Anmeldelse af Witch Club Satan + Vulvatorious, d. 31.10.24 på Rust, Kbh.

Vi var vidne til et ritual, hvor både metallen og filosofien kæmpede side om side, og det lysende mørke skal nok vinde.

Foto: Gabriel Rasmussen

Vulvatorius

I 2022 så jeg for første gang dette band, da de varmede op for Undergang og Konvent i Pumpehuset. Deres orkan af en frontkvinde Ditte Krøyer var umulig at ignorere og det efterlod en smag af nysgerrighed og forventning på hvor dette vrede orkester ville ende. 

På Youtube faldt jeg over videoen til “Fuck You Incel” i 2023. En titel der kræver din opmærksomhed og musikken der akkompagnerede var lige i min smag. En blanding af crust black thrash og punk smækkede mig lige i ansigtet. Kunne det blive bedre? Well, debutalbummet Vulvatorious kom i år og siden da har der været bred konsensus om at bandet der også består af Signe Lading (guitar), Sofie Angen (guitar), Florent Besson (bas) og Rasmus Johan Aarslev er en af mest lovende bands på den danske metal scene der i forvejen vrimler med talenter i disse tider. Et skønt kaos af en releasekoncert på Stengade var en kæmpe fest for undertegnede og alle involverede og også et succesfuldt show på Copenhell i år var jeg vidne til. Nu skal et udsolgt Rust være næste offer.

Der er kø ude foran spillestedet, og jeg når ind, og med de gode mennesker jeg kender, får vi placeret os bagerst nede på gulvet. Dette er mest på grund af den aflange måde, lokalet er designet på. Når der først er fyldt, er det i sandhed lidt som sild i en tønde.

Dette påvirker dog på ingen måde Vulvatorius der med Krøyer i front angriber os med vanlig bestialsk attitude og vanvid i øjnene . “Cunt War” er en hymne til kamp mod patriarkatet og alle de dårligdomme det har efterladt i samfundet. Folk råber med og der grooves skønt i den skærende orkan som bandet hidkalder. Krøyer er klædt som en nonne i dagens anledning, med selvlysende kors leder hun masserne til angreb. Men det virker dog til at kun de forreste rækker er helt med på festen. Bevares der er ikke mangel på godt humør hos publikum, men jeg har set vildere fans til andre shows med bandet.

Jeg må tættere på, jeg er draget den intimiderende passion der udspiller sig, men også simpelthen fordi jeg har brug for at headbange. Forsangerinden kommer med nogle korte høje skrig som en banshee der tilføjer en ekstra teatralsk effekt til showet. Men med Vulvatorious er der mere bag musikken, de er her med et budskab om at ændre normerne der er blevet pålagt kvindekønnet og række en stor fed mellem finger til det afskum der insistere på at fastholde nedgørende og klamme normer. Til dette formål er “Fuck You Incel” ikke alene en knytnæve til perverse, ynkelige mænd, men ogå en sang der er catchy og med sin harme sætter mere gang i bevægelsen hos os alle. Flere råber med på omkvædet og denne anmelder får da også growlet lidt ind i mikrofonen. 

Det var dog ikke den vildeste oplevelse med crust black metallerne, der manglede lige den sidste symbiose imellem dem og gæsterne. Dog besidder gruppen allerede så meget erfaring på en scene, at de ganske simpelt ikke kan skuffe længere. Det var i høj grad endnu en godkendt oplevelse. 

Vulvatorios er ved at samle sig et følge der både vil moshe, men også kræver metal med idealer og holdninger. Det er en fornøjelse at være vidne til, og fan af en ny bevægelse i den danske heavy kultur. 

Witch Club Satan

Vi skal over i de mørkeste trolddomsformularer med Victoria F. S. Frøsig (vokal, bas), Nikoline Spjelkavik (vokal, guitar) og Johanne Holt Kleive (vokal, trommer). 

Efter en lang intro ser vi silhuetter af de tre musikere i blåt mørke og koncerten begynder. Ved første lyt er det egentlig en ret ligetil udgave af anden bølge black metal. Men der gemmer sig meget mere i denne grumme heksesabbat. Når musikken går over i dramatisk spoken word er det som at være fanget i en ildevarslende gyser historie dybt inde i den ufremkommelige jern skov. Stemningen er ond og der hænger en slags fordærv i luften.

Witch Club Satan (WCS) er klædt i lige dele shaman kostumer og som uskyldige jomfruer i hvidt. Måske skal der her findes balancen i deres kunst. Det er som om at de i deres dragter både håner fordums billeder af kvinder, men også vil forstå det og inkorporere det som en del af deres budskab. For dette er i høj grad også mere end blot distortion og hyl. Med numre som “Fresh Blood Fresh Pussy” sendes der klare signaler om nødvendigheden af at slå gamle systemer og mure ned. Med manisk bravour er det frygtindgydende fantastisk at se WCS finde en formular til at ryste black metallen og pege den i en retning der kræver ekstra omtanke af lytteren.

Det er in your face-provokerende, men med omtanke. Så da WCS forsvinder fra scenen for at komme igen med meget lidt tøj, føles det ikke som et stunt for at seksualisere kvindekroppen, men mere som en symbol på en accept af frihed og en katalysator til at genvinde magt i en ubalanceret verden. Vi skal konfronteres med vores eget syn på kønnet og samtidig rives midt over af den smukke hæslige musik.

Man har gåsehud og venter ofte på, hvor vi skal hen i dette mareridt. De hæse vokaler blandes med blide stemmer og dualiteten gør at både de der vil ud af deres comfort zone og de der blot vil have rå metal, begge oplever elementer der sætter sig længe efter stilheden har lagt sig over Rust.

Jeg kan godt ønske mig at WCS spillede på en større scene. De viste på Lille Vega, at det har de absolut format til og selv om disse mere intime rammer også kan noget, så føler jeg at de udfolder sig bedst med mere plads. For deres okkulte larm har et spirituelt format, der kunne have udfoldet sig mere. 

Når dette er sagt så har jeg stor respekt for kunstnere hvor musikken hænger uløseligt sammen med en agenda om forløsning og større indsigt.