Anmeldelse af: Judas Priest + Wolfmother . Onsdag d. 26. juni 2024 i Royal Arena, Kbh.

Judas Priest bød op til onsdagsdans med motorcykler og hyggesnak

Foto af: Amanda Gaardsdal

Wolfmother

Den australske trio fik lov til at åbne ballet i Royal Arena, til en god omgang midtuges-rock! Det var dog ikke fordi de første anslag fik gang i folk; det virkede lidt til at støvet lige skulle rystes af en forgangen uge med smadder, regn, og øller på Refshaleøen. Wolfmother havde i hvert fald lidt af en opgave for sig som opvarmning.

En opgave der ikke helt blev opnået, desværre var der ikke meget bevægelse eller noget fra deres side, og lyssætningen var på kanten af at være latterlig. Hvide statiske spots var det eneste der blev disket op med, men jeg skal ikke kunne sige om det er en bestemmelse fra Royal Arenas side, bandet selv eller Judas Priest – uanset hvad synes jeg det var en skam at der ikke skete bare en lille smule mere på den front.

Der kom dog lidt gang i publikum da de disker op med deres efterhånden 20 år gamle hit “Woman”. Selvom ⅔ af bandet er kommet til for meget nyligt, virkede de også til at have godt styr på deres umiddelbare opgaver og de virkede til at føle sig godt tilpas på scenen sammen, og mere kan jo heller ikke forvente.

Man kunne spotte lidt engagement fra de første stående rækker, og det kulminerede da også da Andrew Stockdale og kompagni rundede af med et af deres største hits: “Joker & The Thief”, der bestemt også var med til at hæve koncerten lidt op lige til sidst.

Judas Priest

Aftenens hovednavn kom på til de første toner af den nye plade, Invincible Shield, nemlig nummeret “Panic Attack”. Den første del af det nummer er en synth-intro, der også blev spillet over anlægget og så gled den over i live-instrumenter, samtidig med at tæppet faldt og kunne afsløre bandet. Rob Halford stod skarpt som altid, med hans ikoniske outfit i form af læder og nitter. Erfaringen på scenen er bestemt heller ikke til at sætte en finger på, man kan virkelig mærke at det er en velsmurt maskine, der kører helt frit for hæmninger når de først er i gang.

Efter de første fem numre, der rundede af med “Riding the Wind”, kom der en lille intermezzo, der gik direkte over i det lidt langsommere nummer “Love Bites”. I de efterfølgende numre gled det dog lidt over i en lille slump som dog blev hevet godt op igen af “Turbo Lover”. Fra mit udsyn kunne jeg også se at arenaen heller ikke var helt fyldt. De øverste rækker var skærmet af en god del af siddepladserne, bagerst var ikke besat. Gulvet var dog godt fyldt ud, om end at det meste af energiudladningerne foregik i små enklaver, i et ellers ret roligt publikum.

Folk der så Judas Priest på Copenhell forrige år, kan vel nok huske at man godt kan se og høre at Halford er ved at være en ældre herre efterhånden. Der er enkelte gange, hvor det er tydeligt, at de høje toner ikke kan holdes lige så solidt længere. Alt det på trods, så leverer han stadig en bundsolid optræden, og en koncert der burde være tilfredsstillende for de fleste! Undertegnede har dog hørt enkelte skuffede røster over at der ikke blev spillet noget fra Firepower, men det er jo desværre svært ikke at skuffe nogen uanset hvad der kommer på setlisten.

Der var god dynamik i showet undervejs, med små pauser hvor Rob havde lejlighed til at tale lidt til publikum om gamle dage og deres efterhånden lange rejse fra de tidlige dage i Birmingham. Der blev rundet mesterligt af med “Painkiller”, før de sidste tre ekstranumre, der bød på “Electric Eye” skarpt efterfulgt af “Hell Bent for Leather”, hvor Halford kom ud på den ikoniske motorcykel. Hele molevitten blev slukket med “Living After Midnight”, som var en skøn afrunding på en alt i alt fed omgang heavy i selskab med Judas Priest.

Fotogalleriet er taget af Amanda Gaarsdal.