Anmeldelse af: Lasher Agency presents; Czar, Vægtløs, Puke Wolf og Drukner. Stairway, Kbh. D. 05.10.23.

På en torsdag, hvor efteråret gør sin entre, præsenterer Lasher Agency intet mindre end fire bands, der splitter vores hårde genre ad på hver sin måde. Det drejer sig om Drukner, Puke Wolf, Vægtløs og Czar. 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Hardcore er vokset meget herhjemme de sidste par år. Udover artisterne i aften så har kunstnere som Telos, Rot Away, Lifesick, EYES og Henret travlt med at bære denne nye bølge af ekstremmusik frem på den danske musikscene. De fleste af aftenens bands er dog for mig et relativt ukendt territorium. Kun aftenens hovednavn har jeg rystet håret til før. 

Jeg så Czar spille en koncert på Copenhells campingområde i 2017. En fin fest, hvor et par stykker af os greb en gratis t-shirt. Men nye artister er altid spændende, så jeg cykler spændt ud til Vanløse i min Goat Semen-longsleeve.

Drukner

Drukner blev dannet i 2015 og har en fuldlængde udgivelse bag sig, Drukner, fra 2016. De har også udgivet en split med Gaia og singlen “Get High On Your Own Supply”, der er en re-recording af nummeret fra Drukner, begge fra 2019. De åbner ballet.

Der er blåt stillestående lys, da bandet kommer ind. De spiller forbandet langsomt og slæbende. Som at være fanget i en grotte og bare synke dybere og dybere ned. Det begrænsede lys gør Drukner til silhuetter på scenen. Det har en god dramatisk effekt på det Doom-tempo, koncerten for det meste kører i. 

Vokalen er hæse råb/skrig, men går også over i ren sang, der giver mig associationer til noget ritualistisk. Guitaren har toner, der kunne passe ind i en horrorfilm af Dario Argento eller Wes Craven. Oven i det så kan der også spores noise-elementer i hele herligheden.

Så på trods af at Drukners musik kan virke simpel, gemmer der sig adskillige sindsstemninger i dybet. Bandet står for det meste på deres plads og rykker sig til musikken. Men det her er heller ikke en koncert, man skal moshe til, det er fordybelse, der er i fokus her. 

Lyset skifter nu til stillestående rødt. Det er ikke fordi, at scenebelysningen er det mest voldsomme element.

En lækker solo skærer igennem, og det lille key/synth-board i højre side lægger småglimt af dystre tanker og ideer. Det er som at wrestle med uforløste følelser. Det er i høj grad en introvert oplevelse at se Drukner og deres til tider syre inspirerede musik. Det kommer ikke altid 100 % udover scenekanten eller river os vildt rundt. 

Men det er faktisk et god tilføjelse at have med et band at gøre, der falder uden for Hardcore-genren. Telos skulle oprindeligt have spillet, men jeg er positivt overrasket over, at Drukner kom ind fra højre. 

Puke Wolf

Trioen består af Emil Aude Vegeberg på guitar, Lasse Højgaard på bas og Andrew Davidson på trommer. De tre medlemmer deler vokaltjansen imellem sig og har to udgivelser i bagagen. Everything From Nothing (2019) og Interstice (2022). Jeg venter spændt foran scenen. 

Det er en meget mere ren lyd, vi bliver præsenteret for nu. Flere steder er det meget straightforward Hard Rock, dog gør tungmetallen absolut også sin entre. Specielt når der råbes med hver sin unikke stemme af Puke Wolf både hver for sig og i kor. 

Deres fulde lydbillede udfoldes ikke lige med det samme, og jeg har lidt svært ved at placere dem til at begynde med.  

Andrew Davidson synger i et stykke solo, uden andre instrumenter eller vokaler i et skrøbeligt øjeblik der skal varsle, hvor vi bevæger os hen. Når guitaren spiller triste og melodiske stykker, kommer der også et dragende lag af livsglæde, der gennemborer den desperate stemning. 

Der skabes en flot balance mellem det melankolske, men også en opløftende energi, som om, at vi nok skal komme igennem de voldsomme og mørke tider alligevel. Jeg er slet ikke forberedt på, hvor meget det her rammer mig.

Lasse Højgaard står også fantastisk ud særligt på en af sangenes outro, hvor bassen står helt alene. Men det mest hjerteskærende øjeblik er uden tvivl, da Andrew forlader sit trommesæt for at gå ud i publikum og synge. Både med og uden mikrofon. Det er som om, knuste håb, længsler og alle i lokalet er fortryllet over sårbarheden. Der bliver også sunget på dansk, og jeg får simpelthen kuldegysninger over at stå her og se sand, ærlig kunst udfolde sig foran mig. 

Efter den her koncert skal jeg holde meget mere øje med Puke Wolf. Alle mine sanser blev revet rundt, og jeg lod mig med glæde fortabe. 

Vægtløs

Aalborgeniske Vægtløs har fået massiv opmærksomhed den sidste tid. Med flot respons på deres Kakofoni-EP fra 2022. Ellers har de lavet en split-EP med Mill og Taagebue også fra 2022. Bandet består af Tobias Aske Heltborg på trommer, Jeppe Nørgaard på bas, Frederik Højlund på guitar og Troels H. Sørensen på vokal. 

De har haft spillejobs på Loppen, A Colossal Weekend og Copenhagen Metal Fest i mit nabolag i år, men jeg har desværre ikke set dem live nogle af gangene. Med så meget hype om bandet er de det af aftenens indslag, jeg har set allermest frem til.

Jeg kommer en lille smule sent ind til koncerten, men allerede da jeg træder ind i lokalet, har Vægtløs lavet en vild støj- og energi-mur, jeg bevæger mig tættere på. Den danske sang gør det mere nærværende, og deres Post-Hardcore fanger mig med det samme.

Det er som at være vidne til kontrolleret kaos. Særligt Troels på vokal er et af  bandets trumfkort. Hans passionerede indlevelse på scenen og hans emotionelle ærlige snak om kærlighed imellem numrene gør, at jeg føler, at Vægtløs virkelig tror på deres budskab.

“Tag Dit Knuste Hjerte og Lav Det Til Kunst” introduceres, og den titel rammer direkte ned i min følsomme musiksmag. Resten af bandet skal ikke glemmes her, der er ingen tvivl om, at på deres instrumenter er gruppen de mest teknisk overlegne indtil videre. Fra de motor-præcise trommer til de clean og støjende guitarstykker.

Alt er tight, dog kan nogle af detaljerne i lydbilledet godt drukne lidt. Det er ærgerligt, for der er så meget at tage ind i deres musik. Troels fortsætter meget af sin optræden ude blandt publikum, hvor han er helt oppe og synge i ansigtet på folk. Det tilføjer til det ry, gruppen allerede har som et band, der i den grad kommer udover scenekanten.

Efterårsbladene får samme farve som ild, imens at de sidste toner fra Vægtløs rinder ud i lokalet og i natten. Det levede meget op til mine forventninger, men jeg føler også, at de har mere at give, måske skulle vildskaben have fyldt mere end kontrollen. 

Men fortsætter de med bare en brøkdel af den brændende lyst og sult på musikken, jeg så i aften, spår jeg dem en meget succesfuld karriere. De er allerede godt i gang, og Vægtløs fortjener uden tvivl alt opmærksomheden de her dage. 

Czar

Gruppen fra København står for at lukke festen. De har to udgivelser bag sig: Menneskehad (2015) og Antistemning (2017). Derudover kom der en split med Katla ved navn Overdoser i 2022. Czar består af Martin Nielskov på vokal, Carl Peter, Jakob Hammer Møgelvang på guitarer, Kim Nielsen på bas og Aske Kristiansen på trommer. Fra Copenhell 2017 til Stairway i 2023. Hvad skal der ske?

Det er en vanvittig gennemskærende guitar med en del Black Metal, der møder mig, samt Martins vilde brøl. Som en drabelig eksplosion hamrer Czar igennem på scenen, så der kommer bevægelse i lokalet, der ikke har været der hele aftenen. Jeg er nødsaget til at smide trøjen efter et par sange, det her er for vildt. Hele bandet er tydeligvis opsat på, at vi skal tæskes musikalsk. Martin kommer godt rundt og får kommunikeret sin vildskab godt ud til publikum igennem sved, skrig og også snak imellem sangene.

Beklageligvis laver den ene guitar problemer, og vi kommer ud i en halvlang pause, indtil det bliver fikset. Da teknikken ikke driller mere, går det amok igen, og der laves pit og headbanges vildt til deres hybrid Hardcore. At sætte en direkte genre på de her menneskers musik er svær, særligt når alt kører med 120 kilometer i timen, og man bare prøver at holde fast. Det her skal opleves igen så snart som muligt.

Czars medlemmer er i bar overkrop hele koncerten igennem. Klar til kamp; et slag de vandt ved at have den vildeste respons fra gæsterne i aften. Som et blast from the past stod de foran mig, og jeg går svedende ud for at ryge og vende oplevelserne med mine venner og veninder, inden turen går hjem til Amager. 

I aften var en tur i manegen, hvor jeg aldrig helt vidste, hvor jeg skulle hen. Men nogle gange skal man fare vild for at finde hjem.