Anmeldelse af: Bersærk m.fl. Den Grå Hal, Kbh. 13. november 2021.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Alkymist
Lyset slukkede i den store hal.
Musikerne går på scenen.
Publikum byder dem velkommen.
Alt er meget mørkt.
Nu er der lagt an til en god opvarmning med doom-metal bandet Alkymist. Men godt blev det sgu aldrig rigtig. For det første så var lyden ikke helt god. Jeg manglede især basguitaren i lydbilledet. Når jeg er til en doom-metal koncert, hvor alt går meget langsomt, så vil jeg gerne kunne mærke bassen og føle mig omsluttet af den. Det kunne jeg ikke rigtig mærke her. Derudover, så var det som om, at ALT var så tungt, at jeg aldrig rigtig blev varmet op, nærmest mere lullet i søvn.
En anden søvndyssende faktor var, at musikerne ikke var særligt interessante at se på. Jovist, man kunne godt se noget headbanging og en smuuule indlevelse i musikken, men typisk, så var det ret stillestående.
Jeg siger ikke, at musikerne nødvendigvis skal løbe rundt på scenen, som om de var Iron Maiden, men bare lidt energi at blive fodret med som publikum havde været at ønske. Mest kedelig af dem alle var forsangeren. Han blev stående bag sit mikrofonstativ, headbangede noget uentusiastisk og gjorde ikke rigtig noget for at performe.
En generel note for denne koncert var, at det mere eller mindre virkede som en, der bare var en øver. Der var ikke rigtig kontakt med publikum, og man følte sig nærmest overflødig.
Så selvom at Alkymist egentlig spillede ret fint og tight, så var der bare ikke rigtig noget, der signalerede, at nu spillede en koncert. Det var virkelig en skuffelse for mig. Jeg synes nemlig, at Alkymist fungerer rigtig fint på plade. Men live, der skal der altså ske noget performancemæssigt for at gøre det mere interessant at se på og opleve.
Jeg ved godt, at det er meningen, at det gerne skal være lidt mørkt og dystert, men jeg nåede simpelthen aldrig at føle det.
Lige så anonymt, som Alkymist trådte på scenen, træder de af igen.
Kun med et ret uentusiastiskt ”Tak for i aften. Vi var Alkymist,” takker forsangeren af.
VOLA
SÅ var det tid til noget progressiv metalcore/djent med en masse keyboard og lækre vokalharmonier (eller som en af mine bekendte betegnede det: metallens svar på Mew). NU kunne det være der skete noget.
Men VOLA vælger at lægge ret atmosfærisk og stille ud… Det er fint, hvis man har en sang, hvor det starter stille og roligt, men når man lægger sin koncert ud med hele to sange, hvor det er stille og roligt, så bliver det sgu noget langhåret.
Jovist, musikken var smuk, MEN KOM NU FOR HELVEDE I GANG!
Først ved tredje nummer kunne jeg mærke, at NU skulle koncerten starte. Nu kunne jeg begynde at mærke, at opvarmningen var lidt i gang. Det skal så også siges at VOLA, i kontrast til Alkymist, faktisk bevæger sig på scenen og præsenterer en ganske fin perfomance. Det bliver aldrig rigtig overbevisende, men der er dog gjort et forsøg.
Generelt under resten af koncerten spiller VOLA super godt og sørger mere eller mindre for, at undertegnede bliver okay godt opvarmet. Men, jeg bliver så også nødt til at adressere den store elefant under VOLAs koncert. For, som før nævnt, VOLAs musik baserer sig på en del flotte og store vokalharmonier, og når man så har en forsanger, der er meget hæs denne aften, så bliver det sgu en udfordring.
Gennem hele koncerten kan jeg høre, at forsangeren har problemer med at intonere; altså, han synger småskævt til tider, og når han så skulle op i de lysere toner, så knækker hans stemme. Det er noget lort at skulle synge, når man er hæs, men jeg kunne simpelthen ikke abstrahere fra det.
Igen var den her koncert lidt en skuffelse. Jeg havde set frem til, hvad VOLA kunne levere live, nu hvor jeg synes, deres musik er virkelig fed på plade.
Jeg vil gå ud fra, at det her virkelig var en off dag, men jeg kan kun basere min karakter ud fra denne koncert, og det var desværre ikke særligt overbevisende.
Bersærk
Nu til hovednavnet: De århusianske heavy-rockspillende hedninge i Bersærk.
Bersærk vælger at lægge relativt stille ud. Musikerne træder ind på scenen, gør sig klar og lader bassisten og trommeslageren starte. Forsangeren begynder at præsentere sin kvad, og alt er egentlig ret fredeligt. Men dette er blot stilheden før stormen, for ikke længe efter var der lagt an til den helt store headbangfest. Ikke længe efter kommer de to guitarister med ind over, og NU kommer lydtrykket. Man kan simpelthen mærke musikken helt ind i kroppen.
Publikum jubler og musikerne spiller med de helt store muskler og viser den fede rock’n’roll-ånd. De lever sig ind i musikken, og man føler sig underholdt af at se på scenen. Som en kæmpe kontrast til de to opvarmningsbands så kommer Bersærk virkelig overbevisende fra start.
NU skal vi have en fest.
Og festet bliver der.
Publikum skråler glædeligt med på de let-huskelige omkvæd, mosher og crowdsurfer. Der er ingen tvivl om, hvem folk i den ret fyldte Grå Hal var kommet for at se. Et hovedelement, der adskiller den her koncert fra de forrige, er, at Bersærk simpelthen spiller for publikum. De spiller ikke blot for sig selv og egen fornøjelse. Derudover så taler de faktisk til publikum og giver en fornemmelse af, at de også er vigtige for koncerten. Der er ingen tvivl om, at der kan være pres på tid, når man er opvarmer, men bare et par ord imellem numrene kan gøre underværker.
Der er ikke én finger at sætte på den her koncert, selvom den ikke blev legendarisk, hvorfor topkarakteren udebliver. Bersærk gør det, Bersærk er kendt for: At levere sig selv 110 % og gøre det med stil. Det er simpelthen én stor folkefest. At have samlet så mange mennesker, som der var denne aften, er fuldt ud fortjent, når man leverer en så fed koncert, som Bersærk leverede denne aften.
Da koncerten er færdig, er der kæmpe jubel. Der er ingen tvivl om, at publikum var glade og tilfredse og med god grund.
Bersærk kom, de så, de sejrede.
TAK for at vise hvordan en koncert skal spilles.
Her er flere billeder fra koncerten af Anders Groos Mikkelsen:
