Anmeldelse af: Bongzilla. Loppen, Kbh. 31. maj 2023.

Et par dage i musikkens tegn, hvor dag nummer to skulle finde sted på gode gamle Loppen. Heldigvis ligger det ikoniske spillested tæt på min bolig. Så på med Pestilectomy-shortsene + Kastrated-t-shirten og afsted i uniform.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Sidste gang jeg så Bongzilla var på det hedengangne spillested KB18 i Kødbyen sammen med Dopethrone og Sons of Otis. Helt tilbage i 2018. Så det var vidst på tide med et gensyn. De flankeres af de danske Stoner-rockere i Kadavermarch. 

Da jeg så danskerne live første gang var jeg ikke helt solgt på deres lyd. Men alt skal jo have mindst to chancer, ikke sandt?

Vi er mange besøgende på Loppen, og sommernatten kunne ikke være mere perfekt til noget dronende larm. Et andet sted i byen fandt Distortion sted, men jeg tror, jeg har taget det rigtige musikalske valg.

KADAVERMARCH

Når man er navngivet efter min favoritbog af Dennis Jürgensen, så er der altid lidt gratis point. Således stod jeg klar.

Det fem mand store band træder ind på scenen, og jeg oplever dem næsten med det samme både tungere og mere catchy end første gang. Det elektriske orgel giver dem en ekstra blueset kant.

Det er mest deres trommeslager, der synger, men der er også backing vokal og lide lead fra deres ene guitarist. De to harmonerer fint, og sine steder minder det mig en lille smule om Alice In Chains, og den balance der var imellem Layne Staley og Jerry Cantrell i gamle dage.

Det groover godt, og det er hele er slet ikke så introvert, som jeg husker det. Det kan dog falde lidt i en grøft, hvor deres stonerrock gentager for mange af de samme elementer.

Det hele tripper dog fedt videre, selvom jeg begynder at længes efter en pause. Ikke på grund af musikken, men simpelthen fordi, at det er hamrende varmt inde på Loppen.

Der er flotte soloer, et godt lysshow og et sammenspillet band. Så jeg er helt sikkert meget mere sulten på Kadavermarch. Skønt næste gang de er at finde på et line-up, vil jeg stille mig helt foran scenen. Anmelder eller ej.

BONGZILLA

Så blev der proppet som bare pokker. Jeg tror heller ikke, at amerikanerne med deres hang til den grønne urt kunne have spillet noget bedre sted i kongeriget end på Christiania. 

De tre medlemmer begynder. Deres Sludge-/Stoner-Metal ruller gode afsted, og publikum står for det meste som mig og nikker sig væk i de lange instrumentale passager, afbrudt af de hæse skrig fra bassisten. Dem måtte der gerne have været flere af. Han har en stemme, der skiller sig tørt ud fra andre i samme genre. 

Som nævnt tidligere så har Bongzilla en stor forkærlighed for fjolletobak i alle dens afskygninger. At adskillige taler om alt fra USA’s hashlov i Colorado til, at de glæder sig til at ryge sig hammerskæve efter showet, lader ingen være i tvivl om dette.

Publikum vælger i aften at være ekstra med på viben. Så meget, at der faktisk bliver tændt adskillige joints under showet. Blandt andet lige foran mig i starten. Dette plejer ellers ikke at være tilladt på Loppen, men i dagens anledning bøjer man muligvis reglerne?

Det kommer desværre til at påvirke oplevelsen, da der i forvejen er meget varmt oppe foran, hvor jeg står. Det bliver nærmest forvandlet til en ryger-hotbox i flere perioder.

Musikken er slæbende og har en sydstatsvibe, som om vi sidder i sumpene i “True Detective” sæson et. De soloer, der er, passer godt til musikken. Men vi skal opleve flere små og længere pauser i sættet. 

For bandet bliver godt hjulpet på vej af, publikum skal prøve alt fra hashpiber til adskillige joints. På et tidspunkt endda to på samme tid, hvor forsangeren og trommeslageren skal afgøre, om den med mindst eller mest tobak i er bedst. Efterfølgende spiller de videre, imens bassisten/forsangeren ryger videre ved at sætte den ene joint i næsen.

Ja, ja, alle kan vel lide en god koger på Staden, men nu synes jeg efterhånden, at det tager overhånd og fjerner fokus væk fra musikken og mere bliver et skunkcirkus. 

Men de fremmødte brokker sig ikke. Måske er folk også bare så skæve nu, at de ikke lægger mærke til, at bandet flere gange spiller skævt af hinanden. Ja, mon ikke det sker, når man indtager så meget bønne under en koncert og sikkert også før, formoder jeg. 

Der er bestemt øjeblikke, hvor deres knusende Sludge fanger mig, og jeg bliver trukket ned i deres dybe bongunivers. Men det ender med at blive lidt for meget form uden indhold for mig. De musikalske evner er der, men flere fejl inklusiv noget kabelroderi i sidste nummer gør oplevelsen for rodet.

Måske var jeg bare ikke skæv nok, selvom jeg da forlod Loppen mere høj, end da jeg kom ind, det var blot på den forkerte måde.