Anmeldelse af Kollapse & Grava & venner, d. 03.01.26 i Pumpehuset
2026 åbnede med en stor næstekærlig oplevelse ud over det sædvanlige.
Foto: Peter Troest
Peter Clement Lund (guitar, vokal) fra Kollapse, der også har slået sine folder i Telos og Monkey Okay, er ramt af lymfekræft. I fællesskab har store dele af den danske metalscene valgt at stå sammen for at støtte musikeren og mennesket samt hans familie. Adskillige bands havde meldt sig til arrangementet i hvad der har udmøntet sig i en fænomenal line-up med nogle af de mest spændende kunstnere vi er velsignede af herhjemme. Også de mange fans havde bevæget sig ud i sneen, der har lagt sig tungt omkring Danmark og der er komplet udsolgt. Dette er også et show hvor alle tilstedeværende mærker vægten bagved hele konceptet der er stablet på benene.
Efter en øl på The Shamrock Inn med min aalborgensiske kammerat, der er rejst til hovedstaden for at være en del af denne aften, mødes vi med min kæreste og bevæger os imod nogle ganske særlige timer. For også spilleplanen er speciel. De fleste bands har ikke mere end 20 min hver på den store scene og så skiftes der med en pause på ikke mere end 15 minutter. Ergo, skal det være en særdeles velsmurt maskine, for at alle 10 indslag kan nå at optræde og nå at gøre plads for deres venner. At anmelde bands med så lidt tid til at danne sig et indtryk bliver svært, men således er det hele sat op og det giver også mening på sin egen måde.
Så jeg har fået min opgave for med at tage noter, drikke øl, ryge, snakke og fordøje alt der skal ske. Men jeg elsker en god udfordring og ligeledes er dette en vigtig støttekoncert, der fortjener alt den opmærksomhed den kan få. Det er vores ansvar som medier og humanister at sætte fokus på netop unikke stunder som disse.
Demersal: Kl. 17:35-17:55
Der er godt fyldt i salen allerede da jeg får placeret mig tæt på scenen til højre. Viktor Ravn (vokal, guitar), Sebastian Andersen (bas, vokal), Jonas Maigaard (guitar) og Philip Andersen (trommer) træder ind på scenen og vi kastes ud i en storm af post-hardcore, mathcore og hardcore. Jeg menes at have set denne voldsomme hybrid på Templet i Lyngby i 2022 sammen med LLNN og Rot Away, men jeg husker desværre ikke meget fra dengang. Det står dog klart for mig, at jeg ikke på nogen måde vil glemme dette nye møde.
Ravn har et stort og gennemtrængende brøl og ligeledes suppleres han godt af Andersens dybe røst. I blinkende rødt og blåt lys er tempoet skruet forbandet meget op og man mærker i sandhed bedrøvelsen, frustrationen og de umulige følelser, der synges om. Og ganske vist serveres der smadrede riffs og tonsende trommer, men Demersal rummer også sørgelige smukke melodier og en ren vokal, der hjemsøger ens sjæl med sine hudløst ærlige emner og fængende magt. Her skinner “Jeg Ved Ikke Hvor Det Er” fra Vi Kunne Ikke Blive Her For Evigt (2025) igennem som et nummer, jeg stadig ikke har rystet af mig i al dens triste betydning. Der jubles godt og vi kommer i den grad rørende og stærkt fra start. Lyden er virkelig god og jeg håber at dette niveau af klarhed vil gøre sig gældende resten af aftenen.
Det er vigtigt med åndehuller i så intens musik og Demersal mestrer denne flotte balance. “Der er meget kærlighed i det her rum” siges der fra scenen og selv om der ikke moshes er der respekt og ømhed til stede i salen der vejer lige så tungt som hvis der havde været vild pit. At lytte til denne gruppe er som at stå ansigt til ansigt med sine egne kriser og tvivl, men der findes en katarsis i energien og i de ømme øjeblikke. Jeg ville sådan ønske, at der var mere tid med Demersal da “Som Et Barn Mod Dit Bryst” lukker og jeg lover mig selv at se dem igen så snart jeg får muligheden. Det var smukt og alt for kort.
Town Portal: Kl. 18:10-18:30
Bandet har eksisteret i over et årti og har flere albums bag sig, hvoraf Grindwork (2025) er seneste skud på stammen. Dette bliver mit første møde med dem. Vi bevæger os over i instrumental math-rock, hvor også noiserock og post-hardcore spøger i den tunge dundrende lyd vi bliver mødt med. Til tider kan det blive helt spacey i de mere rolige passager og man ved aldrig helt hvor vi er på vej hen. Bassen er fremragende og klæder lydbilledet godt med sin groove. De tre medlemmer fylder scenen ud og det er spændende at dissekerer de mange lag i deres musik. Man kan lukke øjnene til blide toner, men det her er også storladent på sin egen særegne måde.
Det kræver koncentration at være en del af det her univers, men kan man mønstre dette er det udfordrende flot i sin eksperimentelle stil. Christian Henrik Ankerstjerne (guitar) har min opmærksomhed hele vejen igennem og hans samspil med Morten Ogstrup Nielsen (bas) og Malik Breuer Bistrup (trommer) er satme gennemført. Jeg er til gengæld ikke sikker på, at den kompleksitet som Town Portal arbejder med er for alle, men jeg nød det bestemt.
Jeg har kunnet læse mig til at trekløveret har været på en længere pause. Jeg håber at de fortsætter deres comeback, for der er meget at hente i deres soniske grænseland. Det ville kræve mere tid, end vi fik mulighed for. Men min nysgerrighed er i den grad vakt. Jeg håber at se dem til A Colossal Weekend til maj.
Mari: Kl. 18:45-19:05
Jeg står foran til venstre, da et enkelt hvidt spotlight skinner ned på kvinden, der står alene med sin akustiske guitar. Musikken er beroligende og det passer faktisk fint ind med en pause i alt den megen distortion, i det over 5 timer lange arrangement. Sjældent har jeg oplevet Pumpehuset så stille, og alle lytter opmærksomt med og tager et stort hensyn til at vi nu er et helt andet sted genremæssigt. Maris betagende stemme forplanter sig til os alle og sirenesangen rammer de ømme følelser.
Kræft er en forfærdelig ting og min egen svigerfamilie er ramt af denne ulykke disse dage og man søger i sit sind efter håb. Sangene er simple og fine, men det er først i koncertens anden halvdel, at materialet går mere i hjertet på mig. Der skiftes til elektrisk guitar og det bemærkes at “jeg er ikke så snakkesalig, men tak til Thomas og Peter” (bookeren Thomas Grønkjær har haft en større rolle i at stable det hele på plads). Dette mødes med råb og klap. Atter er anerkendelsen af denne lørdags vigtige mål tydeligt for os alle.
Jeg får associationer til både Tina Dickow og Lizzy McAlpine, som sangene vokser på mig. Guitaren bliver stemt lidt for lang tid, men da det sidste nummer bliver introduceret med “denne her handler om håb” så skabte Mari en boble hvor vi drømte os væk på en måde jeg ikke havde forventet. Som trøstende ord huskede man på, at vi ikke må give op, når vi konfronteres med de urimelige og hæslige katastrofer i livet. Der skal være tid til at være ulykkelig og modløs, men kan man holde døren på klem for en vej frem så er det af og til nok. Her var Mari en muse, der tog vores hånd igennem sin følelsesmæssige intelligente koncert, og vi var alle i kontakt med vores empati.
Oxx: Kl. 19:20-19:40
Alex Bossen (guitar, vokal), Martin Asgaard (trommer) og Anders Frodo S. Mikkelsen (bas) spiller grumset og rå jazzet hardcore. Jeg kommer et par minutter inde i deres optræden og jeg skal holde på hat og briller for at rumme det hele. De hysteriske skrig fra Bossen er som intet jeg før har hørt og dette utæmmede bæst er konfronterende og sejt. Jeg står mere bagude og observerer det heftige miks af skæve taktarter og den enorme tekniske kunnen, det kræver at sætte det hele sammen.
Det groover som en maskine, der fortærer alt, men man mærker stadig sjælen hos Oxx midt i det, vanvid man desperat prøver at følge med i. En af mine andre venner bemærker dog, at det er lige for meget for ham og et par stykker vælger at følge hans eksempel og søge nedenunder. Det er en mundfuld, men jeg ønsker mest at jeg stod tættere på. Bassen sætter et tempo kun få kan magte og man har lyst til at skrige af afmagt når man overlader sig til trommernes næsten stressende rytme og deres ligeledes ligegyldighed over for normerne. En intens rejse, hvor flere måske vil falde fra, men denne anmelder var fascineret.
Intensiteten nåede flere gange et crescendo, hvor man helt gispede efter vejret. Lige så skræmmende forvirrende som det kunne være, var der også et omdrejningspunkt, der var fastlåst i en hvirvel af imponerende psykotiske harmonier.
Tvivler: Kl. 19:55-20:20
Dannet i 2014 har dette hardcore punkband dybe rødder i den danske metalscene. Medlemmerne har cv’er der tæller arbejde i Children of Fall, Obstacles, Lack, Town Portal og Oxx. Mange af musikerne i diverse bands i aften har faktisk spillet med hinanden i forskellige konstellationer, så man får en familiefølelse af at være mødt op i Pumpehuset og det bidrager kun til det rørende i den store indsats alle har lagt i at være med. Peter Clement Lund er om ikke andet omgivet af stor kærlighed og dedikerede mennesker, hvis liv han har rørt.
Der har været en længere pause for Tvivler, da Lack er gendannet, så dette er en af deres sjældne koncerter. Og man kan i den grad både se og føle at Morten Ogstrup (bas), Thomas Feltheim (guitar), Morten Clausen (trommer) og Thomas Burø (vokal) har været savnet. Jeg har ikke set bandet før (min egen fejl, jeg ved det), så jeg har fundet vej helt foran scenekanten for at få den bedst mulige plads.
Med den største selvsikkerhed står Tvivler foran os og den opbyggende vildskab sniger sig ind under huden på os alle. Råbene fra Burø er medrivende og som han vrider sig og tramper rundt er hans tilstedeværelse stor som frontmand. Det hakker af sted med den skærende fede guitar fra Feltheim og jeg forstår hvorfor så mange har snakket om bandet og den vrede alternative verden af adrenalin de bringer med sig. Flere gange fører bassen fra Ogstrup an i de frontale angreb, og det er uimodståeligt i sin helhed.
For Tvivler er knusende i deres adfærd og kompromisløse i deres musik. Der gælder ikke nogen regler her, og temperaturen stiger i takt med hvert eneste nummer, der borer sig ind i vores hjerne. Det kan være lidt svært at høre vokalen og de danske tekster, hvor jeg står, men ellers holder lyd mikset sig klart. Og det må være at se som en kunst i sig selv, imens der drønes derudaf. Der er et kort guitarproblem, men ellers forløber de 25 minutter gnidningsfrit.
Der synges om elendighed, anger og lysten til at sparke til alle idioterne. Det ræsonnerer for nogle gange, er den bedste terapi at være udadreagerende. Som vi slås i vores hoved med de mange dilemmaer i hverdagens hårde kost, så er Tvivler et soundtrack man kan brøle med på og finde ro i. En skarp kontrast til musikken selv, men modsætninger lever i bedste velgående her og finder fodfæste i en emotionel lov om tro på sig selv. Hypen omkring det her er på ingen måde forkert, og da der var en del nye sange, så håber jeg at få chancen for at kaste mig rundt sammen med Tvivler igen.
Til sidst får en fan ved siden af mig mikrofonen og råber det sidste af teksten, imens forsangeren lægger sig fladt og udkørt på scenegulvet. Det var tight, surt og spydigt i en form, der metaforisk slog os ned med sin egen filosofiske rebelskhed.
Katla: Kl. 20:35-21:00
Den velkendte drage fra helvede. Sidst jeg så Katla var til Dødsgangen 2025 og doommetallerne kan man jo altid tage en svingom i flammerne med. “Dead Lover” fra Scandinavian Pain (2025) er hurtigt blevet en af mine favoritter fra trekløveret. Hastigheden i versene og omkvædet man bare må skrige med på, tænder stridslysten i mig. En cadeau til lydmanden for sjældent har Katla været så massive og frygtindgydende. “Det er en speciel dag, hvor vi støtter op omkring Peter” siger Rasmus Bang (trommer, vokal) og bifaldet er højt som ind i helvede.
Marc Christensen (guitar) headbanger som en gal til “White Dagger” og imens vores øregange bliver forkælet så kører der klip fra Ralp Bakshis The Lord of the Rings (1978) af slaget ved Helms Deep. Det er en onde og dystre billeder og det passer perfekt til en klassiker som “Satan”. Det er tonseri som vi kan lide det fra nordvest-herrerne. “Vi hedder Katla og går med læderveste” bemærkes der. Rammende og sandt og som “Dragonlord” lukker af så formåede trekløveret at spille en af de bedste shows jeg har set med dem. Skarpt, næsten majestætisk i sin ragnarok. Og inde i infernoet brændte næstekærligheden og det kolossale ønske om at hjælpe.
Den hengivenhed fik Katla formidlet med bravour og med en fejring af livet.
Eyes: Kl. 21:15-21:40
“Vel nok en af Danmarks bedste livebands?” bemærker min nordjyske homie. Til det må jeg erklære mig enig. Gruppen har aldrig leveret en dårlig koncert, og da de optrådte om lørdagen på hedengangne Dødsgangen sidste august, stod dette faktum klart. Her i Pumpehuset kaster de sig ud i en brandfarlig og halsbrækkende manøvre, der består i at vi kollektivt skal kaste hinanden rundt. “Tæv en af jeres homies i Peters ære” siger Viktor Kaas (vokal) og hans uberegnelige skrig og dybe growls pisker pitten i gang som en orkan. “Congratulations” fra Congratulations (2023) beder om mere sved og fansene på gulvet leverer og til “The Captain” fra SPINNER (2025) gæster Benjamin fra Syl med brøl og man mindes de to bands eminente samarbejde på sidste års Copenhell. Atter er det et fuldendt partnerskab.
“Deflating Rooms” viser at den seneste skive fra Eyes ikke står tilbage for de forrige og med brutal stålvilje vælter bandet os alle og selv nede bagved baren hvor jeg står er det ærefrygtindgydende. Det er som om at der lige er tilføjet de ekstra 20% energi og det løfter et i forvejen exceptionelt band op i en helt særlig liga. Crowdsurferne viser sig og rummet koger. Alle der har set Eyes (og hvem har selv sagt ikke det anno 2026?) ved hvad de kan levere. Derfor var det desto mere tosset, at de overgik sig selv. Utænkeligt, men sandt. Motivationen skar igennem alt og alle. Der er også tid til at Kaas kan fortælle lidt om sit eget personlige forhold til Lund.
I en eufori af breakdowns, blastbeats og nakke knækkende hardcore sejrede musikerne og alle os der var tilstede fik noget for pengene og for sindet. Symbiosen var komplet.
Jacob Bredahl solo: Kl. 21:55-22:10
Lidt af en legende i det danske metalmiljø. Tidligere sanger i Hatesphere på deres mest succesfulde skiver, sanger i The Kandidate og guitarist i Smertegrænsens Toldere + ejer af DEAD RAT STUDIO. Hvad vil han diske op med siddende alene på sin stol. “Velkommen til den totale nedtur”, siger han med en vis selvironi. Og jo, det er et hak ned efter de to foregående bands. Han sidder med sin elektriske guitar og synger rent. Han fortæller, at det er Peters Telecaster, han har med. Så Clement er med i mere end én forstand. Bredahls bonusdatter hjalp med lidt sang og der var en grunget cool vibe over numrene.
Det var roligt, samt ægte, og man fik plads til at lade musklerne slappe af, men i det store hele var det ikke noget der som sådan fik nakkehårene til at stritte. En god pause imens vi venter på de sidste to shows. Men jeg kunne da måske godt give det en chance til. For det var alligevel spændende at mærke denne her slags åbenhed fra en mand der mest arbejder i et helt andet spektrum. En afstikker i en line-up af sjældenheder. Det må man også have respekt for.
Smertegrænsens Toldere: Kl. 22:10-22:30
Bredahl rejser sig op, som resten af hans band gør ham følgeskab. Punk med kæmpe fuck dig-attitude raser imod os. Det er lyden af cirkel spark i maven, bræk på gulvet og lussinger til det pæne borgerskab. Mads Stobberup (vokal) får liret fornærmelser af med rigeligt af nerve og dummeflader til alle. Det smitter af og et mindre pit opstår. Det er fornærmende fedt. Jeg har kun set gruppen 1 gang før. Dengang var det som opvarmning for John Cxnner i Store Vega sidste år. Men dengang gjorde den ikke gennemtænkte gulv-koncert sammen rummets udformning, at jeg ikke så meget. At få en chance igen er derfor skønt. Jeg er ikke den store pååånk-fan, men det her er skrevet af så kompetente folk at at man bliver ramt af lidt god gammeldags fanatisk hidsighed.
Når medlemmerne har en fortid i bands som T.O.R.N., Barcode og Cola Freaks så står man overfor en mur af riffs, fart og groove. Jeg tror jeg går hjem og lytter til både S/T (2015), Blod, Sved & Sæd (2020) og Mere Benzin (2024). Det er skønt at blive fan af ny musik. Better late than never og næste gang er jeg med på at springe rundt og te mig for Smertegrænsens Toldere er mestre i at få folk til at smide hæmningerne med deres eksplosive fest. Det var ikke nødvendigvis stor kunst, men en god kæberasler skal man sgu heller ikke kimse af!
Kollapse & Grava: Kl. 23:00-00:00
Så er vi her. Det er anden gang, at de to grupper optræder sammen. På årets Roskilde Festival stod de på Gloria-scenen kort efter at Peter Clement Lund var blevet diagnosticeret. Jeg var ikke til stede denne sommer og jeg har ikke set Kollapse før, men Grava så jeg på Forbrændingen i marts sammen med Dying Hydra og Alkymist. Der slutter mit bekendtskab så.
Nu er det tid til kulminationen på dette event og vi står alle spændte og holder nærmest vejret. Så mange musikere skal stå og fremføre en koncert, der er så meget mere end hvad man er vant til. Det hele starter med en digtoplæsning og gæsterne tysser på hinanden så alle kan høre. Det ser man alligevel ikke så tit, men som nævnt flere gange så ved vi at dette er en enestående lomme i tid og sted. Viktor Ravn fra Demersal står i Lunds sted og det er en opgave han går til med ærbødighed og stort engagement.
På en skærm bagved flimrer sort-hvide billeder og da musikken går i gang, er det som intet andet jeg har hørt før. Det er både struktureret men også nedbrydende i sin skånselsløshed. Thomas Martin Hansen (vokal, bas) skriger som bærer han den tungeste byrde på sin skulder og man er hurtigt rørt. Atli Brix Kamban (guitar, vokal) og Niels Asger Svensson (vokal, bas) fra Grava supplerer så det bliver til et kor af mastodontiske proportioner. Den post-hardcore de to bands har skrevt samt fortolket hos hinanden på albummet Kollapse & Grava (2025) er et sansebombardement der får tårerne frem i øjnene på flere blandt publikum. Alle elementer fremstår tydeligt og med den rette kant og tyngde. Det er gigantisk og man befinder sig i en psykisk ekstase.
Dan Hejslet på trompet er med til at få pulsen til at slå hurtigere og hele dette overjordiske orkester har den udsolgte sals fulde opmærksomhed. Det er en suveræn tour de force og Peter Drastrup (trommer) stråler sammen med resten, der giver mig en jagende fornemmelse. Da Henriette Sennenvaldt fra Under Byen kommer ind og slår sig sammen med de to bands til “Forårsdag” af Anne Linnet, bliver det magisk. Det er svært at sætte ord på, hvad der sker. Som min kæreste siden sagde, så blev man mindet om sin egen dødelighed. Jeg har ikke hørt eller set noget så vemodigt og melankolsk i lang tid, og jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til det igen. Det var en absurd yndefuld helbredelse for en kort stund, hvor kun vi der var der kan prøve at beskrive det. Jeg var drænet, fortabt og genopstået på samme tid. En følelse der vil være foreviget for mig.
Således fortsætter denne ud af kroppen oplevelse hvor Kollapse og Gravas sammen spil og deres sonisk hallucinerende ping-pong bliver ved med at finde nye dybder i deres triumf, sorg og modstand. Det var både tænksomt, desperat og betryggende i “Hæmatomets Filosofi”, “Breaker”, “Form” og “Hinderland”. Hyldesten til Lund var stadig hård at være vidne til, men også nødvendig. Ligesom så meget i livet så må man se ned i afgrunden, hvis ikke for at finde mening, så for at overvinde og kæmpe imod frygten. Alle vi der denne lørdag var i rummet, tog del i en rejse og en alliance, og kunstnerne på scenen sørgede sammen med os. Vi levede sammen og genvandt en bid af håbet sammen.
Vi blev ligeledes knust i fællesskab og helede også det vi kunne via hinanden. Det var større end os alle, men også skabt af hver enkelt, der gav en bid af sig selv til Peter Clement Lund. Og den kærlighed vil være et minde jeg aldrig glemmer. Tak til alle der deltog.
Billederne er venligst udlånt af Peter Troest
