Anmeldelse/reportage fra Dødsgangen dag 1, 2025 d. 22.08.25, Vridsløselille Statsfængsel

Siden 2023 har det nedlagte Vridsløselille Statsfængsel lagt rammer om en helt særlig festival.

Foto: Lykke Nielsen

Murene, der blandt andet er kendt for at have huset Egon Olsen, har i nu i 3 år lagt rammer om flere heavy metal bands fra indland og udland og mange glade gæster der har taget det unikke koncept til sig. Desværre bliver det sidste gang at lyden af distortion skal genlyde, da festivalen lukker.

Lejlighedskomplekser er på vej og det vil derfor ikke kunne lade sig gøre at afholde Dødsgangen i fremtiden. I stedet for at prøve at køre konceptet videre i en anden form, så har arrangørerne valgt at stoppe med værdigheden i behold. Men ikke før de denne august har stablet et intet mindre end imponerende line-up på benene. Min kæreste har været her alle årene, men det bliver min første tur i fængslet og ja, den sidste. 

Som jeg ankommer til festivalen fra Albertslund station, skinner solen og man mærker denne eftermiddag, at sommeren ikke er helt færdig med os endnu. Inden for murene ligger Slowburn baren og der er sat godt med bænke og borde ud så alle kan slappe af og få noget koldt til ganen. 

To alkoholfri øl med venner og veninder og så er jeg på vej til indgangen. Denne port er dekoreret med logoet + bygget som søjler der ligner ekstra sorte mursten. Man kommer hurtigt i stemning. 

På pladsen er der et par food trucks med udvalg som Dødens Pølsemix og Genoplivelses Menu. Her og der hænger der skeletter i orange fangedragter og naturligvis findes der også barer og merchandise-boder. Det er småt, men det har i allerhøjeste grad sin charme, særligt hvordan temaet er særdeles gennemført

Rikke List fra Konvent er konferencier og byder os velkommen og supporten til Dødsgangen er tydelig selvom der ikke er udsolgt. Inden det første band bliver jeg tacklet af en veninde/overfaldet med kram. Så er vi vist i gang!

Turbo Moses

Da jeg så navnet og at de var fra Tyskland, tænkte jeg at det næsten måtte være noget klassisk heavy uden de store dikkedarer og undrede mig over hvordan det skulle passe ind?

Mine bekymringer blev gjort til skamme da det skal vise sig at Simonius (bas), Tobias Graübig (trommer), Tobias Morgalla (guitar), Trilex (guitar) og Leon Gutsche (vokal) spiller intet mindre end sludge metal. Det er tungt og groovy som bare fanden og man mindes de varme sumpe i Louisiana samt sort voodoo magi imens guitaren vrænger slæbende af os. Gutsche har en brølende hul vokal, der passer godt til det karismatiske skramlede materiale. Dog skal Turbo Moses blive nogle af de første til at være offer for vinden.

Særligt vokalen lider under dette fænomen, men også resten får en slem tur. Når man afholder open air koncerter, er dette uvægerligt en konsekvens man kan komme til at lide under. Når det så er sagt, gungrer Turbo Moses videre, og der er rig mulighed for at headbange til deres numre. Deres sanger er særligt udadvendt, men man kan stadig godt mærke at det er deres første show uden for Tyskland, der mangler lige lidt mere scene-erfaring. Deres korte soloer har et flabet udtryk, så man alligevel finder luftguitaren frem. 

Der kværnes måske lige nok i den samme rille som tiden går, men jeg er stadig underholdt hele vejen igennem. 

Der er god plads foran scenen og hyggen understreges, da et barn får lov til at sidde oven på barrieren. Til de vrede toner takker bandet af og selv om det ikke var en revolutionerende oplevelse, så var det en god påmindelse om en genre jeg ikke lytter nok til. Det kunne være at jeg skulle sætte deres Desert Frost (2024) album på en af dagene.

Det skal bemærkes at der er nogle længere pauser i programmet. Dette passer mig mere end udmærket, da der både er tid til at finde øl, mad og snakke med de gode mennesker man kender. Musik Politiet har et lille telt hvor der spilles hvad jeg kun kan beskrive som lounge rock. Iklædt i deres gammeldags jakkesæt er de et spøjst indslag, men faktisk ret rart at have noget mere roligt at skulle lægge ører til imellem koncerterne. Bænke er placeret i skyggen af murene, så man heller ikke får for meget sol. Ellers har gæsterne tæpper med eller lægger sig simpelthen bare på græsset.

Köya

Mit sidste show med aalborgenserne var på BETA sammen med Mercenary og jeg har glædet mig lige siden til et gensyn. Vi får at vide at de kommer direkte fra Summer Breeze Open Air. Det går unægteligt hurtigt for de gæve gutter. 

Som Martin Jørgensen (vokal), Søren Pedersen (trommer), Patrick Serena (bas), Allan Petersen (guitar) og Magnus Klemmen (guitar) går på bliver vi med det samme bedt om at komme tættere på. Der er ingen tvivl om at Köya ikke tager nogle gidsler, vi skal køres midt over af deres hybrid-hardcore. 

I deres hvide t-shirts og ledt an af den storsmilende Jørgensen går gruppen til angreb på os. “Effigy” fra deres Fragments (2024) EP sparket stemningen rigtig i gang. Der er god kontakt til publikum hele vejen igennem og bifaldet stiger og stiger som numrene præsenteres. 

Et solidt “HEY” råb gjalder rundt i de gamle bygninger. Min skotske ven udbryder “these guys are fucking legit”. Det kan man vist ikke være uenig i. “Tempest” præsenteres som en sjæler og vi går da lidt ned i tempo, men der holdes fast i vildskaben. Alle musikere er nu i bevægelse og virker hver og en til at nyde øjeblikket. Dette smitter af på alle os andre og da Jørgensen tager en ud af flere ture ned til hegnet og skrigende kaster sig ud til os, har Köya gæsterne i deres hule hånd.

Vi får at vide at “nu skal vi skubbe lidt og nusse lidt ved hinanden”, så til “Pig Wine” kommer pitten for alvor i gang. Der er så mange nye skud på den danske hardcorescene at det er til at blive helt ør af, på den gode måde forstås. Det tog mig noget tid at blive fan af genren, men det er uden tvivl bands som Köya der har vist mig hvor meget mere der findes i lige denne her kultur udover besværlige karate slåspits. 

Som en triumferende sømand tager Jørgensen en tur ud over pladsen båret af sine fans. Han var ikke den eneste, der forlod showet flyvende. De her herrer bliver bare bedre og bedre for hver gang jeg ser dem. Selv om lyden stadig drillede pga vejrguderne. Et af de mest energiske bands vi har herhjemme, og det siger ikke så lidt anno 2025. 

Plaguemace 

Tidligere i år stod jeg i Lille Vega da kulden havde godt fat i hovedstaden og så Plaguemace sammen med Guttural Disgorge og Vulvatorious. Det var ret blæret, så derfor var jeg naturligvis glad for at Horsensbandet blev annonceret til Dødsgangen 2025. 

Med hop og spark er Andreas Truelsen (vokal) altid en fest på scenen. Med sit afgrundsdybe growl gør han sit bedste for at fortsætte festen, og vi præsenteres endda for et nyt nummer i form af “Multiplide Homicide”. I denne omgang krydres hans stemme af nogle mere hæse råb og en kort pit opstår. Men mikset er frygteligt rodet og de ellers udmærkede sange ender ofte som en grød hvor det er svært at skelne death metal-numrene fra hinanden. Men der crowdsurfes så helt ved siden af, rammer det her alligevel ikke. 

Plaguemace lader sig ikke stoppe af de uheldige forhold og insisterende spiller de videre i solens sidste stråler. Truelsen er som altid en skøn showman med sine platte kommentarer serveret på ærke jysk. Der snakkes noget vrøvl om kvinder og Tour de France og man kan jo ikke lade være med at klukke. Det er dumt, men så meget med vilje at det virker som krydderi til sange som den onde “Rhythmic Demise”. 

Det lykkes da også at iværksætte en wall of death, og som sangeren med møje og besvær får klemt sig halvt ned i en orange fangedragt, er den tossede attitude komplet. På bas har de lånt Christian Schneider fra Guttural Disgorge og hans sammenspil med Matias Zacho (trommer), Simon Truelsen (guitar) og Anton Holm (guitar) kan man ikke brokke sig over. Der er flere stykker hvor man kan headbange med hele ryggen. Det benytter vi os naturligvis af + en kort lille circle pit bliver det også til. 

Når alt kommer til alt nåede det desværre ikke samme niveau som jeg før har oplevet, men det er pokkers svært stadig ikke at smile af så uhæmmet og fed dødsmetal. Der skal ikke tænkes så forbandede dybe tanker, læg din hjerne ved indgangen og sving håret til “Among the Filth” og “Impenetrable Leather” fra Reptilian Warlords (2023). 2 børn leger tagfat til højre for scenen i græsset og idyllen vi alle er en del af i dag løfter kun humøret. Så da den aggressive “Ambrosia” lukker og slukker, så er jeg kun bekræftet i at jeg ikke bliver træt af Plaguemace foreløbigt.

Og så kan det godt være, at Horsens Statsfængsel stadig er sejere end Vridsløselille, som Truelsen postulerer. Den lader vi den store kærlige fjolletrold slippe af sted med oven på en god gang smadder.   

Jeg er lidt skuffet over at jeg som afholds mand oplever at baren er løbet tør for alkoholfri Anarkist øl efter få timer. Det havde nu været rart med mere end 1 mulighed for noget uden alkohol, der alligevel smager af lidt. Pyt, jeg kører på Implosion de næste 2 døgn.

Katla

Jeg har for lidt siden fået fornyet min interesse for Rasmus Bang (vokal, trommer), Marc Christensen (guitar) og Theis Rode Stenberg Thorgersen (bas, vokal) da jeg overværede bandet spille deres nye materiale som opvarmning for 3 Inches of Blood inde på Hotel Cecil. Så da det blev annonceret at de ville optræde med hele Scandinavian Pain (2025) i Albertslund, så glædede jeg mig i særdeleshed til netop denne danske optræden.

Der bliver lovet den største produktion som doom-metallerne nogensinde har præsenteret inklusiv specielle gæster og en smule forsinket går Katla på. Vi står nu tættere end nogensinde i gården, parate. 

“Don’t Let the Fuckers Get You Down” bliver gæstet af Cassandra Moses som en blid start før trekløverets kampparate doom rammer os med “Goblet of Power”, “Dead Lover” og den korte skæve “Eating Graves With Kevin Sharp” der er bevis på den humor der trods alt findes i Katlas dystopi. 

Jeg har før skrevet at Nordvest-drengene kan bære de større scener og i aften står det endegyldige bevis foran mig. Med røg som af en vulkan, deres store omvendte kors samt et vildt lysshow har gruppen aldrig føltes større og deres lyd mere omfavnende i alle dens primitive impulser. 

“Taurus” gæstes ikke af Ole Luk, som jeg havde forventet. Lidt skuffende, men sangen er stadig med til at vi får varmen, for det er faktisk begyndt at blive koldt. Lige denne uge dykkede temperaturen alligevel. 

Det hele kører faktisk ret fantastisk. Næste nummer “Hunab-Ku” gæstes af Dale Smith siddende i polstret stol med en lampe ved siden af sig + blomster. Der ændrer stemningen sig. Fra at være oprørsk skal vi nu ud i en spoken word fortælling om verdens endeligt. Det er en tilføjelse der holder på plade, men live er det til stor forvirring for mange der ikke har lyttet til det nye album og kommentarer som “hvem har brug for en tisse pause” bliver yteret imens folk snakker og mister koncentrationen. Det prikker et stort hul i ballonen, desværre. 

Men et “FUCK PUTIN OG TRUMP” kan vi alle være med på. Så kender vi aktivist-tilgangen igen. 

Med “White Dagger” og “Grim Jesus” genvinder Katla dog terræn og tager kontrollen tilbage med deres rå tilgang. Der deles tekster ud til os inden den afsluttende “Castle of Purity” og sammen skåler vi “May the sun always shine on your enemies and may your ass always itch and your arms be too short”. Dette brøles i et væk og da Katla går af scenen, efterlades jeg med at min tro på bandet blev belønnet, men det nåede ikke helt de højder det havde potentiale til.

Rotting Christ

Mit absolutte favorit black metal-band! Der ikke rigtig spiller black metal de her dage, men en meget mere melodisk og episk version som de mestrer uden lige. 

Dannet i 1987 i Grækenland har de været bannerfører inden for europæisk ekstrem metal i årtier siden debutalbummet The Mighty Contract (1993). Jeg så dem for første gang i Pumpehuset med Watain og Profanatica i 2018 og året efter på Gimle i 2019 sammen med Silverdust og Moonspell. Jeg tog til Næstved Metal Festival i 2022 med min fremtidige redaktør og oplevede bandet igen, og senest så jeg dem denne måned på Brutal Assault 2025. 

The Heretics (2019) fangede for alvor min interesse og jeg havde fornøjelsen af at anmelde Pro Xristou (2024). At Dødsgangen har booket disse legender er en genistreg, og en del af det der for alvor overtalte mig til at tage af sted i år.

Sakis Tolis (vokal, rytme guitar), Themis Toli (trommer), Kostas “Spades” Heliotis (bas, backing vokal) og Kostis Foukarakis (lead guitar, backing vokal) kommer på scenen i en slør af røg og blåt lys og åbner med “666” og “P’unchaw Kachun – Tuta Kachun” fra Kata Ton Daimona Eaytoy (2013). Rotting Christs musik er gennemvædet af sagn og fortællinger om de gamle guder, krige og fabler fra oldtiden og som deres sange rejser sig som et mægtigt kor ført an af Tolis hæse karismatiske røst så ryster Dødsgangen i sin grundvold. 

Det er som om at alt hvad grækerne rører ved bliver større i skala end alle andre bands og “Elthe Kyrie” fra Rituals (2016) og en af mine personlige favoritter “Fire God & Fear” fra netop The Heretics (2019) viser præcis hvorfor de headliner festivaler fra danmark til tyrkiet. Om vi skal synge med på de mange fabelagtige riffs lave wall of death (den største i dag) eller moshe så er gæsterne vilde efter mere og jeg er ingen undtagelse. De velskrevne catchy soloer står i kø imens “Like Father Like Son”, “King of Stellar War” og “Non Serviam” sender os på en rejse ud på sletter strøet med faldne krigere til panteoner hvor gammel visdom går hånd i hånd med undergangen af verdener. 

Det er et ritual, hvor jeg tror, de fleste ville have svært ved ikke at overgive sig til de dynamiske flammer. 

Tolis pisker os op til en manisk stemning og pitten får sit eget liv hvor der trampes rundt som en legion af trofaste krigere til soundtracket af “Grandis Spiritus Diavolos” og “In Yumen Xibalaba”. Mine arme kører på overarbejde med min luftguitar for at følge med og jeg får headbanget i rytmer som en gal. 

Den storslåede “The Raven” der er baseret på Edgar Allan Poes digt, bliver annonceret som sidste nummer, men til det overdøvende bifald bagefter vender grækerne tilbage og forkæler os med “Nocits Era” Fra Aealo (2010). Jeg ønsker mig altid ild når det her band spiller og de fortjener en scene produktion der kan stå side om side med Heilung, men når det er sagt så leverede de intet mindre end hvad jeg er blevet vant til. 

Mægtig heavy metal i et univers, der er beundringsværdigt helt deres eget. Det er dog svært at måle sig med deres show på Brutal Assault, men hvis det eneste der spænder ben for et band er deres egne tårnhøje præstationer så siger det sørme også en del. Kom snart igen!

Fotos er taget af Lykke Nielsen