deres trofaste assistance på omkvædslinjerne. Det var, som om vi lige skulle have overstået den første time, men så blev der virkelig også åbnet for den nostalgiske og forventelige godtepose. Der var røget nok fadøl indenbords hos publikum til at lave moshpits til den omend noget mere afdæmpede “Fade to Black”, hvor hele bandet samtidig tog en mindre, kollektiv offday, før bandets helt eget anthem, “Seek & Destroy”, der ellers er forbeholdt den allersidste plads på sætlisten, tog over. Klassikeren blev heldigvis leveret i en glimrende version, som selvfølgelig fik hornene til at blive hejst og fadøl spildt ud over Gud og hvermand foran scenen.

Man kunne have frygtet, at det blev endestationen, men det lå lidt i luften, at bandet stadig havde nogle reserver i tanken at trække på. Først “Battery”, sidenhen publikumshymnen “Nothing Else Matters” og til allersidst “Enter Sandmen” var klart tilfredsstillende punktummer, der kunne akkompagnere os ud af lyset og ind i den københavnske nat. Ikke at den musikalske præstation nødvendigvis blev bedre af den grund, men vi blev i det mindste sendt hjem på bedst mulige manér.

Af de efterhånden fire Metallica-koncerter, jeg har overværet, var denne dog den mindst gode. Bandet startede på et dejlig højt niveau, der tog sig en gevaldig rutsjebanetur undervejs – for det meste nedad. Hetfields sygdomstilstand gjorde et mærkbart indtryk på heldhedsoplevelsen, og forhåbentlig er der lagt i kakkelovnen til mere overbevisende demonstrationer i løbet af de kommende tre koncertaftener. Med et bagkatalog så overvældende må Metallica også godt komme lidt bredere omkring: Drop et så omfattende besøg til den seneste skive, og så har i for alvor chancen for at tage en fortjent revanche både søndag, tirsdag og torsdag.

Og Hatesphere: I gjorde det sgu godt, drenge. Stort skulderklap herfra.