Anmeldelse af Grumpynators – Still Alive. Release 28. August 2020 via Mighty Music / Target Group.
Danske Grumpynators er stadig i live, men er ikke så livlige som tidligere.
Grumpynators forrige album, City Of Sin (2017), var et fremragende album, hvor far-rocken både var “fornuftig” og “farlig”. Debutalbummet, Wonderland (2015), havde også højdepunkter, men var ellers lidt ujævn og lidt for rodet.
Still Alive består af 10 numre, hvor “Dream Girl”, “Blood And Bones” og titelnummeret allerede er blevet udgivet som singler. De giver et godt førstehåndsindtryk af, hvordan hele pladen lyder og er en naturlig fortsættelse af stilen og sangene, så fansene vil ikke blive skuffede. Tempoet er stadig højt og konstant, så man kommer automatisk til at sidde og nikke/trippe/nynne med, men variationen er ikke stor, og det minder lidt for meget om Volbeat.
Det bedste numre er “Sweet Psycho Sister”, der lige så tvetydig som selve titlen. Riffet har næsten metalliske tendenser pga. tyngden, og det komplementerer flot den ellers lette vokal. Emil Øelund på guitar og vokal, Jakob Øelund på kontrabas, Christian Nørgaard på guitar og Per Fisker på trommer spiller overordnede set også fortrinligt, men der er dog ingen numre, der er lige så gode som “Then We Cried”, “Far Away”, “Fame” og “Now I Know” fra forgængeren, hvor alt gik op i en højere enhed, uden alt for mange klichéer.
Det mindst gode nummer er “All I Want”, som lyder som enhver anden “catchy” popsang, Mariah Carey kunne have sunget, bare med lidt mere guitar. I min bog er det okay, men ikke mere end det. I “Back On The Road” synges der: “It’s in the blood, it’s rock and roll” – det er det skam også, men det er bare mere overbevisende at vise det fremfor selv at fortælle det. Det er ret utaknemmeligt at spille “rock & roll”, fordi det er svært at være original, når der er mange traditioner, der skal “overholdes”. Intet nyt er måske godt nyt, men måske også lidt kedeligt. Skiven opdager ikke nyt, uudforsket land, men den vedligeholder mere den opdyrkede jord.
Grumpynators er i samme kategori som Volbeat, Five Finger Death Punch, Sabaton, Amaranthe, Justify Rebellion og HERO: kommercielt rock/metal til “pøblen”, der kun er et mulehår bedre end alt andet pop. Det er letfordøjeligt musik, der er bedst som “baggrundsstøj”, hvor man ikke tænker for meget over melodierne og teksterne. Hvad der kommer let, går let, så hele skiven ender hurtigt i glemmebogen.
Retrospektivt skulle Wonderland-debuten have 2,5 stjerner og City Of Sin have 4,5. Still Alive skal derfor have 3,5 stjerner for at gå et skridt frem og to tilbage, både lyrisk og musikalsk. Jeg havde ellers højere forventninger til de fire halvsure, halvmuntre mænd.
Trackliste:
- Still Alive
- Going Away For Good
- Blood And Bones
- Feel The Same
- Dream Girl
- Yesterday
- Sweet Psycho Sister
- All I Want
- Monster Girl
- Back On The Road
